Politiken fredag: »I er bare allesammen så fremragende - fremragende! Og I burde alle vinde«, siger Ulla Miilmann, og de to asiatiske konkurrencedeltagere smiler om kap med hinanden. Den ene af dem, kinesiske Tao Lin, skal ind og dirigere Radiosymfoniorkestret og Miilmann i Carl Nielsens fløjtekoncert om få øjeblikke og kan godt bruge lidt opbakning. Halvdelen af torsdagen er det ikke de tilbageblevne seks dirigenter, men fløjtenisten Ulla, der er hovedpersonen. Kl. 10-13.10 når hun at spille Nielsen-koncerten for hele seks dirigenter, men hun ser mere og mere munter ud, for hver gang hun vender tilbage. I pausen erkender hun, at hun er lidt tør i munden efter tre gennemspilninger, griber resolut om sin vandflaske, sætter den på tværs foran læberne og spiller på den som en fløjte. Selv om hun diplomatisk lader, som om de alle er lige oplagte Malkovindere, så ved hun, da det hele er overstået, nok, hvad hun mener om det hele. På dette tidspunkt er deltagerfeltet reelt reduceret til to personer, canadiske Charles Olivieri-Munroe og spanske Josep Caballé-Domenech og, viser det sig sidst på dagen, da finalisternes navne offentliggøres, også kasakhstanske Alan Buribayev, der - overraskende - er blevet valgt af juryen frem for den kinesiske Tao Lin. Fjerdedagen var spøgelsernes dag i Radiohusets Koncertsal. Der er kun 6 dirigenter tilbage ud af oprindelig 30, men adskillige af dem går igen i Malkonkonkurrencens sekretariat for anden og tredje dag i træk. Nogle er mere gustne i betrækket end andre, indrømmet, og en kandidat som russiske Andrej Danilov, der røg ud af konkurrencen onsdag, ser ganske afslappet ud. Han og jeg sidder og udfylder de toptre-sedler, der skal give os en chance i den lokale sweepstake - han nikker ordløst mod Caballé-Domenech, stikker tre fingre i vejret og ser spørgende på mig. Selv stikker jeg to fingre op. Vi kigger begge hen mod Olivieri-Munroe, der for gud ved hvilken gang på blot tre dage er i færd med at lade sig interviewe - Danilov rækker pegefingeren op, og jeg nikker. Kun hvad andenpladsen angår, er vi uenige, men det er Danilov, der har bedst styr på det. Han vælger kasakhstaneren, mens jeg går efter kineseren. Hvem juryen vælger, finder vi ud af fredag aften, men der er tydelig intern uenighed. Fredag formiddag fra kl. 10 prøver dirigenterne på hver sin førstesats af en Brahms-symfoni til finalen, og helt ekstraordinært har juryen krævet at kunne være til stede en sidste gang. Musikalsk bjergetape Radiosymfoniorkestrets formand, paukisten Gert Sørensen, er som altid frisk med en holdning. Han lægger ikke skjul på, at han synes, niveauet har været for ringe ved Malkokonkurrencen i år, og han forstår ikke, at man ikke bare nøjes med at uddele en andenpris i erkendelse af, at ingen fortjener at vinde. Han har gang i en længere metaforisk udredning af dirigentdystens ligheder med Tour de France, og én ting er vi enige om: Dagen i dag, hvor programmet lyder på Nielsens fløjtekoncert og en helt ny komposition, 'Divertimento', af Ole Schmidt, er en bjergetape, det er her spillerne træder i karakter. Da først Ulla Miilmanns eget maratonløb er overstået, er hun knap så karrig med bedømmelserne. Hun er meget imponeret over den sikkerhed, hvormed Charles Olivieri-Munroe dirigerede Nielsen-koncerten, og følte større tillid til hans dispositioner end til Josep Caballé-Domenechs, der, da de var på vej ud af koncertsalen, havde betroet hende, at han syntes, orkestret spillede for hurtigt - hvilket er og bliver en besynderlig kommentar, når den kommer fra dirigenten. »Og så er han en flot mand«, siger hun om Munroe, og det er nu engang blevet den vedtagne doktrin i Radiohuset i disse dage. Om Philip Greenberg er påvirket af canadierens udseende, ved jeg ikke. Amerikanske Greenberg er en slags æresgæst i år, fordi han vandt konkurrencen i 1977. Også han hepper på Munroe, og da han ser Munroe gå på jagt efter de aktuelle avisudklip med hans billede, siger han lidt stille: »Jeg har gemt de avisudklip, der handlede om mig, da jeg vandt i sin tid«. Det er i det hele taget lidt, som om Greenberg med kasserollefrisuren ikke er kommet fuldstændig uskadt ud af 1970erne. »Bravo«, siger en kollega til Charles Olivieri-Munroe, da han kommer ud i sekretariatet efter at have dirigeret Ole Schmidt-stykket. Munroe sænker blikket, men anerkender rosen. Lidt senere kommer Andrej Danilov tilbage og puffer en diskret knytnæve ind i Munroes skulder. Jeg får øjenkontakt med Danilov og kan se, han ved, at han ender i avisen igen. Han vender sig og diskuterer højlydt på russisk med en litauisk veninde, og for at prøve mig af vender han sig med et ryk. Men østeuropæere, der taler russisk, får lov at beholde deres hemmeligheder for sig selv.