Politiken lørdag: Jeg sidder i hele 20 minutter uden andet i tankerne, men jeg vender mig kun om og kigger to gange. Det skete allerede torsdag, da de seks semifinalister i Malkokonkurrencen prøvede på Nielsens fløjtekoncert. Til højre bag mig, næsten oppe ved dørene, sidder et spøgelse. Høj, bleg og værdig, i kjole og hvidt, selv om det er tidligt på dagen, og et eller andet sted ved jeg, at det er kammersanger Emil Holm, der sidder dér i uforstyrrelig majestæt. Også jeg ved godt, at Radiosymfoniorkestrets grundlægger døde for over et halvt århundrede siden, men når han nu ligner så grangiveligt. Og når han nu har så umanérligt gode grunde til, om man så må sige, at vende tilbage. Her sidder hans 76 år gamle orkester og polerer kronjuvelerne, nemlig selveste Nielsen, med et hold helt unge dirigenter alle vegne fra. Da jeg i en kort pause henleder DRs Lenard Friedmann på den gamle herre, kan Friedmann - og det overrasker mig halvt - faktisk godt se ham. Han mener dog mere, han ligner Mogens Wøldike, dirigenten der opfandt Radiokoret. Hvem vandt Malkokonkurrencen? Det ved både De og jeg, når denne avis udkommer, men lige nu, fredag eftermiddag, svæver svaret ved gud i luften. Blev det den heftigt dansende 21-årige kasakhstanske outsider Alan Buribayev, den glødende spanier Josep Caballé-Domenech på 28 eller ham, der i løbet af ugen kæmpede sig til favoritværdigheden, den teknisk virtuose og meget erfarne 31-årige canadisk-malteser Charles Olivieri-Munroe? Fredag er bestemt til at være dirigentfinalisternes helt egen dag, den dag de bare skal prøve på deres Brahmsprogram uden at skulle stille sig an over for en jury. Men torsdag erkendte juryen, at den ikke var klædt på til at træffe det helt rigtige valg, medmindre den også indfandt sig under fredagens prøver. Så snært lå det med afgørelsen. Gammeltoft tog ind og passede sit dagjob som ombudsmand, mens resten af juryen - »men som enkeltpersoner, ikke samlet som jury«, blev det understreget - tog ind til Radiohuset for at skelne skidt fra kanel, korn for korn for korn. Gammeltoft, der ingen stemmeret har i juryen og nu sidder i den for femte gang, har fredag naturligt nok ingen kommentarer til udfaldet. Er denne slags konkurrencer nogen højere eksakt videnskab, eller er det et cirkus? »Det er i hvert fald ikke noget cirkus«, slår Gammeltoft fast, »men det er naturligvis heller ikke nogen eksakt videnskabsudøvelse, al den stund at man ikke kan sætte musikeres, især da dirigenters arbejde på eksakte formler. Det gælder for megen humanistisk videnskab, om du vil. Men det er absolut lødigt«. Er det den bedste dirigent, der vinder fredag? »Den dirigent, der vinder, er den dirigent, som juryen har fundet var bedst«, siger Gammeltoft og sikrer sig lige et par gange, at jeg har forstået det ret. Malkos søn Jeg har spist frokost i Radiohusets kantine med George Malko, ungdommelig 65-årig søn af Nicolai, i hvis minde konkurrencen er indstiftet - George og hans kone Elizabeth. George er formand for Malkofonden og underviser i at skrive filmmanuskripter ved New York University, når han ikke selv skriver, typisk for tv. Han skrev midt i 1960erne forord til en bog om faderen, 'A Certain Art' (netop udgivet i dansk oversættelse som 'Min russiske arv'), og han prøver så vidt muligt at nå til København hvert tredje år. »I år ankom jeg først på konkurrencens anden dag, tirsdag, fordi mit nye stykke, den første engelske oversættelse af en enakter af Tjekhov, havde premiere mandag eftermiddag i New York. Så vi tog direkte i lufthavnen fra teatret, og - jotak - det gik rigtig godt«. George Malko, der er født på Skt. Lukasstiftelsen på Bernstorffsvej i København, er godt klar over, at hans fars minde ikke står så stærkt i folks erindring længere, og selv om han håber, at pladeselskaberne en dag skulle få lyst til at tage hårdere fat på Malkoarven, så er dirigentkonkurrencen for ham at se det smukkest tænkelige bevis på, at faderen har fandtes. »Det er et privilegium for mig at være med i al det her, og jeg siger det, selv om jeg ved, det lyder sådan lidt blablabla«, siger han og slår ud med armen mod radiokantinen, men jeg ved godt, hvad han mener. »Min far har været død i 40 år, men det føles slet ikke sådan, når man i sådan en uge her oplever kontinuiteten i den lange række af unge dirigenter, som han satte så højt. Det kan da godt være, de ikke kender Nicolai Malko, og det kan også være lige meget - hvad der ikke kan være lige meget, er, hvad Danmarks Radio kan give dem«. Ja, en platform at udvikle deres karrierer fra? »Meget, meget mere end en platform«, siger Malko. »Dette er måske den eneste konkurrence af sin art i verden, hvor man virkelig bekymrer sig om deltagerne, beskytter dem, isolerer dem fra unødig stress og udefra kommende irritationsmomenter«. Helt at undgå stress er selvfølgelig umuligt. De eneste, der slapper af sådan en fredag, er dem, der allerede er faldet gennem nettet og har nået den endelige udfrielse. Enkelte af dem tænker allerede på at stille op igen om tre år. Som russiske Andrej Danilov siger: »Jeg var med i 1998, hvor jeg røg ud efter første runde, og i år fik jeg anden runde med. Næste gang ved jeg, hvad jeg skal gøre. Jeg ved, hvad jeg skal hjem og arbejde med, og det er først og fremmest psykisk, det handler om kontrol. For jeg ved, jeg kan vinde«.