Politiken fredag: Han filmede mord som en elskovscene og elskovscener som et mord«. Sådan omtrent lyder den franske filminstruktør Francois Truffauts hymnelignende karakteristik af den store Alfred Hitchcock. En af filmkunstens mest betagende genier, gysets mester, den runde mand som på sit grødtunge, læspende cockneyengelsk kynisk fortæller, at alt er ikke, hvad det synes at være. Hverdagen er dæmonisk og verden er fuld af horror og hemmeligheder, kærlighed kan blive til katastrofe og den beske død ligger skjult i selv de mest søde kys. Som filmmand var Hitchcocks egen selvbevidsthed mere beskeden og underdanig. En håndværksmæssig billedmager, som ofte agerede uforstående eller sfinksagtig over for dybere tolkninger og analyser af sine værker. Især når de kom fra franske cineaster og intellektuelle. Men det var altså Frankrig, som først og fremmest kanoniserede ham som andet end en effektfuld underholder. Og det er helt selvfølgeligt, at netop Frankrig fortsat hylder ham, næsten som en af deres egne. Underklasse Den overvægtige underklassedreng fra et katolsk hjem i London, opdraget af jesuitter, en aparte brite som både lever op til franskmænds fordomme om deres bornerte naboer på den anden side af kanalen og samtidig med sin ortodokse religion alligevel adskiller sig fra det puritanske England. Måske med et udsyn og en horisont, der breder sig videre ud og på tværs af den borgerlige britiske kultur? Hitchcock var en kunstner runden af fortidig og samtidig europæisk kunst både inden for litteratur og maleri. Det er i hvert fald grundtanken i den udstilling på Centre Pompidou i Paris, 'Alfred Hitchcock et l'art', som kører frem til 24 september. Og udstillingen argumenterer stort set rimeligt og redeligt for denne i hele sit design og opsætning. Det er simpelthen en fremragende udstilling. Anbragt på 6. sal lige oven over museet for moderne kunst møder man allerede Hitchcocks højdeskræk, veritabel vertigo, på vejen op igennem de lange gennemsigtige rør uden på den futuristiske bygning. Og så træder man ind i et mørkt rum, ren film noir, ombølges af komponisten Bernard Hermanns dommedagstunge pauker fra hans preludium til 'Menneskejagt' og opdager med et gys, at fatale genstande fra Hitchcocks film er anbragt på et rødt klæde under oplyste, osteklokkede montre. Her er således saksen som Grace Kelly dræber med i 'Telefonen ringer kl. 23', Janet Leighs sorte bh fra 'Psycho', knuste brilleglas fra 'Fuglene' og andre remedier, som giver aura af den fatale farlighed, som risler igennem alle hans film. I det hele taget er der overalt på udstillingen skabt den særegne stemning af skæbne og smerte, man altid møder i Hitchcocks billeder. Og disse billeders kunsthistoriske aner er det overordnede tema. Fra de engelske prærafaelitter med deres gådefulde skønheder med langt gyl-dentrødt hår til mere moderne og neurotiske malerier af Munch, Rouault, de Chirico og frem for alt Magritte, hvis motiver og stil hele tiden sættes overfor karakteristiske stills fra filmene. Hitchcock arbejdede direkte sammen med Salvador Dali på 'Troldbunden'. Og man kan her se hvorledes. Gregory Pecks mareridt i psykoanalyse hos Ingrid Bergman er kreeret af Dali, sådan lidt spansk surrealisme med på sofaen, hvor Peck ligger freudiansk og minsandten bliver rask, mens han selvfølgelig falder for smækre Ingrid. Dansk forbindelse Danmark er også med i anegalleriet. Hitchcock var fascineret af døre, åbne og lukkede, der i flere film, i et dybt perspektiv, dystert signalerer fare i et ellers borgerligt interiør. Så Vilhelm Hammershøi er repræsenteret med et af sine Strandgademalerier, sat op over for en række filmklip - af diverse døre. Om dette er rigtigt, at der er en kunstnerisk korrespondance mellem Hammershøi og Hitchcock, er noget tvivlsomt. Men i hvert fald en fræk fransk tanke. Dog er der jo noget 'peinture noir' over Hammershøis sort-hvide stuer. Hans berømte 'Fem portrætter' ligner omtrent de nazistiske middagsgæster i filmen 'Berygtet'. Bedre er udstillingens sammenligning med amerikaneren Edward Hopper, hvis billeder af storbyens natteravne spejles i mange films noir, også Hitchcocks. Edgar A. Poe og Oscar Wilde, mener udstillingen, er Hitchcocks litterære forfædre. Arven fra Poe er oplagt og Wilde synes mest at være med, fordi han skrev, at en mand altid dræber, det han elsker. En væg er tilegnet dette træk i mesterens film. En anden Hitchcocks voyeurisme, altid med på en kikkert, som James Stewart i 'Skjulte øjne'. Også for børn Jeg havde fået lokket min tolvårige søn med, som mest er til splat og suspense i den del af genren, som har blodbanken som genbo. I en sal, genskabt som Janet Leighs motelværelse i 'Psyco', kunne han på en tv-skærm overvære filmhistoriens mest forfærdelige knivstikkeri. Janet Leigh, der til Herrmanns hvinende musik, dolkes til døde under bruserens vandkaskader. Man ser meget lidt blod, man ser meget lidt i virkeligheden og en mand ser måske mest på den smukke nøgne kvinde. Scenen var en øjenåbner for blaserte junior. Med meget få effekter og i sort hvid måtte han indrømme, at dette var mere uhyggeligt og inciterende end noget lignende på Elm Street fredag den 13. eller hvilken som helst anden dato. Hvad filmkunst formår af gru, når den gestaltes af en mester, enkelt og ligetil og evindeligt kopieret af alle hans elever. Men dette er den tykke mands egen 'Mona Lisa'. Det enigmatiske smil leverer han dog selv, når han dukker op på film eller fjernsyn. Udstillingen er en underholdende og informativ hyldest, ikke et analytisk portræt. Hitch er sat ind i en senromantisk, surrealistisk (men interessant nok ikke i en tysk ekspressionistisk) ramme! Fritz Lang roterer i sin grav så længe udstillingen varer. Hitchcock kan imidlertid klart stå alene som en genial kunstner. Næsten værd en tur i sig selv til Paris eller i hvert fald til en eftermiddag, når man er træt af boulevardernes trafik og trænger til en tur ned ad thrillerens fatale sidegader. Men tag en med i hånden.