Politiken torsdag: I luften bag Plænen sejler de kulørte ballongynger. Som uforgængelige og uskyldige billetter til en drøm om at nå himlen drejer de rundt og rundt. De ligner det perfekte baggrundsbillede til deBeach Boys-sange, som omkring 50.000 mennesker er samlet på Plænen for at høre. Mange af tilskuerne var ikke født, da Beach Boys for 40 år siden blev dannet i Hawthorne i Los Angeles så tæt på havet, at det kunne høres i musikken. Assisteret af brødrene Dennis og Carl samt blandt andre fætteren Mike Love sørgede komponisten og lydmageren Brian Wilson for at hælde godt med både sandstrand, badevand og solstråler i sine tidlige popsange, som altid var skåret perfekt til: korte, iørefaldende melodier og let genkendelige refræner sunget af mandestemmer så lette og søde som candy floss. Den tidlige udgaveaf Beach Boys havde strandtasken fuld af popsange, der klistrede til ørerne i generation efter generation. Og de hænger der endnu. Derfor kan man på en måde godt forstå, at Mike Love (sang og tamburin) og Bruce Johnston (keyboard, medlem siden 1965) ikke kan lade være med at trække i hawaiiskjorterne og ud på scenerne. Selv om Dennis og Carl Wilson er døde. Og til trods for at lydenes geniale kreatør Brian Wilson droppede Beach Boys for længe siden og for tiden vælger at turnere i USA sammen med Paul Simon i stedet for at fejre fortiden sammen med fætter Mike. Efter fire årtiers slid er sangene stadig overrumplende banale og sofistikerede på samme tid. Det er som at få installeret en hitoplagt, antik jukebox i hjernen, da Mike Love og co. fra klokken 21.30 og knap halvanden time frem afleverer den ene ørehænger i røven på den anden. 'California Girls', 'Little Deuce Coupe', 'Little Honda', 'Then I Kissed Her', og 'I Get Around'. Man kender dem alle sammen. Også dem man aldrig har hørt før. Hver og en har det ubetalelige gyldne popsnit, som gør dem til fine venner på stedet. Og lige efter Beach Boys-bogen synger mændene indimellem kor, så man helt ned på Plænen kan mærke, hvordan minderne om Californiens hvide sand har sat sig fast i deres næser. Vokalerne er fladtrykte og nasale, mens de nynner »fun, fun, fun, til her daddy takes the T-Bird away«. Men mens selve sangene stadig holder, så halter en ubehagelig stor del af fortolkningerne i aften. I 'Fun, Fun, Fun' kan det høres, at farmand tog den T-Bird fra pigen for længe siden, mens hun ellers lige morede sig så godt. Øv. I en del andre numre kræver det en mægtig imaginær kraft at holde fast i illusionen om et svævende surf på de blå solblinkende popbølger. For trommerne slasker, guitarerne kommer med utidige elektriske udbrud, og heller ikke herrekor eller hele tre keyboards får Brian Wilsons oprindelige indflydelsesrige vision om en elegant og samlet poplyd til at glide. Der går blokvognspop i en del af koncerten. Og det fremmer ikke sagen, at gruppen på et tidspunkt hiver en håndfuld børn på scenen og giver dem lov til at synge, selv om de ikke kan ramme tonerne. Så er vi helt ovre i afdelingen for familiefesternes nostalgiske lejlighedssange. Bedst fungerer et mindre psykedelisk kapitel, som indeholder 'God Only Knows', 'Sloop John P' og også slageren 'Good Vibrations', der lyder overordentlig hæderlig - med velsmurt »ooo bop-bop«-kor og det hele. Men efter det højdepunkt skynder musikerne sig tilbage til et humpende sammenspil, der reducerer sangene til sentimentale erindringer og får den nuværende udgave af Beach Boys til at ligne kandidater til et fremtidigt sommerjob i det afdankede Damhus Tivoli.