Politiken fredag: I 1995 blev en dansk kvinde og hendes datter taget i Bangkoks lufthavn med 800 gram heroin. Moderen blev idømt 100 års fængsel. Hendes 23-årige datter 'slap' med 30 år. Det blev hendes held, at hendes far var amerikaner. Som amerikansk statsborger var A'a'mée Nameth Hansen del af en udleveringsaftale, og efter fire år blev hun overført til Californien og efter yderligere et halvt år prøveløsladt. Da hun i Los Angeles i 1999 kom ud i friheden, stod veninden Sidse Stausholm og ventede på hende. Parat til at hjælpe hende tilbage til et normalt liv. Men hun stod også parat med et filmkamera. For den 27-årige A'a'mée havde indvilliget i, at hendes tilbagevenden til friheden skulle blive til en film instrueret af veninden og journalisten Sidse Stausholm sammen med Mikala Krogh, der i år udgik fra Den Danske Filmskole. 'Omveje til frihed' er af mange årsager blevet en interessant film. Den kunne fungere som debatoplæg til et seminar om den moderne dokumentarfilms udtryksmidler og etik. På et tidspunkt i filmen udtaler A'a'mée, at hun bare har lyst til at tilbagebetale venner og familie til gengæld for al deres støtte. I tilfældet Sidse Stausholm kunne man fristes til at sige, at A'a'mée reelt begynder tilbagebetalingen, i det øjeblik kameraet går i gang. Mindre kontroversielt bliver det ikke af, at Sidse Stausholm selv deltager aktivt i fortællingen. Som det kunne konstateres ved årets afgangsfilm fra Filmskolens tv- og dokumentarlinie, er den subjektive film med det personlige udgangspunkt et populært ideal. Objektivitet findes ikke. Man skal derfor skilte klart og tydeligt med sin tilstedeværelse i sit eget værks tilblivelsesproces. En idealistisk ærlighed, som let kan gå hen at blive banalt navlepilleri. Men i 'Omveje til frihed' kommer det faktisk til at give ganske god mening. I begyndelsen overvejer man ellers alvorligt, om venindehistorien ikke er et unødvendigt sideskud til historien om pigen, der blev udfriet fra sit mareridt i et overfyldt fængsel i Thailand. Men så er der alligevel disse dagligdags scener i en i øvrigt alt andet end dagligdags situation, som sætter sig fast på nethinden. Pigerne går ud og køber shampoo. For første gang i fire et halvt år kan A'a'mée frit vælge shampoo i supermarkedet. En overflødig scene? Eller en nøglescene? Ikke mindst er der en antydet ubalance i forholdet mellem de to meget forskellige piger, som pirrer. Hvor går grænsen mellem venskab og nysgerrighed? Hvem af dem er det egentlig, det er synd for, da A'a'mées tilbagevenden til Danmark viser sig på ingen måde at være en given ting? Bliver A'a'mée udleveret i filmen? Jeg synes det ikke. Men man kommer ikke uden om, at selve det at beslutte sig for at lave en film om hende i så udsat en livssituation let kan blive tolket som kynisme. Veninden er en god historie. Så skal 'Omveje til frihed' bortdømmes, skal det ske på dette grundlag: at den overhovedet er blevet lavet. Men lavet er den altså, og den er lavet med talent.I filmens nutidfølger vi A'a'mée. Hun gifter sig snart med pennevennen Darren. Meget af tiden fortæller A'a'mée til kameraet, men de to instruktører er dygtige til at finde en rytme og variere visuelt med stemningsbilleder, stærke scener fra dengang, A'a'mée blev sat i fængsel og ikke mindst de gamle smalfilmsbilleder af moderen som ung, kejtet hippie. Langsomt, næsten sirligt, udfoldes billedet af moderen som en svag og usikker person, der bl.a. pga. stoffer ikke har magtet sit ansvar i livet. Hvorfor smuglede A'a'mée? Langsomt får man i forholdet mellem mor og datter stikord til noget, der ligner en forklaring. Så langsomt at man næsten kan føle, man bliver holdt hen. Men det er jo også en del af kunsten, når en dokumentarfilm skal strækkes til spillefilmslængde, uden at man mister interessen undervejs. Og det gør man ikke. Talentfuld, spændende og problematisk. 'Omveje til frihed' er alle tre ting. Et bud på en moderne dokumentarfilm, som vil vække debat. Ikke kun i Odense kan man få syn for sagn, idet filmen får biografpremiere 31. august. Film på femten minutter Ulla Boyes strategier nærmest diametralt modsat. Ideen til serien 'To må man være' er helt enkel. Et ægtepar med mange års samliv taler sammen om, hvordan man holder kærligheden i live. Hver film varer et kvarter. Musikken er af Thelonius Monk. Instruktøren er usynlig og tavs. Parret sidder ned foran et fast kamera. Kun krydret med enkelte billeder fra familiealbummet. Konceptet er klart, ja, renfærdigt. I denne faste ramme bliver det kun menneskene selv, der kan udgøre variationsbredden. Og den er forbløffende stor i de fem afsnit, jeg har set. Gitte og Philip har kendt hinanden i 26 år. De taler humoristisk og lige ud af posen, men afslører samtidig dyb analytisk indsigt i parforholdets essentielle mekanismer. Judith og Ulrich har kendt hinanden i 31 år. De fortæller ærligt om deres samliv i en strøm af livlige anekdoter om angst og hysteri, cowboydrømme og knuste sengebunde. Her springer ømheden ikke mindst fra de delte oplevelser og en fælles passion for drillepinden. Akilleshælen i Ulla Boyes projekt er logisk nok, at alt afhænger af de par, som skal fylde den tomme ramme ud. Alle parrene gør én lidt klogere på livet. Men ikke alle fylder lige meget. Gitte og Oles fortælling om 34 års samliv kommer i lidt for høj grad til at handle om konkrete ting (rengøring, møblers placering), mens de opskrifter på ægteskabelig lykke, som præsten Sten og hans Ann-Mari hylder, lyder, som om de er blevet formuleret lidt for mange gange før. Anderledes naturligt og spontant kommer ordene fra franske Nicole og hendes Poul Otto, der har kendt hinanden i 40 år under høflige omgangsformer. »Man kunne overveje alternativet til at leve sammen. Det er afskrækkende«. Hans tonefald. Hendes ansigtsudtryk. Et øjeblik skrider og smelter alt ved den blotte, bare tanke. Så er alt normalt igen. Det er sådan et øjeblik, som definitivt forløser Ulla Boyes koncept.