Kulturlivet skal have en fedtsugning og i øvrigt gås igennem med en tættekam. Og landets nye kulturminister er overbevist om, at resultatet vil blive et smukkere og mere levedygtigt system, når han har fået saneret personkredsen og fjernet det, han kalder fedtlaget. For fed »Jeg har fået gjort op, at der under Kulturministeriet findes omkring 60 råd, nævn, udvalg og fonde, der er placeret mellem den bevilgende myndighed og kunstnerne, der skal støttes. Dette fedtlag, der er med til at forvalte pengene, tager jeg om relativt kort tid fat på, og når jeg er færdig, er der væsentlig færre tilbage. Der trænger til at blive ryddet op, og hele bevillingsområdet, også teatret, vil blive tænkt med i den forbindelse«. »Målet er ikke at spare, men at forenkle systemet og gøre linjen mellem kunstnerne og de bevilgende myndigheder tættere. De penge, der kan hentes, kan så placeres andre steder i kulturen«. Midlerne skal vel stadig fordeles via et mellemled af folk, der formodes at have forstand på de sager? »Vi skal fastholde armslængdeprincippet. Jeg skal som politiker ikke blande mig i, om denne eller hin kunstner får støtte, men vi skal sørge for, at flowet bliver mere direkte. Ministeriet skal lægge rammerne og ikke uddele penge. Det skal ske via en eller anden konstruktion, og jeg har et forslag til en struktur, der er meget enklere end den nuværende, og som vil gøre det lettere at forstå og diskutere de overordnede prioriteringer. Hvad er visionen, hvad er sigtelinjen, hvad vil vi med det«, siger Brian Mikkelsen. Han konstaterer flere gange undervejs i interviewet, at han kun har siddet ganske kort tid i stolen og derfor ikke vil ud med eksempler på udvalg eller råd, der kunne frygte, at de om kort tid kan betragte sig selv som overflødige. Ligesom han heller ikke vil uddybe sin plan for en ny konstruktion. Han har tænkt sig at holde mund, indtil tingene er forhandlet igennem og afklaret politisk. KulturelitenMan fornemmer en negativ undertone, når du taler om en »københavnsk kulturelite«? »Gør man det! Jeg er ikke med i en popularitetskonkurrence, og det er vigtigt, at vi får udfordret det parnas, hvor man klapper hinanden på skulderen og forsikrer hinanden om, at hvor er vi dygtige, og hvor går det godt. Jeg er imod enhver form for sammenspisthed og klikedannelse, der undertrykker andre strømninger og alternative miljøer. Det sker i forhold til provinsen, hvis kulturliv vi vil opprioritere, og det sker i København f.eks. i forhold til de alternative operaer«. »Den diskussion vil jeg godt tage med den diffuse skare, jeg kalder den københavnske elite. Jeg er bange for rygklapperiet og de nepotistiske tjenester, man kan gøre hinanden, fordi man ofte sidder i de samme udvalg. Jeg siger ikke, at de giver penge til hinanden. Men næsten. Og derfor skal der i det kommende system ske en løbende udskiftning af medlemmerne«. Det sker vel også i det nuværende? »Ja, men i form af en cirkulation mellem de mange forskellige udvalg. Jeg har studeret listerne, og det er ofte de samme mennesker, der går igen. Jeg kan ikke pege på konkrete uheldige hændelser, men må sikre, at bekymringen for dem ikke opstår. Der skal frisk luft ind i systemet, og det er også derfor, at der fremover vil være udenlandske repræsentanter i nævn og udvalg, hvor det kan lade sig gøre. Jeg kan love dig, at det har skabt problemer i miljøet, men det vil blive gennemført«. »Vi har ekstremt mange gode kunstnere, også i København, men Danmark er et lillebitte land, og det betyder, at man omgås de samme og risikerer at bekræfte hinanden. Der er brug for diskussion og inspiration, og det kan eksperter udefra bidrage til. Selv de dygtigste har brug for at få et spark i numsen og blive udfordre intellektuelt«. Da en gruppe af de kunstnere, Brian Mikkelsen måske tænker på, i helsidesannoncer før valget advarede mod en kulturpolitik fra højre med støtte fra Dansk Folkeparti, for han i flint og præsenterede sig som talsmand for en »klassisk, borgerlig kulturpolitik«. I regeringsgrundlaget skriver han om en kulturpolitik baseret på »frisind, forskellighed og fællesskab«. De danske værdier »Vi er ikke af den opfattelse, at alt er lige godt, lige gyldigt. Netop i denne flagrende tid, hvor vi bombarderes med så mange forskellige indtryk, er det vigtigt at værne om de fundamentale og for mig ukrænkelige danske værdier. Dem skal vi beskytte og udvikle. Den klassiske, borgerlige dannelse opfatter jeg som det modsatte af værdirelativismen. Jeg siger ikke, at et højskoleophold er vigtigere end en dannelsesrejse til Fjernøsten, men vi kan definere det danske ud fra vores historie og det fælles arvegods i specielt kulturens verden. Vi skal værne om uafhængigheden og sørge for, at vi også i fremtiden er et frit land. Og her spiller kulturpolitikken en afgørende rolle. Den er af væsentlig betydning for udviklingen af samfundet«. Hvad er de ukrænkelige værdier? »Det er vores historie og den danske mentalitet. Den måde vi omgås på og vores behandling af kvinder. Og det er sproget. Sådan nogle ting er fuldstændig ukrænkelige for mig. Vi skal sikre, at der stadig er forfattere, der fastholder og udvikler det danske sprog, og et af mine projekter går ud på at få flere børn og unge til at læse bøger. Det skal der investeres kræfter og ressourcer i, for en af forudsætningerne for, at man kan komme videre i tilværelsen som menneske, er, at man kan have en oplevelse og udvikle sine tanker. Her nytter det ikke kun at investere i it og ny teknologi. Vi skal sørge for, at der findes bøger i skolerne og ikke kun kopier, der smitter af og krøller«. Hvor befinder de fremmede kulturer sig i den nævnte 'forskellighed'? »Det multikulturelle samfund, som min forgænger var så optaget af, dyrker jeg overhovedet ikke. Og de fonde, der er oprettet i denne sammenhæng, kunne være nogle af dem, jeg vil kigge på. De fremmede kulturer kan bibringe noget, men det må altid være danskheden, der skal bevares, udvikles og prioriteres, og den, der skal stå tilbage i en brydningstid. Lad os tage kulturmødet og diskutere det. Jeg vil ikke lukke samfundet og gerne være med til at sikre, at lokale kulturer kan styrkes, og her rummer eksempelvis folkeoplysningsloven muligheder for støtte til etniske klubber og kulturforeninger. Bidrag til fremmede kulturarrangementer vil ikke blive prioriteret område herinde«. Ingen revolutionHvordan vil vi mærke det systemskifte, det skifte i ideologi, der er blevet nævnt som en konsekvens af regeringsskiftet? »V og K har de senere år deltaget i 95 procent af de store kulturlove, og dem vil vi ikke ændre. Vi vil ikke revolutionere kulturlivet, men i forhold til før fokusere mere på de skabende kunstnere. De skal ikke leve af almisser, og min opgave er at sørge for, at de kan ernære sig selv gennem deres kunst. Der skal gennemføres nye skatteordninger, der dels gør de fleste legater skattefri, dels indfører en såkaldt konjunkturudligning, dels gør virksomheders indkøb af kunst fradragsberettiget på linje med anskaffelse af møbler, tæpper osv.«. »Konjunkturudligningen betyder, at en kunstner, der sælger en skulptur det ene år og bruger hele det næste på at arbejde, kan fordele sin skat over perioden. Og med fradragsretten for indkøb af kunst er vi helt sikre på at nå et spring frem i indkøb af dansk kultur. Hvorfor ikke gøre arbejdspladsen til en æstetisk fornøjelse. Tanken er, at afskrivningsretten skal gælde alle typer kunst. Den behøver ikke være nutidig, og den behøver ikke væredansk, men vi skal nu til at skabe de retningslinjer og afgrænsninger, der kan få ordningen til at fungere uden at gøre den for kompliceret. Hvad kan anerkendes som kunst, skal der f.eks. være en øvre økonomisk grænse for køb af udenlandske værker«. »Måske vil virksomhederne være tilbøjelige til at købe det sikre. Jeg er ikke sikker, men i givet fald vil det give flere kunstnere mulighed for at klare sig selv og dermed frigives midler til de andre. Til den eksperimenterende og provokerende kunst, som fortsat skal støttes. Uden den rykker samfundet ikke, og med det spring frem, de nye skatteordninger giver, vil der blive mere plads til at prioritere de nødvendige vækstlag højere«. Nyt medieforlig En af Brian Mikkelsens første gerninger i det nye embede var at lægge det eksisterende medieforlig langt om bag i skuffen. Dog er tidligere bastant tale om, at TV 2 skal privatiseres inden for en meget overskuelig fremtid blevet til mindre end en hvisken, og der må alligevel gerne ske en licensforhøjelse næste år. Om den hed det ellers, at den skulle droppes. »Vi arbejder på et nyt medieforlig. I det vil TV 2 være en afgørende brik, men vi har endnu ikke taget stilling til stationens fremtid. Hvis vi opgav licensstigningen, ville DR og TV 2 miste mange penge, og vi vil godt styrke public service-siden, selv om det, der ydes i dag, ikke er godt nok«. »Det er vigtigt, at public service-begrebet fastholdes på både radio- og tv-siden, og at der er de fornødne midler. Det er et område, vi gerne vil styrke, og det vil jeg gerne diskutere, for jeg synes ikke at det, der leveres nu, er godt nok. Det er f.eks. galt, når de nationale stationer bevæger sig ind på en genre som realityshow, og jeg vil gerne stille nogle strengere kvalitetskrav. En station som DR skal ikke være popularitetssøgende. Man har et ansvar for, at flest mulig ser udsendelserne, men det er ikke et mål i sig selv. DR skal være førende med hensyn til kvalitet«. »Ved siden af det vil vi have frihed på medieområdet, så der nærmest bliver frit slag. Intentionen er bl.a. på radiosiden at skabe flere frekvenser og dermed mulighed for flere kanaler, så befolkningen kan tune ind på det, den gerne vil høre. Du har i forbindelse med kommercialiseringen af medieområdet talt om betydningen af pluralisme. Det er ikke den første tanke, der falder for, når man studerer de kommercielle stationers udbud herhjemme? »Måske ikke, men der er i dag heller ikke megen liberalisering herhjemme. Det svenske TV 4 sender en hulens masse kvalitetsprogrammer, og tager man nogle af de stærkeste stationer i det hele taget, NBC og CBS f.eks., rummer de nogle af de stærkeste nyhedsredaktioner i verden. Og de er rent kommercielle. Har man ressourcerne til at levere kvalitet, viser det sig, at nyhederne er noget af det, der bliver set mest. TV3 måtte opgive deres, fordi de ikke gjorde det godt nok«. »Og jeg deler ikke den gammelmoralske holdning, at der ikke bør sendes flere reklamer. Jeg er generelt imod formynderi, og at nogle gør sig moralsk klogere end andre. Jeg deler ikke aversionen mod børnereklamer. Problemet med dem er, at de hører til de ringeste og appellerer til børnenes laveste instinkter: køb, køb, køb. For os er tanken, at de skal give producenterne midler til at lave nogle bedre børneudsendelser«. »Nej, børn har nok ikke de samme forsvarsmekanismer som voksne, men så må forældrene påtage sig et ansvar. Det er ikke min opgave at opdrage andres børn, ligesom jeg gerne vil have mig frabedt, at andre vil opdrage mine. Dem vil jeg gerne selv sørge for«, siger Brian Mikkelsen.