Politiken onsdag: Vejen, der fører til målet, er vigtigere end selve endemålet. Få steder er dette mere sandt end i tilfældet Storm P. Dansk humors geni, der med sine tegninger af mærkværdige opfindelser med dybt indviklede løsninger på helt enkle problemer ophøjede den absurde omvej til en særlig kunstart. Hvorfor bruge et kedeligt vækkeur, når man kan lave et set-up, der involverer en søvnig hund, et stykke faldende frugt, en paraply, et billede af et futtog med indbygget fløjte og, blandt meget andet, et stærkt duftende stykke limburgerost som afgørende ingrediens i vækkelsesprocessen? Dukkefilmskaberen Jørgen Vestergård, der er mest kendt for sine 'Snøvsen'-film, har fået den oplagte idé at puste flerdimensionelt liv i Storm P.s tegnede opfindelser. Resultatet er blevet en serie på ti små film, der tilsammen varer 15 minutter. En krinkelkroget hyldest til fantasien og ikke sjældent samtidig et hip til dårskab og absurd opfindsomhed. Et særligt automobil til transport af giraffer er ganske harmløst, mens en frimærkepåklistringsmaskine betjent af tre embedsmænd i funktion har en mere skarp pointe. Helt uimodståelig er de mange snoretræk, der sikrer fuld udnyttelse af gulvfejning. Når mor svinger fejekosten, bliver gulvet rent, og samtidig bliver hunden klappet, ungen vugget og fatter skrubbet på ryggen! 'Storm P. Opfindelser' er holdt i klare, stærke farver, og takket være Jørgen Vestergaard vil Storm P. nu egne sig fint til små doser fantasi på tv-skærmen. Dukkefilm I det heletaget er Odense Film Festival en oplagt lejlighed til at se lidt af, hvad der rører sig i dansk animation. Trylle Vilstrup præsenterer en ny stil i 'Lovebirds'. Det er historien om en single natteravn, en moderne frustreret fuglekvinde, der via en kontaktannonce møder en række hanfugle på en kaffebar. Det er en spændende blanding af dukkeanimation og manipuleret realfilm, hvor Filip V. Jensens originale dukkedesign på en måde er den virkelige pointe. Disse fuglehoveder på menneskekroppe er svagt foruroligende og barokt smukke holdt i en særlig mølkugleduftende marskandiseræstetik. Også Maria Bramsen er inde på kvinder og livsstil i sine små animerede striber 'Livet skal lykkes'. I streger så enkle, at man kommer til at tænke på James Thurber, stikker den tidligere sangerinde fra Tøsedrengene lovende, om end stadig prøvende, en tå i animationens vande. På samme måde skal 'Instanotron 3000' af Thomas Pors nok også mest ses som en slags demonstration af, hvilke virkemidler animationen i disse år fifler med. Som sådan er den en diametral modsætning til veteranen Jannik Hastrup, der står bag tegnefilmen 'Hund og fisk'. En ordløs fabel om en fri og herreløs hund, der bliver forelsket i en fisk i en rigmands fiskedam. Det lyder jo biologisk ret så kinky, men selve historien om den naturstridige kærlighed, der transcenderer alle grænser, er en alt for firkantet og sødlig fabel om tolerance og kærlighed på tværs af racer og sociale skel. En velment film, der ligesom hunden er blevet trukket i ørerne og ikke tilføjer meget til Hastrups guldrandede bagkatalog.Men animation erkun ét spor i Odense. Bodnia som instruktør To uprøvede danske instruktører er blandt deltagerne i kortfiktion. Skuespilleren Kim Bodnia debuterer som instruktør med 'Escape' med den i pap udskårne undertitel 'Flugten fra ensomheden'. Det handler ganske rigtigt om en mand (Dejan Cucic), der har en overfyldt hovedskal dundrende af techno, begær, videospil og alskens forvirret hedonisme, men et hjerte så tomt, ene og forladt. Filmen er fortalt i en voldsomt ekspressiv, subjektiv og sortbelyst stil. Som optakt til flue på væggen-videooptagelser boede Cukic inden optagelserne en tid i lejligheden, hvori 'Escape' udspiller sig. 'Escape' er som en trykkoger. Fortællingen om den desperate enspænder har som sådan en udstråling af at rumme noget katarsisk, men den virker som kunstværk uforløst og ude af stand til at kommunikere andet end sin fornemmelse af overtryk. En dansk overraskelse kommer imidlertid fra en helt anden kant. Trier er navnet. Ikke 'von', men Joachim Trier. Født i København, opvokset i Norge og uddannet på National Film & TV School i England, hvorfra den også meget engelske 'Pietá' er hans afgangsfilm. Det er en overvældende smukt visuelt behersket sort-hvid fortælling om smerte, erindring og forløsning. En ung mand husker tilbage. Han mistede sin mor, da han kun var et år gammel. I stedet har han overtaget sin bedste vens erindringer. Men han får - ligesom vi andre - et chok, da vennen ved hjælp af to nyspidsede blyanter begår selvmord midt i en eksamenssituation. Mange år senere møder han vennens mor, Rebekka, der har blindet sig selv. Det lyder fortænkt, men fortællingen er realiseret med overlegen stilfornemmelse. Lidt gammeldags og britisk. Landsteder, efterårsløv og et støvet lys, der får hud og marmor til at smelte sammen. Gådefuldt og ømt, men med en fornemmelse af psykologisk sammenhæng og dyb fornemmelse for erindringens landskab. Denne 27-årige udlandsdansker med det krævende navn Trier vil man meget gerne se mere til. Og helst så hurtigt som muligt.