'Lidenskab og kreativitet'er det, som Den Kgl. Ballet vil forføre folk med i den kommende sæson. Ja tak og så gerne!, men kan man nu også stole på det? Lige siden Aage Thordal-Christensen for knap to år siden overraskende vandt opløbet om at blive balletmester, mens folk herhjemme samstemmende med udlandet spurgte: 'Aage who?', har det store spørgsmål været: Hvad vil han med Den Kgl. Ballet'? Thordal-Christensen er ikke manden, der slår om sig med visioner eller foretager drastiske dispositioner. Det har imidlertid vist sig at være en ganske kløgtig taktik, som balletmester ser han bestemt ud til at være mere langtidsholdbar end sine forgængere Peter Schaufuss og Maina Gielgud, der efter hhv. et og halvandet år på posten bragte Balletten ud i en drøj kunstnerisk krise. Der er kommet ro over feltet, det kunstneriske niveau er hævet, og det nye repertoire giver et tydeligere bud på balletmesterens kunstneriske ambitioner. Der satses på det sikre og bredt appellerende, med klar sans for kvalitet. Man kan ikke gå galt i byen med en nyopsætning af familiehittet 'Nøddeknækkeren' i selveste Tivoli, hvor balletmesteren tager koreografkasketten på i samarbejde med scenografen Mikael Melbye og Sjællands Symfoniorkester. Derudover kommer det skattede nøgleværk 'Onegin' af John Cranko tilbage som markering af den dramatiske livsnerve, kompagniet er kendt for, og som også fremhæves med genopsætningen af Romeo og Julie af Neumeier, hvis Hamburg Ballet oveni kommer hertil på tiltrængt gæstespil med hans 'Nijinskij'. Hvad angår et nyt værk af maestroen skabt direkte til Det Kgl. , kunne balletmesteren oplyse, at »det taler man om«. Det sagde han også sidste år, må de snart få talt ud. Af nyt bliver det i stedet til mindre værker af gode navne som Tim Rushton, Anna Lærkesen og det energifræsende talent Kevin O'Day, som har været på programmet i Alexander Kølpins sommerballet. Ikke overvældende i forhold til Thordal-Christensens ønske om at få den kreative proces i gang i huset frem for at importere færdigvarer udefra - her skal Jiri Kylians 'Stepping Stones' nu hilses velkommen som spændende importvare. Forhåbentlig kan den årlige koreografworkshop med kompagniets egne folk, her i april, være med til at sætte gang i kreativiteterne, både hvad gælder leg og lidenskaber. For Bournonvillesvedkommende synes han at være tildelt rollen som den ærværdige onkel, ingen har lyst til at lege med, men man gør det af pligt. Efter en sæson hvor han har været opført sølle ti gange, tager reprisen på de kendte versioner af 'Napoli', 'Et Folkesagn' og 'Sylfiden' sig ud som en tam optakt til det store Bournonvillejubilæum i 2005. Hvorfor ikke gå i kreativ krig med halvglemt gods som spejldansen 'La Ventana' som afsæt for en balletaften blandet med en ultamoderne dans omkring spejlet? Ærgerligt at det, der kunne give kompagniet rygrad - livskraft og stolt traditionsbevidsthed - fortsat udgør en smertende akilleshæl. Selvfølgelig skal der gøres en ekstra indsats for at få lidenskaberne op at stå for Onkel August, hos publikum såvel som hos den tredjedel af kompagniet, der kommer udefra uden kendskab til den danske tradition. Nok kan og skal man danse de store internationale klassiskere 'Svanesøen', 'Giselle' og 'Tornerose' - bare ikke lige oven i hinanden som i denne kunstnerisk underbemandede sæson - men derved danser man blot i hælene på hvilket som helst andet kompagni. Bournonville er et unikt afsæt for at markere, hvad der er sjælen i Den Kgl. Ballet. Når Det Kgl. Teater på det seneste har satset på teambuilding og inviteret en volleyballtræner ind for at løse det, man diplomatisk kalder en 'kompagniproblematik', må man sige, at det, der mangler på scenen ikke er teamspirit - bortset fra at dansernes forskellige stilarter stritter i øst og vest - men ånd. Da kan selv en 'Svanesø' blive så ulidenskabelig som en svømmepøl. Men så såre en Rushton eller en Neumeier har været i lag med kompagniet, ånder det af liv. Det peger på det akutte, altafgørende behov for markante personligheder, parat til at tage et kunstnerisk ansvar. Det gælder hele raden rundt, hos dansere, koreografer, pædagoger - og ikke mindst instruktørerne, frem for disse ubestemmelige flermandskomiteer der stykker en produktion sammen. Der skal sjæl til for at få lidenskaberne op at stå, og legen til at blive alvor. Da vil Den Kgl. Ballet kunne forføre publikum til hvad som helst. .