Det gamle kassepalæ med mere end 400 logerende slipper næsten af sted med at sælge sig som femstjernet. De første trin op ad den brede marmortrappe på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium lover luksus, krystallysekroner og nyvaskede vægge. Her bliver gæsterne stillet suiter med udsigt i udsigt. En oase på døgnbasis, hvor velourtæpperne kysser gæsternes fødder velkommen hjem, og det varme vand fra messinghanen allerede risler i badekaret. Dette billede holder dog kun på hovedtrappen og hos ledelsen på administrationsgangen. Søger man andre steder hen i bygningen, bliver det klart, at de har taget røven på én nede i receptionen. Tre meter til højre ind i korridoren på en tilfældig af de fire etager, og så befinder man sig pludselig i Østeuropa eller på Balkan. Sprukken og gulnet maling flækker af væggene, mens man ser på det. Og lyset fra de blottede pærer bleger den sidste farveglans ud af det matte væg til væg-filt på gulvet. Scenen er nu et hotel efterladt af en bedragerisk storhedstid. Et hotel, hvor både prisen i D-mark og vestibulen lover noget andet, end de holder: Sådan har her ikke altid set ud. Men Kons, som de flere hundrede musikstuderende bare kalder huset, har også kendt bedre tider. Dengang hvor pengene fossede ud af statskassen, og uddannelsen var vigtig for politikerne at værne om - ikke blot i ord, men også i handling. I dag er kassen forsvarligt forseglet, og alting koster. Det er altså slut med særstatus, bare fordi man har traditioner og et fornemt navn at trække på. Måske er det oven i købet et problem at være kongeligt konservatorium i København - en hæmsko, hver gang millimetervægtskålen mellem Øst- og Vestdanmark tages i brug, og man må sikre sig, at 'dem i provinsen' ikke bliver forfordelt. Når staten udlejer Foreløbig sidste majestætsfornærmelse oplevede Kons ved årsskiftet. Som følge af et nyt finanslovtiltag skal konservatoriet ligesom en række andre uddannelsesinstitutioner betale husleje til staten via den såkaldte SEA- ordning. Til det formål giver Kulturministeriet en ekstra sjat penge, der bare har vist sig at være 800.000 kr. mindre, end hvad huslejen lyder på. Aftalen betyder, at udlejeren - altså staten - nu står for alle reparationer og udbedringer, som Kons knirker efter. Det kan mærkes i de gamle led, for vedligeholdelse eksisterer på det nærmeste ikke mere. »Så længe jeg kan huske tilbage, er det første gang, der ikke har været håndværkere i sommerferien«, fortæller den lærervalgte prorektor, Bodil K. Westergaard. SEA-ordningen udmærker sig i det hele taget mest ved dét, som den ikke får udrettet for Kons. Udenfor - på hjørnet af H.C. Andersens Boulevard og Niels Brocks Gade - står fire afspærringsbomme og skubber til fodgængerne. Det har bommene gjort i tre måneder, fordi der skal murerarbejde til noget løst murstensværk højere oppe på den smog- formørkede facade. »Sådan noget er nemmere, når institutionen selv og ikke en overordnet instans skal tage sig af det«, som DKDMs administrationschef, Carsten Ruby, konstaterer. Festen slut Det er snart 135 år siden, at komponisten Niels W. Gade grundlagde Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. I begyndelsen holdt den da private uddannelsesinstitution til på Vester Voldgade. Men i 1905 opførte direktør Knud Malling et hus på Vester Boulevard 36 for at kunne rumme de stadig flere konservatoriestuderende og deres behov for øvelokaler. Senere ændrede den brede vej navn til H. C. Andersens Boulevard, og undervejs kom også nabobygningen på Niels Brocks Gade 1 til at rumme de tusindvis af skalaer og fraseringer, som konservatorieeleverne hver dag sluser ud af munde og instrumenter. I 1973 byggede den daværende rektor, Poul Birkelund, til læreres og elevers store begejstring bro mellem de to kasseformede palæer. Midt på broen mødes hver dag klangene fra Kons' to fløje. Denne torsdag ved 11-tiden er mødet symbolsk, da klimakset i en soprans skarpe Händel-arie fra vest kolliderer med celloens bløde tone i et Tjaikovskij-værk fra øst. Da broen blev til, var besparelser i de dengang 36 årlige undervisningsuger et nærmest ukendt fænomen. Så da DKDM for første gang skulle skære i timetallet, blev der protesteret højlydt. Det var mildest talt et særsyn, at den nye rektor ved konservatoriets årsfest i 1976 gik på talerstolen og udtrykte sine bekymringer om de nye tider over for Dronning Margrethe og kulturministeren, som var fast inventar ved alle store begivenheder dengang. Siden er der, som allerede skrevet, sket meget andet på Kons. For tre uger siden blev den traditionsrige fest sågar sparet væk for første gang nogensinde, og det har fået en vittig eller måske nærmere bitter elev til at strege den samme stavelse ud på alle de sedler, der hænger rundt omkring på oplagstavler og svingdøre. 'Angående Årsfestkoncerten 2001' er rettet til 'Angående Årskoncerten 2001'. Toilet som øvelokale »Jeg tror nu, det var meget smart at spare halløjet væk. Måske forstår Kulturministeriet så beskeden om, at vi behøver flere penge, når ministeren og hendes embedsmænd ikke længere kan komme til at nyde god mad, vin og musik hos os«, håber den 19-årige paukist Haakon Kartveit. Han vandrer hvileløst omkring nede i slagtøjskælderen. Det er her, rotterne ifølge de studerende render rundt, når der en gang imellem er stille. Når messingblæserne ikke spiller alt for kraftigt bag de lukkede døre. Hverken aflyste fester eller skadedyr rager dog Haakon det mindste lige nu. Hans største bekymring er, at han igen leder forgæves efter et øvelokale. Mens Haakon Kartveit trækker hovedet tilbage fra døråbningen til et rum, hvor en medstuderende står og stemmer sine pauker, forklarer han sit problem: »Jeg har egentlig booket mig ind et sted, men min lærer bruger det til en anden elev«. Haakon har endnu ikke opgivet at finde plads i et af Kons' i alt 32 rigtige øvelokaler, men ellers kender han godt et par alternativer. På konservatoriet døjer næsten alle instrumentgrupper med de samme pladsmangler, så knebene er mange for at få høvlet dagens lektie af. »Jeg har både prøvet at øve på gangen og på toilettet. Det er bare svært at koncentrere sig derude, men bedre end slet ikke at få øvet, selvfølgelig. Man kan næsten også altid finde et rum, hvis man tager herind om natten«. Den norske slagstøjsspiller behøver ikke at føle sig som en fremmed, bare fordi han ikke kommer fra Danmark. Godt nok lægger Haakon også her midt på dagen øre til et par nationalchauvinistiske drillerier, men de bider overhovedet ikke på gutten fra Stavanger. Den slags er lige så dagligdags som pladsproblemerne. Af de 126, som konservatoriet optog sidste år, kommer 42 fra de øvrige lande i Skandinavien. Det får de små nationskampe til at rase i al ufjendtlighed. Ikke mindst i kantinen, hvor især den største minoritet, svenskerne, fylder i lydbilledet denne torsdag ved frokosttid. Ingen social arv Inde i den tilstødende rygersalon sidder Emil Lykke. Dagens ret hedder lasagne, som han på fem minutter tryller væk fra tallerkenen. »Det smagte faktisk ikke så dårligt«, siger Emil og ser lidt overrasket ud. Med blodsukkeret drønende i kroppen begynder hans snakketøj også at accelerere. Bemærkningerne flyver til højre og venstre. Da en kammerat med uglet hår og kraftige bakkenbarter på stolen overfor rækker ud efter sin gyldne Marlboro Light-pakke og med et »aaah, det trængte jeg til« får ild i cigaretten, falder Emils dom prompte og skinhelligt: »Du ryger for meget, dit fjols. En røg i ny og næ er en røg for meget«. Imens gløden æder sig ind i vennens tobakstang, fortsætter den 23-årige sangstuderende sin tenorsolo. »Hold kæft, hvor er her egentlig hyggeligt i dag! Hvad er der galt med folk?« nærmest råber han ud i det slørede lokale. Emil Lykke lyder som dét, han er - indbegrebet af en glad Amagerdreng. Hans far og mor er henholdsvis blikkenslager og pædagog, så forudsætningen for at synge italienske arier og tyske lieder kommer fra fremmede. Og det er ikke så atypisk, som blandt andre medierne ofte fremstiller det som. I en netop færdiggjort rapport viser det sig, at kun ca. 15 procent af de studerende på Kons kommer af en musikerfamilie. På samme måde har kun et fåtal af familierne akademikerbaggrund, og dermed står fordomme for fald: »Konservatorieelever er ikke mere forkælede overklassebørn end så mange andre uddannelsers studerende. Også hjem uden klaver fostrer musikalske talenter«, fastslår prorektor Bodil K. Westergaard, der har været med til at lave rapporten. Ingen vender tilbage Efter frokost går rundturen op ad vinklede og smalle trætrapper, til man ikke kan komme højere til vejrs i bygningen på Niels Brocks Gade 1. Her ligger strygerloftet, som er Kons tysteste øvelokaler denne eftermiddag. I stilheden buldrer den fortættede eftermiddagskuling igennem det tynde tag, dets rustrøde bjælker og de to lysstofrør fra Philips. På et bord i det rømmede rum på 12 kvadratmeter luner en violin sig i sin silkeforede kasse. Ved siden af står en efterladt dametaske. Ejerkvinden er gået fra sine ting i sikker forvisning om, at ingen alligevel kommer herop. Siden den tjekkiskfødte professor Milan Vitek på alle tænkelige måder efterlod sig et tomrum, da han i sommer forlod konservatoriet i frustration, er der blevet mindre trængsel heroppe. En god håndfuld af hans elever fulgte efter professoren til Oberlin i USA for at få del i de bedre betingelser, han søgte. I Milan Viteks fravær fristede gamle Kons dem ikke længere. Det er ikke kun en tendens, at folk søger væk. Også de færreste ønsker at vende tilbage senere. Dansk Kor Forbund (DKF) lavede sidste år en spørgeskemaundersøgelse blandt sine medlemmer. Her svarede ca. 70 procent, at de ikke ville efteruddanne sig på musikkonservatorierne. De resterende 30 procent kunne ikke tage stilling til spørgsmålet. DKF's formand, Ejvind Callesen, kan kun gisne om, hvorfor modstanden mod konservatorierne virker så voldsom. Måske skræmmer Hotel Kons ganske enkelt gæsterne væk for stedse, når den tunge egetræsdør ud til Niels Brocks Gade smækker i efter dem. »Alle vores medlemmer anerkender deres behov for efteruddannelse, og derfor er det også en tankevækkende uvilje, de har. Mit indtryk er, at mange af dem bringer dårlige minder fra deres konservatorietid videre med sig i livet«, siger Ejvind Callesen. »Ikke på grund af lærernes kvalitet eller forholdet til deres medstuderende. Men på grund af forholdene derinde«.rune.skyum@pol.dk.