Også franskmændene er vilde med amerikanske film. Det er Hollywood naturligvis glad for. Men den amerikanske filmindustri mener, det er skandaløst, at den indirekte tvinges til at være med til at finansiere nye franske film. For 11 procent af billetprisen i Frankrig går til en fond, der udelukkende skyder penge i franske filmprojekter. Selv om det i høj grad er succesfilm fra Hollywood, der er med til at fylde fonden. Nu har en fransk filmproducent - med store interesser i USA - vovet at kalde filosofien bag den franske produktionsstøtte død og forældet. Han er tæt på at blive hængt ud som en forræder. De provokerende udtalelser blev fremsat af Jean-Marie Messier, der har travlt med at opbygge et internationalt medieimperium. Kernen er den franske koncern Vivendi, der sidste år fusionerede med den canadiske Seagram-koncern - og dermed Universal, et af de store Hollywood-studier. Forleden sikrede Messier sig også kontrol over USA Networks, det største kabel-tv-firma i USA. Den 45-årige Jean-Marie Messier er en himmelstormer udrustet med topscorer-eksamener fra to af Frankrigs eliteskoler. Men fædrelandet er blevet ham for småt. I september flyttede han til New York. Og nu må han høre for, at han er blevet mere amerikansk end amerikanerne. Forræder Messier må være blevet bleg, da han hørte hjemlandets reaktioner på sin dødsdom over statsstøtten til fransk film. I hvert fald fik han travlt med at glatte ud. Ingen skulle beskylde ham for at ville aflive den 'kulturelle mangfoldighed', som Frankrig er så stolt af. Men hans forsikringer om sin gode vilje synes ikke at have overbevist mange franskmænd. Nyhedsmagasinet Le Nouvel Observateur mener, at Messier hører hjemme blandt »liberalismens taleban«, sådan som de kun udklækkes i USA. »Når han hører ordet kultur, så trækker Jean-Marie Messier sin lommeregner«. I spørgsmålet om statsstøtte til kunst står Frankrig og USA flinthårdt over for hinanden. Kultur er ikke en vare som enhver anden, hævder franskmændene. Kultur er et kosteligt gode, et udtryk for en nations sjæl. Derfor skal kultur fritages for de bestemmelser, man finder i internationale aftaler om handelsfrihed, der ellers bandlyser statslige støtteordninger. I EU og i WTO (verdenshandelsorganisationen) taler man om 'den franske undtagelse'. Når Jean-Marie Messier farer så hårdt frem mod 'den franske undtagelse', så hænger det i høj grad sammen med, at et af hans franske selskaber er forpligtet til at holde liv i fransk filmindustri. Canalleverer tv mod betaling, især sport og film. Det er noget af en guldgrube. Men for at få den eftertragtede sendelicens fra staten, måtte Canalforpligte sig til at investere 20 procent af sin årsomsætning i nye franske film. Derved er betalingskanalen blevet en dominerende faktor i Frankrigs filmproduktion, en tredjedel af den offentlige støtte kommer herfra. Men Canalhar mødt hård konkurrence på det sidste, især fra TPS, en anden betalingskanal. Afkastningen i Canaler altså ikke helt, hvad den har været. Og det er et problem for Jean-Marie Messier, for hans aktionærer forventer en forrentning på 15 procent af deres indskud. Derfor ville det være dejligt, hvis Canalkunne slippe for at pumpe penge i fransk filmindustri. Godt fransk filmår Frankrigs kulturminister Cathérine Tasca har fundet det nødvendigt at minde Jean-Marie Messier om, at aftalen med staten først udløber i 2004. Men uroen breder sig i det franske filmmiljø. For hvor finder man, om galt skal være, en anden malkeko med lige så stor ydelse som Canal? Og nu var stemningen ellers så høj, som den ikke har været i mands minde. I år er der solgt 12 procent flere biografbilletter end i 2000. Og franske film, der længe kun dækkede knap en tredjedel af markedet, er nu tæt på at erobre halvdelen. Det sker ikke mindst på bekostning af film fra Hollywood. Særlig stolt er man over, at også udlandet er begyndt at vise større interesse for franske film. Selv i USA strømmer man i biografen for at se 'Den fabelagtige Amelie fra Montmartre', årets suveræne kassesucces i fransk film. Udbuddet af franske film er stort og rigt varieret. Det ville det ikke være uden statens opmuntrende støtte, advarer Jean-Marie Messiers fjender. Kulturminister Tasca nikker samtykkende - men beklager, at europæerne ikke er særlig flinke til at se hinandens film. De fleste af dem når sjældent uden for landets grænser. I modsætning til Hollywoods frembringelser.