Dogme-filmen 'Et rigtigt menneske' består eksamen

Lyt til artiklen

Dansk film rider videre på succesbølgen. Der er anmelderroser til den sjette spillefilm i dogmerækken, 'Et rigtigt menneske', der i dag har premiere i 13 biografer. Dagbladenes filmkritikeres dom er 'ok' til den svenskfødte instruktør Åke Sandgrens humoristiske og alvorlige film om en fantasifigur fra en lille piges drømmeverden, der uden idenditet, sprog og karakter på magisk vis havner i det danske samfund, hvor han skal prøve at blive et rigtigt menneske. Politikens anmelder Kim Skotte betegner 'Et rigtigt menneske' som »en rørende komedie, der gang på gang kalder på den ømmeste latter. Den understreger dogme-filmenes gennemgående kvaliteter: det håndholdte kameras vitalitet og skuespillernes nærvær på lærredet«. (...) »Bred og mild som 'Italiensk for begyndere' er den ikke, men er med sin smittende humor på den anden side heller ikke på nogen måde en elitær eller afvisende film«, skriver Skotte, der tildeler 'Et rigtigt menneske' fire ud af seks mulige stjerner. Ros til Kaas Blandt anmelderne er begejstringen helt entydig for Nikolaj Lie Kaas i den altdominerende hovedrolle. »Han er intet mindre end formidabel - med netop den blanding af rørende naivitet og barnlig uskyld, som, imod alle odds, gør denne fantastiske figur troværdig, en guddommelig idiot, som uforvarende får konformitetens vogtere til at koge over og eksplodere i had til det truende fremmede, som han inkarnerer«, skriver Eva Jørholt i Information. I lighed med Politiken giver Ekstra Bladet filmen fire ud af seks stjerner. Et rigtigt menneske har ifølge anmelderen nogle beske og komplicerede knaster, men er langt hen ad vejen en særdeles underholdende film med mange vittige, tragikomiske og gribende øjeblikke. Hvilket ikke mindste skyldes Nicolaj Lie Kaas' blændende spil i hovedrollen. Nicolaj Lie Kaas overdænges af Ekstra Bladet med ros og kaldes for Danmarks største og mest spændende dramatiske naturtalent i mange år. B.T. er mere mådeholdende med sine stjerne og nøjes med at give tre ud af seks mulige. Anmelder Jacob Wendt Jensen er ikke blevet underholdt i top: Åke Sandgren vil træde på så mange af samfundets ligtorne, samtidig med at han ikke træder igennem. Men også denne anmelder skriver kun pænt om Nicolaj Lie Kaas: Hans evne til at gøre filmens hovedrolle til et fængslende og rørende spejlbillede af vores tid uden at bruge store armbevægelser fremhæves.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her