Politiken lørdag: Jim Pierce stak sin datter Mary lussinger og beordrede hende engang som straf for et nederlag til at træne - i silende regn - på en øde parkeringsplads. Marenko Lucic gennembankede med jævne mellemrum sin datter Mirjana, hvorefter hun og moderen i 1998 flygtede fra ham i Kroatien og bosatte sig i USA. Peter Graf blev i 1997 idømt tre år og ni måneders fængsel for at have unddraget det tyske skattevæsen for 55 millioner kroner af sin datter Steffis indtægter. Damir Dokic var sidste år i Wimbledon så utilfreds med pressens omtale af sin datter Jelena, at han smadrede en britisk journalists mobiltelefon - og blev bortvist. Stefano Capriati havde, allerede inden datteren Jennifer blev født, besluttet sig for, at hun skulle være mester. Som teenager vendte hun ham og idrætten ryggen i to år. Richard Williams fulgte samme tankegang. Næsten inden navlestrengen var klippet på hans næstyngste datter, fik hun navnet Venus Ebone Starr. Lev op til det, mit barn. De seks nævnte herrer har det til fælles, at de er fædre til tidligere og nuværende kvindelige tennisstjerner, og de har også det til fælles, at deres opførsel mod - eller på vegne af - deres talentfulde døtre med jævne mellemrum har fået den engelsksprogede presse verden over til at karakterisere dem som Fathers from Hell . Fædre fra Helvede. Social opstigen Enkelte mødre følger måske også med, men generelt er det fædrene, der primært fører sig frem for gennem deres børn at opnå den status, prestige, sociale opstigen og berømmelse, de ikke selv har været i stand til at skaffe sig i tilværelsen. Uden synderlig tanke for, at de måske derved spolerer stjernefrøets barndom, opvækst, uddannelse og udenom-idrætslige venskabsrelationer. Og det er altså især døtrene, som må holde for. Drengene er mere parate til at frabede sig forældrenes alt for tætte indblanding i karrieren, som de i øvrigt også indleder i en mere moden alder end pigerne. Hvad angår disse, er det nemlig ikke usædvanligt, at sponsorer og agenter står på dørmåtten med pen og papir og vifter med kontrakter, allerede inden bøjlen er kommet af tænderne, eller den, første bh er købt. Ved de store turneringer zoomer tv-kameraerne under pauser i spillet ofte ind på den loge, som er forbeholdt de aktives trænere og pårørende. Og der sidder de så, fædrene, som ofte ikke kan nære sig for at stjæle rampelyset fra den datter nede på banen, der jo egentlig er hovedpersonen, men som alligevel meget ofte kommer til at spille en sær birolle i faderens eskapader. Sønderslidt i psyken over på den ene side at være loyal over for sit fædrene ophav og på den anden side føle sig skamfuld over samme ophav. Programmeret datter Det er ikke alle, der som f.eks. Jelena Dokic næsten er automat- programmeret til helhjertet at tage faderens standpunkt. Den 42-årige korpulente og skægprydede tidligere bokser og lastbilchauffør fra Serbien, der er sin datters træner, og som i 1994 emigrerede til Australien med sin familie, synes for tiden at have rekorden i besynderlig opførsel. Da han i fjor blev smidt ud af Wimbledon, anklagede han alle englændere for at være nazister - med undtagelse af dronning Elizabeth. Hun var en sand demokrat, mente mr. Dokic. I januar meddelte han, at datteren opgav sit australske statsborgerskab, fordi arrangørerne af Australian Open efter hans mening ikke havde givet hende en ordentlig lodtrækning. Damir Dokic fik sidste efterår en seks måneders karantæne fra alle den kvindelige elites turneringer, og i dette års Wimbledon holdt han sig da også pænt i skindet, selvom han bakkede på sin pibe og derved overtrådte et rygeforbud. Men så tog Jelena Dokic over, og man fornemmede næsten hendes fars indoktrinering, da den 18-årige frøken på et pressemøde kaldte arrangørerne for 'banditter', fordi de ikke havde sørget for en vogn til hende i tide. »Når man ikke er i stand til at styre transporten, så kan man heller ikke arrangere en tennisturnering«, hvislede Jelena Dokic. Brugtvognsforhandler I sin flotte karriere holdt Steffi Graf gode miner til sin fars slette spil - den nu 62-årige tidligere brugtbilsforhandler blev bl.a. i 1991 afsløret i en udenomsægteskablig affære med en Playboymodel og var også en gang under French Open involveret i en slagudveksling i tilskuerlogen. Mary Pierce stod til gengæld af. Ligesom Peter Graf tog hendes far, den 65-årige fransk-canadier Jim Pierce, også sin datter ud af skolen, da hun var 13. Så puttede han familien i en Cadillac og drønede rundt til tennisturneringer på det nordamerikanske kontinent. Jim Pierce, der tilbragte nogle af sine unge år i fængsel for forskellige kriminelle gerninger, bl.a. væbnet røveri, var ikke alene hård ved sin datter, men også verbalt uforskammet over for datterens modstandere. »Dræb heksen, Mary«, var et af hans blidere tilråb under kampene. Men den opførsel, samt slagsmål med datterens bodyguards og angreb på en tilskuer, fik imidlertid også de kvindelige tennisspilleres organisation WTA til i 1993 at idømme ham to års karantæne fra alle turneringer. Samtidig slog både hans hustru Yannick og datteren definitivt hånden af ham, og Mary Pierce skiftede nationalitet fra amerikansk til fransk. Reaktionen hos Jim Pierce udeblev ikke. Med ordene »Mary er som en fint tunet sportsbil. Okay, jeg skabte den Ferrari - og nu vil jeg have nøglerne tilbage«, sagsøgte han sin datter for at få andel i hendes indtægter. Dog uden held. Teenage-oprør Den 52-årige tidligere bildækforhandler og ejendomsmægler Stefano Capriati, der kan se tilbage på en ikke særlig vellykket fodboldkarriere i hjemlandet Italien, før han flyttede til USA, er nu som far og træner lykkelig genforenet med sin dygtige datter Jennifer. Hendes teenage-oprør mod ham og hans ambitioner - »hun er min blomst, der stopper med at blomstre, hvis man tager hende ud af tennishaven«, blev han citeret for at have sagt dengang - er efterhånden velkendt: Efter at være blevet olympisk guldvinder i 1992, kun 16 år gammel, gik Jennifer af egen fri vilje tilbage til skolebænken igen, og fra 1993-1996 vendte pigen, hvis yndlingsfilm er 'Gødereden', næsten helt ryggen til sin mor og far, der blev skilt, og kastede sig ud i en alternativ livsform, som også inkluderede et mindre butikstyveri og eksperimenter med hashrygning. Ifølge den amerikanske psykoanalytiker Alice Miller er det de begavede børns drama, når de tidligt erfarer om deres forældres ambitioner og tilpasser sig dem, fordi det uvægerligt resulterer i følelsesmæssig undertrykkelse. Måske er det også den konklusion, den i høj grad begavede sjerne Venus Williams når frem til efter finalen i eftermiddag, hvor hun forsvarer sit mesterskab. Venus Williams giver pressemøder i Wimbledon et ekstra pift ved eksempelvis at henvise til romanen 'En sælgers død', når hun skal udtrykke, hvor vigtigt det er, at man først og fremmest elsker sig selv - »Jeg tænker ikke på at sætte rekorder. Mit eneste langsigtede mål er at bevare et godt helbred«, sagde hun forleden. Hun lægger ikke skjul på farmands andel i hendes succes. »Det var min far, der startede mig i tennis, og det var hans drøm før min, at jeg skulle vinde Wimbledon«, sagde hun. Hvor glad Richard Williams var for sin datters titel i fjor fremgik tydeligt, da han sprang op og dansede på taget af kommentatorboksen, der er placeret lige foran familie- og trænerlogen, og inde i hvilken den tidligere Wimbledon- vinder Chris Evert var på arbejde for amerikansk tv. Kong Richard Den 59-årige Richard Williams, der er søn af en bomuldsplukker fra Alabama, kalder sig selv for 'kong Richard', fordi han jo foruden Venus også har en verdensklassespiller i sin yngste datter Serena. Han er en pr-smart spindoktor fuld af eventyrlige overdrivelser og besynderlige påfund - under sidste års finale viste han et skilt med påskriften: 'Dette er Venus' party, og ingen er inviteret' - og han har en telefonsvarer, der groft prædiker raceadskillelse. Alligevel er han nok det fornuftigste medlem af 'Fathers from Hell'. Richard Williams forlangte af sine tennis-døtre, at de fuldførte deres studier, inden de for alvor satsede på tennis - hvorfor de da også sprang juniortiden over, og hvorfor de sandsynligvis finder på noget andet at gøre end svinge en ketsjer, inden ungdomstiden er forbi. Mødrenes rolle Medens fædrenes rolle i tennispigernes karriere for det meste har været den kontant krævende, så har mødrenes rolle over for deres talentfulde børn mere været den (over)beskyttende - lige fra Gloria Connors, der sidst i halvfjerdserne blev kendt for sit skingre tilråb i Wimbledon 'Comon, Jimbo' ned mod sønnen, til Marisa Vicario, der gennem årene så troligt har fulgt sin datter Arantxa Sanchez overalt på kloden, så datteren efter at have vundet French Open i 1989 tog sin mors efternavn og føjede det til sin faders. Han dukkede alligevel kun op til de helt store turneringer og er milevidt fra at blive medlem af 'Fathers from Hell'-klubben - ligesom også Goran Ivanisevics sympatiske far, professor Srdjan Ivanisevic, og Pete Sampras far, der i fjor for første gang nogensinde gæstede Wimbledon, er det. For ikke at tale om den uspolerede Lindsay Davenports forældre. Da Lindsay var på vej frem i sin karriere, karakteriserede den tidligere amerikanske double-ekspert Pam Shriver det meget passende således: »Jeg har aldrig mødt hendes forældre, men jeg kan lide dem, og grunden til, at jeg kan lide dem, er, at jeg aldrig har set dem«.