Politiken tirsdag: Slaveri i Amerika hørte til på plantagerne i sydstaterne, hvor racisme og diskrimination trivedes side om side med belevne gentlemen og charmerende sydstatsskønheder, som vi alle kender det fra filmen 'Borte med blæsten'. De ædle nordstater derimod bekæmpede den brutale undertrykkelse af afrikanere i syden. Det var i nord, at akademiske røster på universiteterne lagde grunden til kampen mod slaveriet. Eller var det? Samtidig med at det hæderkronede Yale Universitet i New Haven i staten Connecticut markerer sit 300-års jubilæum, fejrer universitetet også sin lange og indædte modstand mod slaveri. Universitetets professorer blev gode venner med de flygtede slaver fra skibet Amistad for 162 år siden, og i dag har Yale verdens første fakultet for studiet af slaveri. Men det hele er hykleri, konkluderer tre forskere fra Yale i en ny undersøgelse, som de offentliggjorde sidste tirsdag. Universitetet skjuler og ignorerer en mindre glorværdig bagside af dets historie. Penge fra den umenneskelige slavehandel finansierede universitetets første studielegater, professorater og bibliotek. Kendte slavehandlere har deres ansigter afbildet i universitetets murværk, og så sent som for 40 år siden valgte man slavehandleres navne, når man skulle navngive kollegier på universitetets grund. Nordstaternes slaver Både amerikanerne selv og omverdenen har den opfattelse, at slaveriet var et sydstatsfænomen, og at nordstaterne - især staterne i New England: staterne Maine, New Hampshire, Vermont, Massachusetts, Connecticut og Rhode Island - var 'frie'. Denne fejlopfattelse stammer fra borgerkrigen mellem nord- og sydstaterne om slaveriets ophør og det eftermæle, som kendte forkæmpere for at afskaffe slaveriet som Horace Greeley og William Lloyd Garrison har efterladt sig, skrev kommentatoren Brent Staples for nylig i avisen The New York Times. Sandheden er, at slaveriet stort set fandtes over hele USA. I New York var der slaver indtil 1827 og i Connecticut så sent som i 1848 kun 11 år før borgerkrigen. Bortset fra arkitekturen ville man i slavetiden ikke kunne have skelnet farmene i New England fra slaveregionerne ude på landet i sydstaterne. Akkurat som i syden blev de sorte behandlet og betragtet som undermennesker. Myten om, at der ikke var slaver i nordstaterne, har imidlertid været svær at komme til livs. Men efterhånden som historikerne dykker dybere og dybere ned i arkiver, bliver flere og flere institutioner fra vor tid knyttet til slaveejere og slavehandlere, som dominerede regionen i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede. New England-indbyggerne blev chokerede, da en amatørhistoriker, Deadria Farmer-Paellmann, dokumenterede, at en forløber for nutidens Fleet Boston Financial Corporation blev startet af en slavehandler. Den daværende bankdirektør insisterede på at fortsætte sin slaveforretning, selv om Kongressen havde forbudt flere dele af slavehandlen. Forsikringsselskaber i nord fortsatte også med at forsikre afrikanske slaver for plantageejere i syden. Og de kan ikke hævde, at de ikke var klar over, at der var tale om slaver. Forsikringsagenterne nægtede nemlig at udbetale forsikringssummen, når plantageejerne tævede eller arbejdede en slave til døde. Det er alt sammen pænt og nydeligt arkiveret. Yales skam Ikke desto mindre kommer det som et chok for både det akademiske Amerika og menigmand, at også fine, liberale institutioner som Yale Universitetet er bygget på slavehandel. De tre forfattere - Antony Dugdale, J.J. Fueser og J. Celso de Castro Alves - konkluderer, at Yale med rette bør roses for og kan være stolte af alle de dygtige og indflydelsesrige sorte advokater, politikere og filosoffer, som universitetet har uddannet. Mange ledende Yale-akademikere var også førende i kampen mod slaveriet, hvilket ikke kan gentages ofte nok. Men Yale har en dunkel og skummel fortid, som universitetet ikke længere bør skjule. Universitetet blev grundlagt for penge tjent på slavehandel, og de første professorater blev finansieret på samme vis. Philip Livingston var bagmanden, og han beskrives som en af de største slavehandlere i de britiske kolonier. Livingston-porten ærer i dag hans minde på universitetet. Studielegater og et kollegium er opkaldt efter plantageejeren George Berkeley, hvis profit kom fra en plantage med slaver i New England. 10 af Yales 12 kollegier er opkaldt efter prominente mænd i universitetets historie. Otte er opkaldt efter slaveejere, hvoraf de fire skrev og prædikede om slaveriets velsignelser. Timothy Dwight var Yales rektor fra 1795 til 1817, og han gik helhjertet ind for slaveri. Han skrev, at »en mand, der arver slaver fra sine forældre, ikke bør kritiseres for at beholde dem«. Den karismatiske Dwight talte ikke for døve øren. Dobbelt så mange studerende med en pro-slaveriholdning forlod Yale som fra Princeton og Harvard. Oplysningerne er for manges vedkommende nye og står ikke i de ædle forfædres biografier. Afdæmpet svar Dokumenter, som de tre forskere har gravet frem, beviser, at Yales ledelse i 1831 stod i spidsen for den opposition, som hindrede opførelsen af USAs første universitet for sorte i New Haven. En sådan institution ville true det privatfinansierede Yales »velstand, om ikke dets eksistens«. Svaret fra Yale har været særdeles afdæmpet. Man forsvarer sig med, at den første sorte akademiker forlod Yale i 1876. I 1998 oprettede universitetet Gilder Lehrman Fakultetet til Studier af Slaveri, Modstanden og Abolition (ophævelse af slaveriet, red.). Yale var også det første universitet i USA, som kunne tilbyde en magistergrad i Afrikansk-Amerikanske Studier. I en pressemeddelelse konstaterer universitetet, at det kun var få institutioner og individer, som helt kan sige sig fri for at have haft forbindelse til slavehandel før slaveriets ophævelse. Så sandt og så rigtigt konstaterer de tre forskere, men spørger så, hvorfor Yale mellem 1930erne og 1970erne opkaldte sine mest prominente bygninger efter slavehandlere og fortalere for slaveri. Alt imens resten af landet udkæmpede en bitter kamp for at slippe af med racismen. I 1960erne købte Yale James Hillhouse-gymnasiet opkaldt efter en prominent forkæmper for slaveriets ophævelse, Yale-studerende og senator. Universitetet rev bygningen ned og opførte to nye kollegier, hvoraf det ene blev opkaldt efter Samuel F.B. Morse, som ikke alene opfandt telegrafen, men også beskrev slaveri som et »positivt gode« og anbefalede, at slavemodstandere skulle udstødes af kirken. Også andre hæderkronede universiteter tjente på slavehandlen. Nicholas og John Brown - to af grundlæggerne af det der senere blev Brown Universitetet på Rhode Island - var slavehandlere. Harvard i Massachusetts blev grundlagt for penge, der var tjent på at sælge slaver til sukkermarkerne på Antigua. I en artikel, 'Yale, Slaveri og Abolition' offentliggjort af Amistad Komiteen, kræver forskerne ikke, at Yale går bodsgang, men at det erkender sin fortid, og at universitetet drog fordel af slavehandlen. Yale bør også undersøge, om det har investeringer i selskaber, som blev bygget på slavers bøjede rygge. De tre opfordrer universitetet til at overveje, hvordan man kan betale erstatning til efterkommerne af slaver. Det kunne eksempelvis ske i form af studielegater. Andre akademikere er knap så overbeviste om, at det er en god ide. De siger, at de tre forskere og deres ligesindede mangler historisk perspektiv. De siger, at det er moralsk forkert at fordømme en person ud fra moralske kriterier, som ikke eksisterede, da den pågældende person levede. Også selv om det gælder noget så forfærdeligt og afskyeligt som det at holde slaver. Professor Charles Ogletree fra Harvard Law School - som på vegne af slavernes efterkommere forbereder en retssag i begyndelsen af 2002 mod dem, der blev »uretfærdigt rige« på grund af slaveri - har en anden opfattelse, som han forleden gav udtryk for i avisen New York Times: »Hvis vi fandt ud af, at disse institutioner var blevet finansieret af Adolf Hitler, så ville de (Yales ledelse, red.) ikke tøve med at omdøbe dem. På samme måde som vi ikke må glemme, hvad en enkelt mand gjorde for at destruere et helt folk, må vi heller ikke glemme, hvad et lille antal mænd gjorde for at bevare Amerikas største onde - nemlig slaveriet«.