Politiken onsdag: Er Radiohead med den eksperimenterende tvillingeudgivelse 'Kid A'/'Amnesiac' ved at puste nyt liv i rockmusikken? Eller er bandet bag 'Paranoid Android' i færd at male sig selv op i et hjørne? Spørgsmålet lå i luften, da Politiken i Stockholm mødte gruppens trommeslager Phil Selway. Mødet fandt sted inden udsendelsen af 'Amnesiac', der ligesom forgængeren 'Kid A' fra i fjor stammer fra de indspilninger, gruppen lavede i bl.a. København. Inden interviewet konfererer trommeslageren med gruppens manager. Han har været ude at se på Globen for at undersøge, om den kan være velegnet til en Radiohead-koncert i september. Det altafgørende spørgsmål er mulighederne for at tildække og afskærme de stationære reklamer. Da Radiohead rejste rundt med sit cirkustelt, handlede budskaberne om dyreforsøg. Ikke om Budweiser eller VW. Teltmission eller ej - Radiohead går ikke på kompromis. Var det dyre teltprojekt anstrengelserne værd? »Bestemt! At se det blive realiseret efter 6-7 måneders forberedelser var en stor oplevelse. Det var helt i den ånd, vi var på udkik efter, da vi med 'Kid A' startede igen og besluttede os for at finde en anden indfaldsvinkel til det at turnere. Vi ville væk fra rummelen, hvor man sender en plade på gaden og så bagefter turnerer i 14 måneder i arenaer, der langtfra altid er velegnede til formålet. Normalt kan man ikke spille for 10.000 mennesker, uden at intimiteten går fløjten, men det var teltet designet til at lave om på. Her kunne alle se og være med. Vi ville tilbage til et udgangspunkt, hvor man turnerer af lyst. At medbringe sit helt eget spillested - det var lige os!«. En mere konsistent atmosfæreVar det samtidig en symbolsk gestus, der skulle understrege, at Radiohead selv bestemmer og definerer alt angående Radiohead? »Tjaaee vi bryder os ikke om at udvande noget af det, vi præsenterer som Radiohead. Så, jo, måske. Efter den lange 'O.K. Computer'-turné følte vi os som band en kende udbrændt. Det var nødvendigt for os at genopfinde gejsten og lysten til at turnere. Men teltkonceptet var ikke oprindelig en del af en stor, forkromet masterplan i forbindelse med tilblivelsen af 'Kid A' og 'Amnesiac'«. 'Kid A' blev af nogle annammet som et mesterværk. Andre var mere forbeholdne. Var den radikalt anderledes 'Kid A' realiseringen af et nyt potentiale eller kun en begyndelse? »Som plade var den sammenhængende på en måde, ingen af vores tidligere plader havde været. Jeg synes, vi tidligere proppede for mange ideer ind i vores plader. 'Kid A' har en mere konsistent atmosfære. Men de sessions, der skabte 'Kid A' og 'Amnesiac', handlede i høj grad om, at vi som band sagde til os selv: O.k., på hvilke andre måder kan vi nærme os indspilningsprocessen? På hvilke andre måder kan man egentlig fungere som et band? Vi smed det hele op i luften. Og vi er sådan set stadigvæk i færd med at se, hvor det lander henne. På den led er vi kun ved begyndelsen«. Efter 'Kid A' havde pladeselskabet travlt med at fortælle, at næste gang kom 'den med melodierne'. Men helt sådan er det ikke med 'Amnesiac', vel? »De kommer fra de samme indspilninger, så de er begge to akavede plader. Begge to er eksperimenterende, men jeg synes, 'Amnesiac' har nogle af de stærkeste numre. 'Knife's Out', 'Whose Army' og den varme og umiddelbare 'Pyramid Song'. På 'Kid A' er følelserne begravet ret dybt nede i materialet. På det punkt tror jeg, 'Amnesiac' er lettere tilgængelig. Men man skal høre begge plader i sammenhæng for at kunne vurdere, hvad det er, vi har haft gang i det sidste halvandet-to år. Om man igen vil høre en rigtig rockplade fra Radiohead? Det har jeg ingen anelse om! Måske«. Et band med holdningerRadiohead er på alle måder et kompromisløst projekt. Er det ikke svært at blive enige? »Vi diskuterer meget. Både musikken og alt det andet. Alle både i og uden for bandet er stærkt involverede. Det er derfor, det tager så lang tid for os at lave en plade. Det gælder musikken. Det gælder, når vi indtager standpunkter. Vi har ikke noget imod at blive opfattet som halsstarrige«. Når man begiver sig ind på jeres hjemmeside, spinwithagrin , kan man komme i tvivl om, hvorvidt den tilhører et rockband eller en politisk bevægelse. »Vi prøver ikke på at være ledestjerner. Vi udstiller ikke vores livsstil eller propaganderer for nogen idelogi. Vi udnytter bare vores ytringsfrihed. Men det er selvfølgelig ikke værdineutral information, vi videregiver. Den er farvet. Det er al information. Men vi er et band, og vi består bare af nogle mennesker med nogle holdninger. Det, vi laver på hjemmesiden, svarer til at sidde på en bar og diskutere emner, man nu engang er vældig optaget af«. I opfordrer til modstand mod dyreforsøg. I opfordrer til at sende storkapitalens penge til forbrændingsanstalten. I opfordrer til handling og forandring, men i modsætning til f.eks. i sin tid et band som The Clash, hvor musik og et aktivistisk budskab hang sammen, går stemningen i jeres musik mere i retning af det sørgmodige og det pessimistiske. Er det ikke en selvmodsigelse? »Hmmm. Sådan har jeg aldrig tænkt på det før. Alt hvad Thom (Yorke, red.) beskæftiger sig med i sine tekster, har nu engang en underliggende melankoli. Men de er samtidig meget konfrontationssøgende. Og det synes jeg også, måden, hvorpå vi promoverer pladerne, er. Jeg synes, de to ting, melankolien og stejlheden, komplementerer hinanden ret godt. Vi er ikke opgejlende agitatorer. Vi betragter verden omkring os. Vi fortæller om, hvad der foregår, og hvad vi føler i den anledning. Vi går ikke ud og foregøgler at være frihedskæmpere. Jeg håber og tror, at det, vi laver, faktisk udgør en ret troværdig fremstilling af, hvad vi tænker og føler«. Hey, jeg er en rockstjerneEr Attac-bevægelsen et lyspunkt i tiden? »Det er positivt, at man på græsrodsniveau igen kan mønstre masseprotester. Man kan kanalisere energien på en positiv måde, som man ikke kunne for bare 5-6 år siden. Det er igen blevet legitimt at stille sig op og sige sin mening. For vores vedkommende betyder det, at vi kan skrive en sang om noget, der optager os, og vi kan knytte os til et publikum i kraft af den. Men det er problematisk, hvis man bliver taget til indtægt for en sag. Der kom meget godt ud af støttekoncerterne i 1980erne, men det er en måde at manifestere sig på, som vi i bandet er meget på vagt over for. I England har vi en døgnkontakt, som hedder Samaritans. Der har jeg arbejdet som frivillig i 15 år. Jeg kan i den forbindelse bruge Radiohead som en platform, men mit engagement er personligt og har intet at gøre med 'Hey, her kommer jeg, jeg er en rockstjerne'. En styrke ved Radiohead er, at vi aldrig gør noget, som er uoprigtigt. Vi kan godt tage fejl, men vi er altid oprigtige i det, vi gør«.