Politiken torsdag: Modigt, prisværdigt og nødvendigt. Sådan vurderer den radikale retsordfører Elisabeth Arnold de beretninger, som tidligere modstandsfolk har lagt frem om besættelsestidens stikkerlikvideringer i Peter Øvig Knudsens kommende bog 'Efter drabet'. Også selv om deres beretninger har givet alvorlige ridser i lakken til modstandsbevægelsen. Gamle modstandsfolk er dog af en helt anden mening. Tidligere chefredaktør Bent A. Koch, som selv deltog i likvideringer som medlem af organisationen Holger Danske, forstår overhovedet ikke sine gamle kammeraters iver for at fortælle om likvideringerne i dag. Han mener, de burde have holdt deres mund. På et punkt er Elisabeth Arnold og Bent A. Koch imidlertid helt enige. Ingen af dem mener, man i dag bør rode mere op i de 150-200 likvideringssager, som ligger i Rigsarkivet. Som Elisabeth Arnold ser det, er det godt, at forskere og forfattere kan få adgang til sagerne og dermed give ny viden om besættelsestiden, men hun mener ikke, man i dag bør forsøge at opklare, hvor mange af likvideringerne, der var fejltagelser. »Det er en illusion at tro, man i dag kan nå til bunds i sagerne og få sat plus og minus ud for de enkelte likvideringer, hvorefter man så skulle kunne se, hvilke der var berettigede og hvilke der ikke var. Men vi har godt af at få billedet af besættelsen nuanceret, så vi kan se, at der også foregik fejltagelser. Og at der også forekom vilkårlige henrettelser, for det er der nok ingen tvivl om, men i en sådan situation er landet jo i anarki. Ingen kan styre noget, og man har ingen myndighed, der fungerer. Jeg tror imidlertid ikke, det vil være til glæde for nogen at forsøge at nå til bunds i likvideringssagerne i dag. Til gengæld vil jeg gerne, alt det jeg kan, rose de modstandsfolk, der i dag er stået frem og har fortalt om deres oplevelser. Det har været meget oplysende læsning for os, der kun var små børn dengang, siger Elisabeth Arnold. « »Vores billede dengang var jo netop, at alle frihedskæmperne var gode mennesker, og at ingen begik fejl. Jeg er også vokset op med billedet af, at alle modstandsfolk var retfærdige. Så det er meget nyttigt, at nogen i dag taler ud, og det gør større gavn, end hvis man begynder at grave i de gamle sager. Det har større værdi, at de i dag stiller sig op og siger: Ja, vi var med, og vi var ikke altid sikre på, at vi ramte de rigtige. Det er modigt og flot«, siger hun. Næsten underholdning Den tidligere modtandsmand Bent A. Koch er helt uenig. Han mener, vi alle skylder både modstandsbevægelsen og de efterladte ikke at grave likvideringerne frem i dag. »Grænsen til at gøre det til underholdning ligger faretruende nær, og det er overordentligt svært for nogen i dag at sætte sig ind i den situation, hvor det skete. Man er parat til at anlægge en opfattelse af, hvad der er retfærdigt, men det er en opfattelse, som hører en fredstid til. Den kunne nødvendigvis ikke gælde under besættelsen og i hvert fald ikke i krigens sidste halve år. Jeg kan kun tale for den Holger Danske-gruppe, hvor jeg var den yngste, og vi havde ingen eventyrere. Det var folk fra pæne, borgerlige hjem, og der var ingen røvere og soldater. Likvideringer var en opgave, vi blev pålagt, og vi kunne sige nej, men var det ikke dem, så var det os«, siger Bent A. Koch.

Beretningerne i Peter Øvig Knudsens bog viser, at ikke alle likvideringer var lige velovervejede? »Det ville også være utænkeligt, at der ikke opstod fejltagelser. Vi opfattede os som soldater i en hær, hvor vi udførte nogle ordrer. Om ofrene var egentlige stikkere, ved jeg ikke, men det var mennesker, som i den grad legede med ilden ved at pleje omgang med og være involveret i besættelsesmagten«, siger Bent A. Koch. Ikke kaffekomsammen Bent A. Koch ved godt, at forfatteren Martin A. Hansen under besættelsen - i et forsvar for likvideringerne - skrev, at drabene burde underkastes en undersøgelse efter befrielsen, men han var og er helt uenig. »Det var krig, og der måtte handles, og der blev også foretaget noget, som var forkert og uretfærdigt. Det var beklageligt, men jeg må minde om Maos ord om, at en revolution ikke er et teselskab. På samme måde er en besættelse ikke en kaffekomsammen. Jeg forstår ikke mine gamle modstandskammeraters iver efter at fortælle om likvideringerne. Jeg bryder mig ikke om det, og jeg har svært ved at se formålet. «

At nuancere billedet af besættelsen? »Jamen, det er da fuldstændig naivt at tro, at der i en krigssituation med likvideringer ikke også i frihedsbevægelsen ville være nogle brådne kar, som gik uden for deres mandat. Det ville da være underligt«, siger Bent A. Koch. Man kommer aldrig til at høre ham fortælle detaljeret om, hvilke likvideringer han selv har været med i. »Hvis jeg havde gjort det, kunne jeg jo have risikeret, at en journalistelev en dag kom op på mit kontor og sagde: Nå, det var dig, der skød min farfar. Han ville nok ikke bryde sig om at vide, at jeg vidste, hans farfar havde været stikker. Og det ville i hvert fald ikke være behageligt for mig, så jeg har svært ved at se det store behov for at fortælle«, siger Bent A. Koch.