Politiken mandag: Han blev født langt, langt ude på landet i en landsby i Cameroun, og hans familie ernærede sig som de andre ved landbrug. Men de havde også musikken i blodet. De udfyldte lokalsamfundets behov for sangere og musikanter, og Richard Bona blev begavet med et talent, der skulle vise sig at være grænseoverskridende. Storbyen trak. Han skiftede sin hjemmebyggede guitar ud med en rigtig model og fik sine første job allerede som ung teenager. Og så trak den store vide verden. Den på alle måder selvlærte knægt, der første gang så himlen over Cameroun i 1967, kom via Paris til New York, hvor han i dag har adresse i det mondæne Soho og engagementer med flere af de helt store navne. Samtidig med at de bidrager til hans anden selvstændige cd, der netop er blevet færdigmixet. »Jeg er historiefortæller. Jeg skriver min musik med mit blod, jeg arbejder ud fra mit hjerte og prøver at genskabe, hvad jeg hører og føler. Jeg vil gerne dele, hvad jeg ved, med andre mennesker. Måske er det ikke så meget, måske er det, og måske er det noget andet, end de ved. Vi kan lære af hinanden. Det er det, der handler om, og det bruger jeg også musikken til«, siger Richard Bona. Blød og maskulin Han er sanger med en på en gang blød og maskulin stemme. Hans hovedinstrument er i dag bassen, og som bassist var han her i fjor under Copenhagen Jazz Festival som medlem af saxofonisten David Sanborns gruppe. Og han var ifølge Politikens Thorbjørn Sjøgren et af koncertens få lyspunkter. Nu kommer han med sin egen gruppe og sin egen musik, som man bl.a. kan høre den på hans første, anmelderroste cd, 'Scenes from my Life'. Et værk, der i de store pladeforretninger i New York er placeret i kategorien verdensmusik, for noget skal det jo hedde. Richard Bona selv er ligeglad. »Når jeg spiller min musik, skænker jeg det ikke et sekund en tanke, om det er jazz, fusion eller hvad. Det må være andres problem. For mig er musikken en del af livet. Den er et sprog, det er en måde at kommunikere på, og det drejer sig bl.a. om at være åben og lære. Og vi lærer mest fra de mennesker, der er anderledes end os selv. Nogle folk lukker af, måske af uvidenhed. De fjerner sig fra dem, der ikke er som de selv, og det er synd«. Lærer af amerikanere »Taler vi musik, så lærer jeg mere af de amerikanske musikere end de afrikanske, som jeg er vokset op med. Jeg bliver rigere af at spille med f.eks. Michael Brecker, Pat Metheny og Joe Zawinul. Og måske lærer de også noget af mig. Jeg kalder det en fejring af livet«, siger Richard Bona. Fra landsbyen til den lokale storby. Til Paris og siden New York. En livsrejse, der ofte blev bestemt af tilfældigheder. Bliver du ikke forvirret? »Nej, hvor der er mennesker, der som du selv går rundt på to ben, er der ikke noget at være bange for. Jeg var ved at vende om, da jeg kom til Paris første gang, fordi der var så koldt. Og da jeg kom til New York, kunne jeg to-tre engelske ord. Men livet er godt. Sådan ser jeg på det. Andre kan have en anden opfattelse og mene, at jeg er blind, men sådan har jeg det altså«. »Lige nu er der så meget, jeg skal gøre i New York, men en dag flytter jeg nok. Til Japan, Danmark eller Sydamerika. Jeg kan rejse, hvorhen det skal være. Når mit hjerte siger, at nu er det tid, tager jeg mit instrument, og så er det af sted«. Richard Bona er en del af den musikalske globalisering, som han selv lovpriser: »Hvis man for nogle årtier siden ville være jazzmusiker, handlede det om Miles Davis og John Coltrane. Sådan er det ikke mere. Barrierer falder, og det er godt. Vi kan i dag høre musik, som vi ikke havde mulighed for at høre for tyve år siden«.