Det er ikke, fordi der er så meget sjov ved ham Christian. Han ligger bare der med sine kropsfunktioner. Patter, gylper, så det sjasker, og tisser. Og her mærker man virkelig forskel på ham og storesøsteren. For mens Johanna tissede ned i bleen, så gør Christian meget ud af at demonstrere sin spirende manddom ved at tisse ud af bleen. Fire-fem gange om dagen skal vores lille Manniken Pis derfor have helt nyt tøj på, fra yderst til inderst. Godt, han har en mor. Når han ikke lige har travlt med at indtage føde og udskille affaldsstoffer, så kan han et trick med at ligge helt stille på ryggen med armene i en position, som havde en sherif kommanderet, »hænderne op«. Så kan han gøre sin hud helt bleg, akkurat som den tissende statue i Bruxelles, læberne bliver næsten blå, og han holder op med at trække vejret. Så er det, at jeg må indtage den position, som alle bekymrede forældre kender - bøjet over lejet, mens man håber på, at der stadig er liv. Heldigvis er der kommet et lille pust fra munden hver eneste gang.
Tidlige tilløb
Næsten lige så livsbekræftende er det at få det første smil. Der har været flere tilløb. Han har trukket munden skæv nogle gange, hvor man med lidt god vilje kunne tolke det som et smil, men det har nok bare været ondt i maven. Men i den forløbne uge er han - syv uger gammel - begyndt at smile. Som om han faktisk registrerer, at vi er der! Genialt. Men derudover gør han ikke megen væsen af sig selv. Faktisk betyder det, at jeg af og til glemmer ham nede i stuen, når han ligger på sofaen og sover. Flere gange har jeg slukket lyset og er kommet helt op i seng, før jeg kommer i tanke om, at vi egentlig har to børn. Trods sin beskedne fremtoning, så har han dog en vigtig funktion, nemlig at han gør os til en rigtig familie. Sådan en søndag morgen i king-size-sengen er der trængsel. Så er det, at man som forældre ikke længere kan fastholde sin opmærksomhed ved Johanna alene. Christian gnøffer og skaber forstyrrelse eller skal have en sut, og pludselig er Johanna gået ind for at hente en bog, som hun kommer tilbage med. Så er det, der går familie i den. Og så er det, at jeg ligger og glæder mig over at være familieoverhoved. Med det forbehold, at alle vigtige beslutninger træffes af min kone, men alligevel. Det er jo nok fædrenes lod. Vi er sådan en slags Løvernes Konger, der skal ligge i den opgående morgensol og nyde vores rige og lade vores nåde og mildhed lyse over flokken. Et aristokratisk overblik som hænger nøje sammen med, at vi som mænd ikke har den store primære betydning, når det gælder barnets kropsfunktioner samt hjemmets og tilværelsens indretning. Så meget desto større er vores rolige værdighed. Det har min kone også indset, og derfor ville hun også forære mig et smukt broderi, som hendes mor oprindeligt havde lavet til hendes far: »Hvad er et hjem uden en fader«, skulle der have stået. Men i forvirringen, da min kone ryddede op i moderens kælder, havde hun fået fat i det andet broderi. Det med teksten: »Rejs i tide«. Det har jeg nu ikke tænkt mig.
Distræt direktør
Sådan kan jeg selvfølgelig sagtens sige nu, hvor det går os godt. Jeg ved, at livet kan vise tænder. Hvilket flere læsere også har gjort mig opmærksom på i fortvivlede breve og mail, hvor de fortæller om, hvordan de ikke må få lov at være fædre. Eller hvordan de som mødre står og ser på, at faderen ikke gider interessere sig for sit barn. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det. Andet end at det gør mig dybt bedrøvet. For far er mindst lige så vigtig som mor. Far skal være en slags ældre, lidt distræt direktør, en familiens historiefortæller og identitetsskaber, der udstikker retningslinierne, mens moderen sørger for den daglige drift. Selvfølgelig kan far nemt hyles ud af den af en bitter kvinde. Eller endnu værre: Han kan selv komme i tvivl om sin betydning. Det sker for alle mennesker, at selvfølelsen kan få et hak i tuden. Men hvis man er far, er der ikke anden udvej end at finde tilbage på sporet igen. Vi kan ikke bare give op. Alt for mange er afhængige af os.