Han har sat punktum mange gange, men han er aldrig holdt op. Ingmar Bergman kan ikke falde til ro som pensionist. Nu giver han sig i kast med en efterfølger til succesen 'Scener fra et ægteskab' - efter 30 år. Han virker selv oprigtigt forbløffet over situationen. »Jeg opdagede pludselig, at jeg var svanger med et stykke. Jeg var simpelthen gravid«, fortalte Bergman på en stor pressekonference i Stockholm i torsdags og drog en parallel til Biblens Sara, som også blev frugtsommelig på sine gamle dage. »Det var vældig morsomt og lige så forbløffende pludselig at mærke den følelse vende tilbage«. Det skete, mens han var i færd med at oversætte Ibsens 'Gengangere' fra norsk, hvilket viste sig at være vanskeligere end ventet. Han kan ikke give nogen præcis forklaring på, hvorfor idéen fødtes netop under dette arbejde, for den nye produktion, en tv-film med titlen 'Anna', er ingen variation over Ibsens værk. Sverige tv slog til Det var bestemt ikke givet fra begyndelsen, at det nye stykke skulle blive til en tv-film, snarere tværtimod. Bergman følte behov for at skrive stykket, og han lod som sædvanligt sin gode ven skuespilleren Erland Josephson læse teksten. Han kunne godt lide stykket, og de diskuterede, hvad der skulle ske med det. Dramaten? Tv? Radio? Film? Sveriges Television fik tilbuddet først og slog til. »Jeg var utroligt glad for, at tv reagerede så positivt og støttede det 100 procent fra første øjeblik«, siger Bergman. Ydmyg Bergman Det kan virke som koketteri - at den store Bergman skulle have regnet med at få nej. Men han hævder, at han langtfra var sikker på, at tv ville være interesseret i at lave en ny Bergman-produktion. »Jeg ville ikke have taget dem det ilde op, hvis de havde sagt 'nej, nu er det nok'«. Magtkamp Han beskriver den nye produktion som et komplekst materiale med stor sprængkraft, som skulle finde en form. Johan og Marianne fra 'Scener fra et ægteskab' endte med at blive personerne, fordi Bergman følte, at han kendte dem så godt, og fordi han længe havde haft lyst til at have dem med. »Men det her ingen fortsættelse til 'Scener fra et ægteskab'«, siger Bergman bestemt.

Men det handler vel om samme Johan og Marianne 30 år senere?Marianne har en hemmelighed »Jo, bestemt. Marianne beslutter sig for at opsøge Johan. Og årsagen til det, må du ikke røbe«, siger Bergman til Liv Ullman, som sidder ved siden af ham under pressemødet. Det er nemlig en hemmelighed. Bergman har forudset, at medieinteressen vil være enorm, og han ved, at det indebærer en risiko for, at hans udtalelser bliver forvansket. Derfor har skrevet et kort resumé ned: »Efter 30 års tavshed opsøger Marianne Johan. Hun bliver ufrivilligt inddraget i en kompliceret magtkamp mellem Johan og sønnen Henrik fra et tidligere ægteskab. Stridens emne er Karin, Henriks datter. Anna, Henriks hustru og Karins mor, er død to år forinden. Hun spiller alligevel en afgørende, men usynlig rolle. Dramaet er opbygget i ti dialoger, som følger et bestemt mønster og er et forsøg på en analyse af en vanskelig situation«. Meget af det, Bergman har lavet, har handlet om ham selv og hans familie. Er det samme tilfældet med dette stykke? »Det her er noget, jeg har oplevet, delvist intensivt, men jeg er slet ikke så involveret som i 'Troløs'«. Samme personer Den 83-årige Ingmar Bergman instruerer selv, og i hovedrollerne ser vi, som for 30 år siden, Erland Josephson, der er fyldt 78, og den 62-årige Liv Ullman. Den unge Julia Dufvenius spiller Karin, og Börje Ahlstedt har den fjerde hovedrolle. Alle fem mødte pressen i torsdags. En tydeligt frisk og veloplagt Bergman. En Erland Josephson, der gerne går ind i rollen som Johan igen - det er jo en person, han har kendt i 30 år. En Liv Ullman, som har sagt, at hun aldrig ville stå foran kameraet igen, men som ikke desto mindre understregede, at hun var »enormt glad« for muligheden for at arbejde sammen med Ingmar. Börje Ahlstedt kalder rollen som Henrik »det sværeste, jeg har fået mulighed for at være med til«. Julie Dufvenius, født 1975, som Bergman mødte, da han i fjor satte 'Maria Stuart' op på Dramaten i Stockholm, forsikrer om, at det bliver »rigtig sjovt« at arbejde sammen med de erfarne kolleger. Sveriges største succes Bergmans tv-serie 'Scener fra et ægteskab' havde premiere 11. april 1973 og blev en af svensk tv's største succeser gennem tiderne. Den blev også en stor succes i udlandet, efter at Bergman havde klippet de seks tv-afsnit ned til en tre timer lang spillefilm. Filmen blev blandt andet belønnet med den amerikanske Golden Globe-pris i 1975. Ud over sin kunstneriske værdi påvirkede 'Scener fra et ægteskab' også mange mennesker privat. Serien, der handler om det kærlighedsfattige og rutinestyrede ægteskab mellem juristen Marianne og Johan, docent ved Psykoteknisk Institut, fik masser af par i krise til at søge hjælp hos familierådgivere. Og hos Bergman. »Jeg blev nødt til at få nyt telefonnummer på Fårö, for jeg begyndte at fungere som ægteskabsrådgiver. De første 30 samtaler var interessante, men til sidst blev jeg nødt til at få nyt nummer«. Bergman holdt op for længe siden Bergman meddelte allerede midt i 1990'erne, at han havde gjort sit arbejde færdigt. Han ville forlade Stockholm og trække sig tilbage til Fårö på Gotland. Men siden sin afskedsforestilling, Euripides' 'Bakkantinderne' på Dramaten, har han lavet tv-produktionen 'Larmer og gør sig til', og i 2000 instruerede han P.O. Enquists stykke 'Billedmagerne' i en udgave til tv og satte 'Maria Stuart' op på Dramaten. Desuden har han skrevet manuskript til filmen 'Troløs', som Liv Ullmann instruerede. »Jeg er jo egentlig holdt op i den her branche, men jeg er ligesom nogle af de skuespillere, der giver mindst 50 afskedsforestillinger«, sagde han, da optagelserne til 'Troløs' gik i gang. Hver gang er sidste gang Sætter han så punktum med 'Anna'? »Det siger jeg hver gang«, siger han, og det er tydeligt, at han ikke regner med, at det her bliver hans sidste værk. »Det er virkelig morsomt at arbejde med mit erhverv. Ikke film, men med tv og teater«. Det eneste, han holder fast i, er, at han ikke vil instruere spillefilm. 'Fanny og Alexander' var hans store film - og farvel. Men hvad så med 'Anna'? »Det her er ikke film. Der er stor forskel på film og tv. Film er langt mere neurotiserende, et uendeligt meget tungere læs at trække. Med tv har jeg et hold, og jeg har fået de mennesker, som jeg vil arbejde sammen med«. Han påpeger desuden, at skuespillerne skal øve i 14 dage, inden optagelserne begynder, og at man derefter bliver ved, indtil det hele er klart. Det er ikke afgjort, hvornår filmen skal vises i tv, men det står fast, at optagelserne begynder 14. september. Liv klar til at tage over »Hvis jeg af en eller anden grund ikke kan instruere, når vi skal i gang - da er jeg 84 år, og så kan der jo ske et eller andet - regner jeg med Liv«. Altså, nej til film og ja til tv. Alligevel er det ikke helt udelukket, at Bergman laver en rigtig biograffilm. Takket være den ny teknik: »Det er jo det, der er så interessant«, siger han entusiastisk. »De her nye kameraer, som Sony mener, at vi bør anvende, og som ikke engang rigtig findes endnu, lyder fantastiske. Hvis vi synes, at det, vi optager på video, skal laves til film, er det ikke noget problem at overføre det til 24 mm film. Man kan ikke se forskel«. Ganske vist har han besluttet sig for ikke at flere lave store filmprojekter, men den filmiske fortælling lokker, særligt nærbillederne. Film er Bergmans passion. Hjemme på Fårö sidder han gerne i sin stue og ser film hver dag. Han elsker film og taler om en »perverteret entusiasme« for gamle stumfilm og svenske film fra 1930'erne. Men han holder sig også orienteret om, hvad der sker på filmfronten, og han har masser af lovord til en række unge filmfolk. Ros til danskere »Jeg så et fuldendt mesterværk, 'Italiensk for begyndere', siger han og er flov over ikke at kunne huske Lone Scherfigs navn. Men han kender til hende og ved, at hun er i begyndelsen af sin karriere som instruktør. »Der er kommet en ny måde at fortælle på«, påpeger han, og nævner ud over »den unge danske kvinde« Thomas Vinterberg og Lukas Moodyson. »De har erobret en ny måde at fortælle på, som min generation ikke havde«, siger han og beskriver den nye stil som »fuldstændig befriet for kunstneriske koketterier«. Det betyder dog ikke, at de unge eller dogmefilmene har inspireret ham. »Nej, jeg har lavet film i 60 år og udviklet en stil. Det kan jeg ikke opgive. Jeg kan forfine det yderligere og få et bedre resultat, men jeg hverken vil eller kan ændre min måde at fortælle på«.