»Fladpandet«. Professor Bøje Larsen fra Handelshøjskolens Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi mener, at offentlige institutioner dyrker en mani med at gøre alt op i tal og kvoter. Og det generer ham hørbart. »Kvantitativ virksomhedsledelse er overdrevent anvendt i det offentlige. Det virker, som om den offentlige sektor har taget budskabet om moderne management meget bogstaveligt til sig. Offentlige institutioner har jo nærmest omdannet sig til tællerivirksomheder efterhånden«, siger Bøje Larsen. Djøficering Sammen med tre kolleger udsendte professoren sidste år debatbogen 'Ledelse i Danmark'. Her sættes den djøficerede måletankegang i især offentligt regi under anklage. På Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (DKDM) i København er man i lighed med mange andre kunstneriske uddannelsesinstitutioner kommet på en såkaldt resultatkontrakt. Det betyder, at konservatoriet over for Kulturministeriet forpligter sig til at indfri nogle mål for at fastholde sit bevillingsniveau. Målene kan blandt andet være løbende evalueringer af undervisningen, uddannelse af et vist antal musik-lærere eller produktivitetsforbedringer i studieadministrationen. Børneledelse Et fjerde af de mange mål er, at konservatoriets lærerstab hvert år skal levere et trecifret antal forsknings- og kunstneriske udviklingsprojekter, som lokalt går under betegnelsen foku-projekter. 115 lyder kravet helt præcist på, og det betragter professor Bøje Larsen som problematisk. »Makrotænkningen i moderne virksomhedsledelse er meget god til at skabe de rammer, som institutionen skal arbejde under. Men hvis målene smitter af på lærere og studerendes hverdag, er det et problem«, bedømmer han. Det gør de på DKDM. Under utvetydige protester fra lærerrepræsentanter i konservatoriets foku-udvalg udsendte rektor Steen Pade i februar 2001 et dokument, som varsler sanktioner over for undervisere, der ikke afleverer eller dokumenterer deres foku-projekter. 'Børneledelse' Professor Bøje Larsen har fået forelagt sanktionsdokumentet. Han betegner dets ordlyd og indhold som »børneledelse af værste skuffe«: »Sådan tør man ikke en gang behandle arbejdere på et fabriksgulv. Spørgsmålet er, hvordan det er kommet dertil«, påpeger professoren fra Handelshøjskolen og tilføjer: »Dokumentet lugter langt væk af desperation, men måske har rektoren måttet lave det, fordi medarbejderne ikke rækker ham så meget som en lillefinger«. Det lader dog ikke til at være tilfældet. I hvert fald afleverede DKDM's lærere i 2000 mere end dobbelt så mange foku-projekter, som Kulturministeriet krævede. Rektor Steen Pade afviser da også, at hans medarbejdere er usamarbejdsvillige: »Jeg står inde for dokumentet, selv om jeg godt kan se, at det måske i nogles øjne virker lidt bussemandsagtigt. Men det er jo helt urimelig over for kolleger, hvis der er enkelte lærere, som rent faktisk slipper af sted med ikke at bære deres del af foku-byrden. Så kan det godt være, at den slags retningslinier ikke er nødvendige på Handelshøjskolen. Gudskelov har det da heller ikke været aktuelt at iværksætte nogle sanktioner endnu«, understreger Steen Pade. Skatteyderansvar Rektoren afviser desuden, at der er sammenhæng mellem hans direktørbonusaftale med Kulturministeriets departementschef - som Politiken er i besiddelse af - og sanktionsdokumentet. Af direktørbonusaftalen fremgår det, at rektoren blandt andet kan opnå en ekstra lønudbetaling, hvis hans lærere afleverer netop 115 foku-projekter eller flere årligt. Direktørbonusaftalen blev underskrevet præcis en uge før, Steen Pade daterede sit såkaldte sanktionsdokument til de ca. 70 lærere i februar 2001. Rektoren finder det ikke odiøst, at han tjener penge på, hvor mange foku-projekter, de ansatte bliver sat til at levere. »Jeg har gjort en meget stor indsats for at skaffe midler, der giver lærerne mulighed for at udøve forskningsmæssig og kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Det er faktisk et ret stort arbejde, jeg gør. Det er mine medarbejdere, som udfører foku-arbejdet, men det er mit ansvar, at de leverer resultaterne. Det er også mit ansvar over for skatteyderne«, pointerer Steen Pade. Departementschef Karoline Prien Kjeldsen har ikke ønsket at udtale sig til Politiken om konservatoriernes forhold. Detaljer hæmmer kreativiteten På Det Jyske Musikkonservatorium er der - som omtalt i gårsdagens avis - kommet ny rektor til i februar i år. Hvis det står til ham, den tidligere folketingspolitiker Henrik Svane, skal resultatkontrakterne slet ikke være så detaljerede, som de er på konservatorierne i dag. »Detaljegraden er alt, alt for stor. Det hæmmer jo kreativiteten. Man kan ikke sige, at måleprincipperne er ubrugelige i alle sammenhæng. Men jeg tør rolig fastslå, at det ikke ville styrke min kreativitet, hvis jeg skulle trækkes igennem for meget af den slags. Selvfølgelig står jeg til ansvar over for eksisterende regler, og økonomien skal ikke skride. Men du taber eksperimenterne af syne, når du går ned i frimærkeniveau i dine målinger. Hvorfor skal vi dog opgøre, om dét og dét er gennemført for 85 eller 78 procents vedkommende? Jeg siger: hold op med dét der!«, opfordrer rektor Henrik Svane. René Larsen, lærervalgt rektor på Konservatorskolen i København, gør sig nogle af de samme tanker om detaljerigdommen i resultatkontrakterne. I arbejdet med blandt andet at forske i restaurering af malerier kan det være svært at definere håndgribelige resultater, som hans lærerstab skal arbejde hen imod. Derfor betragter René Larsen det også som en decideret fælde at lægge sig fast på et bestemt antal forskningsprojekter. »Vi har været meget omhyggelige med at definere vores målsætninger sammen med Kulturministeriet i resultatkontrakten. Og vi føler, vi har strakt os så langt, som vi kan over for embedsmændene. Eksempelvis har vi besluttet, at 25 pct. af vores forskningsprojekter skal være tværfaglige i løbet af resultatkontraktens periode. Men vi ønskede under ingen omstændigheder at gå linen ud, så vi årligt skal nå at producere et vist antal projekter og publikationer. Så begynder det at blive farligt, og man risikerer at presse folk til at producere for produktionens skyld - ikke fordi det er fagligt frugtbart. På et eller andet tidspunkt knækker kvalitetskurven jo, og så er vi ovre i en tankegang a la fremstilling af aluminiumsgryder i det gamle Sovjetunionen, hvor de bare lå i dynger og hobede sig op«, vurderer Konservatorskolens rektor. Arbejdsbyrden vokser René Larsens og Konservatorskolens foreløbige erfaringer med resultatkontrakter og Kulturministeriets behandling af uddannelsesinstitutionen som en moderne virksomhed har været delte. Det gode ved forandringen er, at Konservatorskolen har været tvunget til at tænke over sine ambitioner, hvilket automatisk også har øget dialogen med Kulturministeriet for at finde et fælles standpunkt. Omvendt stiger arbejdsbyrden støt, når man hele tiden skal måle og veje sig selv: »Vi bruger efterhånden meget tid på at registrere vores handlinger og formulere standpunkter. Der er en stigende tendens til, at vi bliver belemret med bureaukratiske og administrative ting som spørgeskemaer og statistik fra ministerierne. Det kan være stærkt irriterende, at man ved involvering det ene eller andet sted skal evalueres efterfølgende. Vi kan altid være helt sikre på, at der kommer et spørgeskema ind ad døren - lige meget, om det gælder EU-forskning, statistik fra Forskningsministeriet, studenterstatistik fra Undervisningsministeriet eller Finansministeriets forskellige analyser. Vi får ofte fornemmelsen af, at det, vi svarer på, ikke rigtig bliver læst eller brugt bagefter, men det bare skal produceres og sendes ud i ministerierne«, siger rektor René Larsen. Ens vilkår er et problem Arbejdsmarkedsforsker og adjunkt Steen Navrbjerg fra Institut for Sociologi på Københavns Universitet ser et problem i, at offentlige institutioner bliver underlagt de samme vilkår som private virksomheder. »Det private erhvervsliv kan i en helt anden grad forholde sig til markedsvilkårene, mens offentlige institutioner har nogle rammer, de skal holde sig inden for. I tilfælde som i eksempelvis kunstens verden, hvor kvaliteten ofte skal måles på en anden måde end ved produktionsstørrelse, risikerer den offentlige sektor ofte at brække halsen ved at tænke for meget som en profitorienteret virksomhed«, mener Steen Navrbjerg. Professor i offentlig administration på Roskilde Universitetscenter, Peter Bogason, peger også på, at de kunstneriske uddannelsesinstitutioner risikerer at gå på akkord med kvaliteten, når de pålægges kvantitative krav: »Der er skævheder ved de fleste målesystemer. Resultatkontrakter kan pervertere et uddannelsesystem på den måde, at uddannelsen sænker det faglig niveau, for at alle studerende kan klare sig igennem og dermed sikre næste års bevillinger«.