Politiken søndag: Pokker skulle ståi at bruge 105 millioner kroner på at rulle et skydetag på 550 tons hen over Danmarks nationalstadion blot for at lade det nye låg lette i et brag af begejstring, første gang det overhovedet er i anvendelse! Med anvendelse af en af de klicheer, der trives så fint ved Melodi Grand Prix, var det ikke desto mindre, hvad der næsten skete, da Rollo & King effektfuldt placerede rosinen i pop-pølsens velpolstrede bag. Mens Signe Svendsen kækt marcherede ind på scenen for at synge med på 'Never Ever Let You Go' i sin nye lavendelfarvede top, kom hele Parken simpelthen i løbetid og gav hals med et bjæffende brøl, så tagdugen knapt kunne holde glæden indenbords. En sød demonstration af, at det for engangs skyld var mennesket, så skrøbeligt, spinkelt og naturligt som nu hende der frøken Svendsen fra Fyn, der var i centrum ved et monster af en begivenhed som Melodi Grand Prix. Også selv om vi 26.000 euforiske entusiaster trods alt kun var til den første af to generalprøver fredag aften. Alene det at kunne sælge 26.000 billetter til et forspil, vidner om den kolossale popularitet, Melodi Grand Prix pludselig har suget til sig her i Danmark. Bølgen af succes gik Parken rundt på tribunerne, inden selve showet startede. Duoen Papkasseshow, der var indkaldt til at varme op med en lyd, der antydede, at den kom inde fra føromtalte kasse, behøvede ikke engang at spille 'Der er et yndigt land' med nyt technobeat for, at få stemningen til at emme af popcorn, pølser, seksdagesløb, halbal og - nå, ja - landskamp. Selvfølgelig var hele eventen pakket grimt ind i annoncer på storskærmene for den såkaldte »Grand Prix rygsæk til 250 kroner« og meget lange reklamer fra festens sponsorer. Og naturligvis var alt til overpris og af tilsvarende lav kvalitet - såsom brankede pølser og usædvanligt fade og dovne fadøl. Men sådan skal det jo åbenbart være i den moderne massekultur, der blot bruger os mennesker som nødvendigt kanonføde til sine tv-kameraer. Mens vi bræger begejstrede som får i vores indelukkede folde. »Mæææh«, lo de, »Grand Pris«. Indvendingerne fordampersom hjerneceller i en boksering, da Brødrene Olsen springer ud fra den store trappe på scene, der kan åbnes og lukke artisterne ind. For første gang bruser den begejstring fra os, foderet til kamera-kanonerne, der skal til for at skabe den ønskede folkefest. »Fly baby, flyiiiaaaii.touching the sky!« Vi knuselsker de to små trolde, der står der midt i den store kommercielle skilteskov og bare synger deres lille, smukke popsang af hjertens lyst. Igen. Så er det showtime, også for Natasja Crone og Søren Pilmark. De toner frem med deres manuskript på vers, et flirtende eventyr med H.C. Andersens skygge dansende ude i kulissen. Det bliver en spøjs og affære mellem de to, endnu en menneskelig historie inden i den store maskine, til en vis grad båret hjem af Pilmarks store stilsikkerhed og underliggende fanden-i-voldskhed. Men måske en kende for indforstået og poetisk til den store verden. I hvert fald for publikum i Parken, der stadig må finde os i en temmelig håbløs lyd, især når der kun tales til os. Aftenens første postkort dukker op på storskærmen. Fra alle os små mennesker i puslingelandet til alle jer ude på den store, beskidte klode. En ung, sort mand med strittende afrohår møder en pige med cykel og tulipaner på sin kjole i Nyhavn. Hun forsvinder, inden han får handlet. Det er velturneret, lækkert, sødt og sjovt, som mange af de andre postkort skal vise sig at være. En stor triumf for DR, der har måttet høre meget for, at man valgte at lade sin egen redaktionelle frihed vægte tungere end kravet fra turismens mastodonter med Tivoli i spidsen. Tivoli er med. I cirka halvandet sekund. Langt vigtigere erdet, at vi kommer tæt på mennesker. Unge, gamle, mørke og lyse, kvinder og mænd. Pæne og knapt så pæne, men alle med varme og udstråling. En plettet hund med en tatoveret mand i en kolonihave. Drengene i trøjer med Peter Schmeichel og Kroatiens Davoor Suker på ryggen, der forlader arenaen blandt højhusene arm i arm som en finurlig ende på de to ikoners langstrakte duel på fodboldbanen. Ind i mellem er det ved at kamme over i sundhed og gode råvarer. Der spises gulerødder i et omfang, så en af de svenske tilskuere bag mig begynder at filosofere over, om »gulerødder er et gennemgående tema i den danske kultur«. Men postkortene er så velkomponerede, lyse og opløftende, at de er lige ved at blive sangfestens helt store oplevelse, selv her i Parken. Men den går selvfølgelig ikke. Det er jo sangene. De 23 bidrag fra de glade amatører i Østerbro sangforening. Med små etniske specialiteter fra beboerne, forstås. I en kaudervælsk blanding af noget, der lyder som karaookee med kollegerne fra kontoret (igen måske især på grund af de dårlige lydforhold) og små, magtfulde og moderne popsange. Det er Grand Prix på ondt, men mest godt. Over gennemsnittet og med så mange stilrene, tidstypiske popsange, at det er lige før festen bliver for pæn. Melodi Grand Prix skal indeholde sit store skvæt af kejtet kitsch og kluntede kopier for, at vi rigtigt kan elske det. Måske derfor forelsker jeg mig hovedkuls i Ruslands Mumiy Troll med den vidunderlige forsanger Ilia Lagoutenko, der ser ud som om han har været til noget råryger-komsammen på Christiania i en uges tid. Hans slørede blik, skæve smil og syrede tekst om 'Lady Alpine Blue' er så langt fra Johnny Logans behagesyge mahognipop, som man næsten kan komme. »The slipping serpentine night/ Would cuddle keep us tender/ And smother warning signs/ My old mistakes should send her/ Eternity for us to try/ To dawn will tell us if we fly« - det er da vildt smukt! Uden at miste det melodiske fæste og det skizofrene »la-la-la-la«. Heldigvis er der en del andre, som bifalder den bizarre sang med bifald, mens generalprøvens publikums sikre favoritter retfærdigvis at dømme efter størrelsen i bifaldet i række følge er: 1.Rollo & King, 2. Friends (Sverige), 3. Fabrizio Faniello (Malta), 4. Haldor (Norge), 5. Nusa Derenda (Slovenien), 6. David Civera (Spanien) og Natasha St-Pier (Frankrig). Sangfesten har altid været poppens anden division. Men ikke desto mindre har den folkets gunst og kærlighed en i grad, som de udspekulerede bureaukrater nede i Bruxelles, pladebranchen og Europas Forenede Reklame-baroner kun kan drømme gustne drømme om at opnå. Et uforklarligt paradoks, men fakta er, at Melodi Grand Prix går gennem Europa som underhundenes kødben, vi alle tør gnave i. Fordi det nu engang er sjovere og rarere at holde med de små, uglesete end de store perfekte pengemaskiner. Jovist, kan man indvende, at kun få - ABBA og Celiné Dion - er blevet verdensstjerner efter at have medvirket i Melodi Grand Prix. Men det er jo netop den mellemfolkelige uskyld, der gør, at man ikke kan lade være med at holde af Grand Prixet. Eller i det mindste elske at hade det. Med til den sandhed hører dog, at masser af medvirkende har levet længere og bedre end så mange af den finere pop og rocks døgnfluer af indtægterne fra de sange, vi vil høre igen. Når vi vil have det rigtigt sjovt. Slappe af, hygge igennem i Slagelse, Sarajevo, Sevilla, Stuttgart, Sofia og Sheffield. Være os - glup(!) - selv med ret til en vis portion lallende livsglæde og kontroltab, kort sagt! Selv om Aquahar energi som en vaskemaskine, der centrifugerer med 1200 omdrejninger, tillader den superprofessionelle kvartet ikke kontroltab. Måske derfor blev gruppens show den største vandgang, i hvert fald ved generalprøven. Mens de 23 medvirkende i det rigtige Grand Prix fremstod som mennesker, var Aqua velsmurte maskine på speed, måske fordi gruppen selv har slidt de gamle hits, den diskede op med i et ret beset intetsigende medley, op. Man savnede nye udfordringer, knaster og kanter i Lene Nystrøms let hysteriske Minnie Mouse vokalarbejde, som end ikke store armbevægelser fra Rene Dif kunne redde. Aqua skulle være glasuren på den store festlagkage, men fik i stedet en kæmpe-dukkert og kunne på vej ud høre Safri Duo, der var indbygget i showet, få det store bifald. Ak, ja, Aqua. Vejen op og ned ad 10-meter vippen er lynhurtig i popfiskenes svømmebassin. Var det falmede danske verdensnavn aftenens flop, var der til gengæld mange vindere. Rollo & King, der så helt betuttede ud, da folkets kærlighed haglede ned over den så forsmåede hundekennel, som ikke just har været mediedarlings. Traditionen tro blev duoen, hvis eksistens forekommer mere og mere umulig uden frk. Svendsen fra Nyborg, da også udpeget som vindere i aftenens prøveafstemning. Vindere er også produktionsselskabet Iris med de lækre postkort. De mange, der har arbejdet med at få det skydetag lagt på, som faktisk gør Parken til en næsten intim venue trods de mange kvadratmeter. Og ikke mindst folkene bag det lysshow, som lægger varme nuancer ud i det store rum, får lysriggene til at bevæge sig og binder festen fortræffeligt sammen. Og det var så bare gløderne, der blev tændt, til det store bål, man antændte samme sted i aftes. Forårets store lysfest er en realitet og vi kan faktisk godt være stolte.