Politiken onsdag: Hvor går turisterne hen, når regnen siler ned, eller når behovet for et minimum af åndelige vitaminer trænger sig på efter flere dage på stranden? I titusindvis søger de mod museerne, og der er stadig nok at se på, for den danske kulturarv er rig. Alligevel er flere museumsfolk betænkelige, for vi lader kulturarven forfalde, og vi udnytter ikke de eksisterende muligheder godt nok til at lave nye kulturelle attraktioner eller til at give danskerne og vores udenlandske gæster ny indsigt og viden om vores fortid. Debatten har for alvor rullet siden en høring i april om bevarelsen af den danske kulturarv. Høringen var organiseret af Folketingets Kulturudvalg, og flere museumsfolk og politikere med SFs kulturordfører Ole Sohn i spidsen slog til lyd for en grundig udredning af museernes og bibliotekernes arbejdsopgaver og deres muligheder for at registrere og bevare alt fra oldtidsminder til internetsider. Blandt andre undrede museumsinspektør Lars Buus, formand for Dansk Kulturhistorisk Museumsforening, sig over, at Folketinget tidligere på året vedtog en ny og meget omfattende museumslov, uden at et sådant udredningsarbejde lå til grund for den, og foreningen stiller sig gerne til rådighed for det videre arbejde. Ingen penge Efter konferencen trængte virkeligheden sig hurtigt på, for 31. maj sendte Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat et brev til de arkæologisk arbejdende museer. Beskeden var, at der for resten af året ikke var flere bevillinger til arkæologiske undersøgelser af fund, som pludselig dukker op i forbindelse med skovrejsning, anlægsarbejder eller råstofudvinding. Den samlede bevilling på 8,3 millioner kroner var brugt, men der var - ifølge sekretariatet - velbegrundede ansøgninger for 29,5 millioner kroner. Sagen endte efter en del avisskriverier og polemik med, at Kulturministeriet fandt 9 millioner kroner. Men som Lars Buus understreger det, er det langt fra de 29 millioner, og det er en form for hovsaløsning, som ikke er rationel. For der er stadig vigtige fund, som der ikke vil være penge til at registrere eller undersøge med henblik på en senere beslutning om disse funds videre skæbne. For naturligvis ønsker museer og arkæologer at bevare så meget som muligt, som det lød i lidt syrlige kommentarer fra Kulturministeriet. Men arkæologerne og museumsfolkene understregede faktisk selv, at alt ikke kan og skal bevares - men at opgaven i første omgang består i at skaffe sig et grundigt overblik over, hvad der af forskellige årsager er værd at bevare eller efterlade til eftertidens arkæologer. Bedre planlægning Det samme gør sig gældende med havarkæologien. I forbindelse med for eksempel anlæg af marinaer eller udvidelse af havneanlæg, bygning af broer eller nedlægning af kabler dukker ofte vrag helt tilbage til middelalderen eller vikingetiden op - og så skal arkæologerne lige pludselig rykke ud. For en investering på omkring 3 millioner kroner i udstyr til seismiske målinger er det muligt ad elektronisk vej at undersøge de danske kyster og dermed få et samlet overblik over vragene, mener Jens Schou Hansen, der har arbejdet med registrering af vrag for Skov- og Naturstyrelsen i mange år. I dag arbejder han for Nationalmuseet, som nu har overtaget opgaven fra Skov- og Naturstyrelsen. Jens Schou Hansen vurderer, at investeringen vil tjene sig hurtigt ind. For det første vil det være muligt at danne sig et indtryk af vragets type, alder og tilstand og dermed vurdere, om det i det hele taget er værd at dykke efter. Det kan spare dykkertid, som kan bruges på andre vrag. For det andet kan man ved forberedelse af anlægsarbejder tage højde for vragene og få dem undersøgt, inden arbejdet skal gå i gang og dermed hindre de forsinkelser af ofte store projekter, som ifølge den nye museumslov bliver pålagt bygherrerne. For som i dag skal de vente på, at arkæologerne har registreret og undersøgt fundene. For det tredje - og nok så afgørende - vil en total registrering muliggøre en planlægning og dermed rationalisering af det arkæologiske arbejde, hvilket dels vil give en økonomisk gevinst, dels højne kvaliteten af det videnskabelige arbejde. Smadrer industrikultur I en helt anden og mere nutidig boldgade er bevarelse af hjemmesider på Internettet, som Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket organiserede en international konference om sidste måned. Det var en udløber af Folketingets konference om kulturarven, som i det hele taget vil sætte sig flere spor i efterårets debatter. De vil også få en økonomisk og erhvervsmæssig dimension. For kulturarven er også et stort tilløbsstykke til udstillinger og museer, og for eksempel har museumsinspektøren ved Orlogsmuseet i København, Frank Allan Rasmussen, flere gange peget på de spildte muligheder ved Holmen i København. Her er - var - et stykke dansk industrikultur, der i flere hundrede år var byens største arbejdsplads, centrum for datidens højteknologi og håndværk, hvor man frem til Første Verdenskrig også var førende med forskning inden for telefoni og seriefremstilling af flyvemaskiner. Denne industrielle kulturarv bliver nu smadret. Men man smadrer også muligheden for at skabe et levende museum, fritidscenter og kulturområde, som andre steder i verden - som det gamle orlogsværft i Karlskrona i Sverige eller den gamle hvalfangerhavn Mistic nord for Boston i USA - har formået at tiltrække masser af besøgende og dermed blive - en god forretning. Men det kræver en anden respekt og et langt mere moderne syn på mulighederne i vores kulturarv, end politikerne hidtil har vist, lyder det fra danske museumsfolk over en bred front.