Den store messe Mystikkens Univers var i weekenden et tilløbsstykke i K.B. Hallen med tilbud fra fjernhealing af dyr til shamanistisk workshop. Den 56-årige Lisa kunne være en af de udvalgte. Hun sidder med et plastikkrus kaffe i et hjørne af K.B. Hallen, der i weekenden er rammen om den store messe Mystikkens Univers. Her er alle former for mystik, spiritualitet, overtro, parapsykologi og healing repræsenteret på messens ca. 150 stande samt diverse workshops og foredrag. Her vrimler det med clairvoyance, tarot og håndlæsning i alle afarter. Lisa kigger på mig med dette indgående, dybe, rolige blik i sine mørke øjne, og så siger hun: »Kender du den åndelige verden?«. Der er et strejf af noget overbærende i hendes tonefald. Som om hun godt ved, at jeg må svare benægtende på spørgsmålet. Jeg er en stakkel. En udenforstående, der ikke hører til i denne åndelige verden. For sådan forekommer den usynlige grænse at løbe tværs gennem messens og deltagernes univers. Enten er man inde i varmen, eller også er man ude i kulden. Er man inde, har man nok lidt medlidenhed med de uindviede, men man prøver alligevel også at lokke disse ind i det sluttede fællesskab. Kom, her er rart og trygt at være. Du er del af den åndelige verden. Nu kan det ikke gå helt galt i dit liv. Tidligere på dagen har Lisa været midtpunkt i en demonstration af 'Psyko- Spirituel Vejledning'. Det er psykoterapeuterne Marina Eberth og Jannet Kauffmann, der står for seancen, og de har samlet en 50-60 tilhørere i Pejsesalen bagest i K.B. Hallen. I det trykte program er metoden bl.a. beskrevet som en kombination af »den psykologiske samtale med dyb afspænding og kontakten til dit Højere Selv - din sjæls stemme. Via kontakten til dit Højere Selv bliver du i stand til at rejse i tid og rum. På rejsen kan du f.eks. heale gamle følelsesblokeringer, opløse uhensigtsmæssige adfærds- og tankemønstre, søge svar på nogle af dine inderste spørgsmål og meget mere«. I Pejsesalen forklarer de to psykoterapeuter metodens teoretiske baggrund, og de fremhæver bl.a. to ord, to fænomener, der som en trylleformular går igen overalt på messen, nemlig energi og bevidsthed. Efter introduktionen spørger terapeuterne: »Hvem ku' tænke sig at komme ud at rejse?«, og man trækker lod blandt de syv frivillige, som melder sig. Lisa vinder, rejser sig fra stolen og går op for at lægge sig på briksen med det hvide tæppe og den orange hovedpude ved Marina Eberth. Så lader terapeuten sine hænder løbe rundt på Lisas baghoved og skuldre, mens hun stille messer: »Træk vejret, mærk din krop, dine rytmer, dine ben og giv slip. Mærk din underkrop, mave, skuldre, arme, hænder, slap af, giv slip. Mærk panden, øjnene, kinderne. Bare træk vejret. Du forbereder dig til en indre rejse, giv hele din opmærksomhed til dit åndedræt .«. Lidt senere i seancen beder terapeuten den liggende Lisa om at nævne en farve, og hun siger »lyseblå«. Så skal hun nævne en form, og Lisa siger »diamant«. Terapeuten spørger: »Hvilke energier strømmer fra diamanten, hvad mærker du i din krop, hvad sker der?«. Og Lisa svarer: »En strøm cirkulerer, det er kraftigst ude i fingrene«. Terapeuten forklarer: »Det er dit møde med dit Højere Selv, og du kan også stille forskellige spørgsmål til dit Højere Selv, hvad er budskabet fra dit Højere Selv?«. Hvorefter Lisa hvisker: »At slippe min angst, den kommer fra min mor«. Nu er seancen efter en 15-20 minutter ved at være forbi, og Marina Eberth runder af: »Det er også på tide, du begynder at komme tilbage fra din rejse for i dag. Sig tak og på gensyn til dit Højere Selv. Kom tilbage, roligt og langsomt«. Og Lisa er kommet tilbage. Nu er det, hun sidder og slapper af med sin kaffe og stiller dette tvetydige spørgsmål om den åndelige verden. Men hvad med hende selv? Hvad har hun selv oplevet under den psyko-spirituelle vejledning og mødet med det Højere Selv? Hun forklarer nærmere: »Det er ligesom en drøm. Man glemmer det lidt bagefter. Jeg har følt, at angsten lettede. Jeg har i lang tid ikke kunnet holde ud at sidde med nogen bag mig. Derfor sad jeg med ryggen ud til væggen. Men til foredraget bagefter var det forandret. Et eller andet er forsvundet. Ubehaget ved, at nogen sidder bag ved mig. Samtidig kan jeg godt lide, at jeg selv er med under vejledningen. Jeg ville ikke bryde mig om hypnose. Jeg er jo også bange for dem, der skal hjælpe mig«. Farvestrålende basar Der synes ellers ikke at være noget skræmmende over forholdene, når man bevæger sig rundt i K.B. Hallen. Det virker, som om den store, charmeforladte hal er blevet udstyret med en indmad som en farvestrålende, levende og indbydende basar. I de små, trange gyder går man, ofte i en bølgende duft af røgelse, rundt blandt de mange boder og stande, og det er som en vandring mellem juks og fordybelse. Mellem high tech-spiritualitet på computere og internet og så den gode økologiske frugtsaft fra skøre moster Violas baghave langt ude på landet. Det er en saft, der med garanti smager af det store flip fra dengang i 60'erne, for dette efterslæb fra en æra af blomsterbørn og blåøjede sjæle er en stor del af indholdet på Mystikkens Univers. Her gør man det stadig i bund og grund selv og er alternativ til fingerspidserne. Det gælder f.eks. den stand med navnet 'Villa Villa Kula', hvor Mona sælger håndmalet stof og design fra en tid, hvor syre var et bevidsthedsudvidende middel og ikke en forureningsrisiko. Over denne del af messen er der et tydeligt element af den gamle sandhed om, at Thy Lejren aldrig overgiver sig. Men også en anden form for vild og spraglet pionerånd er til stede i K.B. Hallen. Tag nu f.eks. foredragene med magnetisør Frank Munkø, der er blevet en populær tv-stjerne gennem sin medvirken i serien 'Åndernes Magt'. Alene foredragsholderens titel. Magnetisør. Det er en titel, der giver genklang af et broget og suspekt cirkus fra en verden og en tid uden lov og orden. Her kommer hele skaren af ildfulde kvaksalvere, plattenslagere og lægprædikanter rendende med deres brandtaler, her kommer alle de tvivlsomme doktorer og professorer, der rejser let, altid kigger sig nervøst over skulderen og forsvinder ud af byen som et lyn, stormende med deres mirakelvand og livseliksir. Her er frelsen, redningen, folkens. Kun femogtyve - nej, tredive øre. Den åndelige verden taler til dig, og selvom du er i tvivl, er det jo altid rart at være på den sikre side. Det kan godt være, at vi alle er amatører, men nogle er alligevel mere amatør end andre. Frank Munkøs foredrag er et hit på messen. Tilløbsstykker, der snildt får 400 mennesker til at valfarte til Pejsesalen og fylde lokalet til lidt mere end sidste plads. Munkø, der trods en voldsom hæshed er veltalende som Glistrup eller Preben Møller Hansen, er populær af to grunde. For det første er der den smittende tv-effekt. For det andet fremhæver hans virke selve sagens kerne i forbindelse med Mystikkens Univers. Undervejs i sine foredrag, der tilsyneladende improviseret springer mellem alt fra Nostradamus over omskæring til Thomas-evangeliet, har Munkø sine såkaldte klarsyn. Dvs. at han pludselig holder inde, peger en tilhører ud og forklarer, at vedkommende sidder i et »blålys«. Hvilket betyder, at der er besked til tilhøreren fra den åndelige verden. »Nu jeg står her, er det sjovt at se den dame dér med hat og tørklæde«, siger Munkø til en kvinde i salen. »Der er en bedstemor, der taler til dig. Har du noget med hoften, eller havde hun? Jaeeh. Men ved du hvad? Du skal ikke hen og skæres. Du skal bruge kamfer«. Andre tilhørere får at vide, at de snart skal drage mod nord for at bygge deres personlighed op, at de skal nyde naturen i stedet for at gå på kursus, eller at de skal huske deres hybente mod deres bronkitis. Én bliver spurgt, om hun kender en frelserpige, og en anden får slået fast, at hun ikke er »så skør, som man tror, du er«. Mental stødpude Det er den enkeltes håb om bekræftelse, om synlighed, om at betyde noget i en større sammenhæng, som Frank Munkø så effektivt spiller på. Den åndelige verden taler til dig, og du behøver ikke længere at være usikker og ængstelig, længselsfuld og ensom. På denne facon er Mystikkens Univers og alle tilbuddene på messen som en mental stødpudezone for de lidt tilsidesatte og sagtmodige. Her er der håb endnu. Ikke voldsomt, lidenskabeligt, grænseoverskridende. Slet ikke risikabelt. Men som en hyggelig samtale med en ukendt og ufarlig stemme, der kun ønsker det bedste, det blødeste og blideste. Mystikkens Univers hvisker til den indre usikkerhed, og den siger fast, men venligt: »Du kan godt«. Eller som Birgit Elisabeth Friis Emdal fremhæver under sin shamanistiske workshop i Pejsesalen: »Hvis I skal til køreprøve eller job-samtale, kan I bruge jeres kraftdyr«. Hun har selv sit kraftdyr liggende på scenen. Det er en stor, sort tøjpanter. Den kan snildt være på et bagsæde. Nu skal de ca. 100 deltagere i workshoppen finde deres personlige kraftdyr. Det foregår under en indiansk seance, hvor Birgit Emdal og hendes 'team' af fem kvinder hamrer løs på seks flade og runde trommer i et lille kvarter. Bagefter har deltagerne mødt en bjørn, en leopard, en hest, en tiger. »Drik godt med vand efter i dag«, siger Emdal som afslutning, »for trommen healer af sig selv«. En mystisk bemærkning. Men slet ikke mere mystisk end messens øvrige tilbud. I Cirkelhuset tilbydes man 'auraændring'. På stand 83 hænger en håndfuld gule A4-plakater med sorte bogstaver: 'Alle dyr, fisk og fugle kan fjernheales', 'Prøv pendulet på dit dyr', 'Pendultest og healing med anvendelse af Dr. Bachs blomstermedier og alternativ medicin, Reiki og Sanatha Sai Sanjeevini'. På standen for asetro kan man købe sorte T-shirts med forskellige påskrifter: 'Odin lever', 'Tor er styrke', 'Freja er kærlighed' og 'Hedninger boller bedst'. Så er der Summit Lighthouse, der oplyser, at 'Den Violette Flamme heler krop, sind og sjæl enkelt og effektivt'. Der er standen for 'clairvoyance i tyrkisk kaffe' og høvding Sonne Reyna med et 'gammelt indiansk ægge-healings-ritual'. Eller udstillingen fra 'Skandinavisk UFO Information', og det store, hårrejsende spørgsmål er: 'Skandinavisk?'. Der er også tarotdans i Pejsesalen. 17 deltagere er samlet til en seance, hvor de dels skal danse hånd i hånd om et tændt stearinlys i lokalets midte, dels udspørge de tarotkort, der ligger i en rundkreds om lyset. De fleste har problemer med arbejde, kæreste, venner og får venlige, rummelige anvisninger på problemernes løsning af tarotmester Ulrik Golodnoff. Men en enkelt deltager har et særligt problem. Hun kan ikke finde ud af, hvem hun selv er, forklarer hun. Det er den 26-årige Marianne Sæderup, som trækker kortet 'Styrken'. Bagefter siger hun: »Da jeg blev introduceret for tarotkort for en uge siden, trak jeg også 'Styrken'. Det er spændende. Jeg er blevet bekræftet én gang til, men med mere power«, siger hun og griner stort og åbent. Hun er tilsyneladende slet ikke trykket af, at hun ikke ved, hvem hun selv er? »Nej, nej«, udbryder hun, »jeg er i gang med en selvudvikling. Det er positivt. Det åbner mine øjne. Jeg ser mig bare lidt omkring. Man kan ta' det, man kan bruge«. Jeg spørger hende hvilket råd, tarotkortet 'Styrken' gav hende ifølge Golodnoff. »Jeg skal tænke med hjertet i stedet for med hovedet«, svarer Marianne og griner igen. Hun er ikke ked af det. Hvad laver hun egentlig her? Det må bestemt være den tyrkiske kaffe. De har puttet noget i, man ikke kan tåle. Nu ser jeg det helt klart. Der er håb endnu.