Mens jeg skriver dette, er det Johannas sidste timer som enebarn. Hvilket både hendes mor og jeg næsten ikke kan bære. Vores venner har været og hente Johanna, fordi veerne er begyndt at komme, og nu går hendes mor rundt og småtuder over barnets trøjer og børnebøger. Men jeg er ikke selv meget bedre. Den eneste, der er upåvirket og glad, er Johanna. Ikke fordi. Der er jo altid lidt brok, når vores venner kommer med deres dreng Hugo, der er lidt ældre end Johanna. »Hugo må ikke spise grød«, »Hugo må ikke lege med tog, det er Johannas!« og »Hugo må ikke se fjernsyse«, formaner vores englebarn i timevis - bare fordi hun glæder sig. Min kone prøvede for nylig at spørge, hvad Hugo så gerne må (noget med at vænne barnet til positive tanker, tror jeg nok). Og Johanna svarede, at »Hugo må gerne få ost«. Det var godt nok en ost, hun lige selv havde vraget, men alligevel. Lidt positivt var det da.
Sørgelig lille mand
Måske er det forkert at forvente, at børn skal være så positive. Personligt har jeg måttet finde mig i, at barnet vågner i vores seng og siger: »Undskyld, far, gider du ikke lige flytte dig lidt«. En anden dag sagde hun: »Du er en sørgelig, mærkelig lille mand«. Det var heldigvis et citat fra Toy Story, men alligevel. Måske er det bare en slags løsrivelsesproces. En løsrivelse, hun også demonstrerede på sin fødselsdag, som vi heldigvis lige nåede at fejre i lørdags, mens hun stadig var alene på tronen. Min kone havde fablet om, at vi skulle stå tidligt op og synge fødselsdagssang og komme med stearinlys og morgenmad på sengen til hende. Men inden vi kunne nå at få øjne, hørte vi hende pusle i sin egen kommode. Finde en trøje, tage den på. Og så gik hun nedenunder og fandt sig et stykke knækbrød. Happy Birthday. Og da vi kom ned og sagde tillykke, gik hun mod entreen, mens hun glad sagde: «Johanna skal til Lykke«, som hendes dagplejemor jo hedder. Så kunne hendes knuste forældre stå der med deres store dunkende hjerter.
Konekage
Men o.k. Vi fik da en hyggelig weekend med konekage (Johannas version af kagekone), gaver i rå mængder, samt selvfølgelig lagkage og udpustning af lys. Og derfor var det dobbelt så hårdt, da vi dagen efter sendte hende med vores venner hjem. Vidende at næste gang hun kommer tilbage til sit hus, så vil verden, som hun kender den, være totalt forandret, besat af en skabning der ikke engang kan finde ud af at holde sit eget hoved. Måske er det bare naturens gang. Måske er det slet ikke noget problem. Måske har min kone ret (det har hun ifølge eget udsagn som regel), når hun siger, at det bare er os, der står tilbage og vrider hænder. Johanna er for længst videre i teksten. Fra nu af har hun mindre og mindre brug for os. No turning back. Vi har nu været overladt til os selv, to voksne mennesker i to timer.
Hvad lavede vi før?
Først så vi lidt 'Big Brother'. Så sad vi og savnede lidt i fællesskab. Så gik min kone op for at arkivere børnetøj i forskellige størrelser i forskellige poser, det holder hun nu så meget af. Blandt andet fandt hun den originale hvide hue, som Johanna havde på som nyfødt. Og jeg gik op for at skrive denne lille afskedssang til min lille tykke pige med den brede mund og dobbelthagen, som jeg allerede savner usigeligt og som jeg hele tiden kan se for mig. Hvad fanden foregår der? Vi er to veluddannede mennesker. Hvad lavede vi dog, før vi fik børn?