Politiken mandag: På film, teater og i bøger viser unge og ældre franske kvinder i disse måneder deres kroppe og fortæller i detaljer om, hvordan de nyder deres sexliv, og hvordan det sker. For kvinderne har ret til at fortælle den historie på deres egen måde, mener kunstkritikeren og forfatteren Catherine Millet, der har beskrevet sine oplevelser med sin mand, sine elskere og erfaringer med gruppesex i bogen med den ærlige og direkte titel, 'La vie sexuelle de Catherine M', 'Catherine M.s sexliv'. Kvinden kan tillade sig alt Bogen fik kritikere og kommentatorer til at afstå fra flere døgn med sex for at få tid til at skrive lange analyser og vurderinger, mens franskmændene strømmede til boghandlerne. »Vi er nået til et punkt, hvor kvinderne kan og skal tillade sig alt«, lyder en af Catherine Millets paroler. Og det gør de så. Instruktøren Catherine Breillat udsender snart bogen 'Pornocratie', som hun allerede er i gang med at filmatisere, og 'pornokratiet' i titlen henviser ifølge Catherine Breillat til »de græske kurtisaners magt over mændene«. Det får de lejlighed til at illustrere i filmen, som bliver mere direkte end forgængeren 'Romance', der ellers var tæt på at få prædikatet X af de franske myndigheder. X er betegnelsen for pornofilm, og de må kun vises i specielle biografer. Catherine Breillat vil netop gøre op med hele sex- og pornoindustrien ved at få film og kunst med sex ud i det åbne rum. »For mig er pornoindustrien et sidestykke til det islamiske slør: pornoen gør kvindens køn til noget uværdigt. Men jeg bevarer min værdighed, selv når jeg spreder benene«, sagde hun for nyligt under et møde i Paris om den nye sexbølge i kunsten. Udpensler sexlivet Hos nogle af disse kunstnere, for eksempel instruktøren Virginie Despentes, hvis film 'Elsk mig' (en pæn oversættelse af den franske originaltitel 'Baise- moi'), der for øjeblikket kan ses i København, er der tale om et godt gammeldags oprør mod mændene. »Det er på høje tid, at kvinderne bliver bødler, og at de bruger den yderste vold«, sagde hun ved præsentationen af filmen, hvor de to heltinder myrder deres partnere efter diverse seksuelle eventyr, som udpensles på lærredet. De fleste kritikere betegnede filmen som et vulgært stykke spekulation, og Laurent Joffrin, chefredaktøren for det store - og langtfra kvindefjendske - nyhedsmagasin, Le Nouvel Observateur, kaldte filmen 'fascisme med et menneskeligt ansigt'. I samme blad betegner forskeren, Christophe Bourseiller, den nye strømning som gammel vin på nye flasker. Sexindustrien har brug for, at kvinder accepterer rollen som frontfigurer for en branche, der fortsat er domineret af mænd og som producerer for mænd, mener han. Men en af de pornostjerner, der deltager i debatten og som i disse måneder går fra det ene tv-studie og den ene avisredaktion til den anden, har et helt andet syn på den nye sexbølge. »Kvinder skal ikke være bange for deres lyst. For en kvinde, som får orgasme, bliver aldrig en undertrykt kvinde«, lyder det fra pornostjernen Ovidie, der snart udsender en 'feministisk' pornofilm. Den slags programerklæringer går rent ind på tv, og den lettere punkede Ovidie har stor succes ligesom en af heltinderne fra 'Elsk mig', Raffaela Anderson, der netop har udsendt en bog med titlen 'Hard' om sin fortid på lagnerne i pornostudierne. Stor forandring I den mere seriøse afdeling glæder fransk kvindeforsknings store dame, historikeren Michelle Perrot, sig trods alt over de nye strømninger. »Hvilke forandringer efter meget lang tids tavshed«, siger forfatteren til flere meget lærde, men samtidig let læste værker om kvindernes historie. Hun minder om reaktionerne, da forfatteren Simone de Beauvoir i 1949 skrev ordene 'vagina' og 'klitoris' i bogen 'Det andet køn'. Reaktionerne kom omgående. Ikke blot de rituelle fordømmelser fra kirken og det franske borgerskab, men også fra Albert Camus, som kaldte hele tonen i bogen for en 'fornærmelse mod den latinske mand'. 1968-generationen brød også på disse områder de første tabuer, skriver Michelle Perrot i en af sine bøger. Forfattere som Regine Deforges og Alina Reyes, hvis bog 'Le Boucher' ('Slagteren') fra 1988 med dens meget direkte sexscener, brød nye tabuer i fransk litteratur efter den gamle forgænger, Marquis de Sade, og Dominique Aurys bog, 'O's historie', fra 1954. Udgivelsen af den slags bøger var en risikabel affære. Dominique Aury - en respektabel forfatter og medlem af juryen for den anerkendte litterære Femina-pris - udgav bogen under pseudonym, og i 1973 blev Regine Deforges frataget sine borgerlige rettigheder med henvisning til hendes aktiviteter som udgiver af såkaldt pornografisk litteratur. Fransk voyeurisme Nu vælter det ud med romaner, hvor kvindelige forfattere lader deres heltinder leve sexlivet totalt ud og berette om det i alle detaljer. Det er ikke specielt ophidsende eller spændende, mener Annie Lebrun, der i bogen med den talende titel 'Trop de realisme' ('For meget realisme'), kalder hele denne strømning for et forsøg på at give totalt uinteressante bøger en kontroversiel indpakning. Andre, som forfatteren Jean-Jacques Pauvert, der har skrevet flere bøger om seksualitetens historie, taler om ren kommercialisme. Han peger også på den tristhed og agressivitet, der præger disse beretninger fra den franske sexfront i begyndelsen af det 21. århundrede. Forfatterne er ofte unge, veluddannede kvinder fra det franske borgerskab, og miljøerne er som taget ud af moderigtige og stylede franske versioner af Alt for Damerne. Det lyder uhyggeligt kedeligt og meget lidt sexet, men flere af romanerne sælger, og Catherine Millets beretninger om hendes eget sexliv er blevet en gigantisk succes ligesom hendes mands bog med nøgenbilleder af fruen gennem 30 år. Tilhængerne af Millet taler om hendes totale ærlighed og de nærmest kliniske beskrivelser af oplevelserne med en eller flere mænd. I det mindste er Catherine Millet ikke mandefjendsk, hed det fra flere kritikere ved udgivelsen af bogen. Men filosoffen Michel Onfray stiller et meget direkte spørgsmål. »Hvad er det, Catherine Millet vil uddrive fra sin krop, når hun lader den maltraktere, som hun gør«, spørger han. 'Loft Story' Andre ser hele denne strømning og publikums interesse for den som et udtryk for kollektiv voyeurisme. »Voyeurismens triumf« hed det på forsiden af nyhedsmagasinet l'Express for nylig med henvisning til Catherine Millets bog og den franske version af 'Big Brother', 'Loft Story'. Den slår alle seerrekorder, en af deltagerne har allerede en pladesucces bag sig efter frigivelsen fra loftlejligheden, og hele Frankrig venter på det øjeblik, hvor favoritten, go-go pigen Loana, lægger en af de mandlige deltagere ned.