Politiken fredag: Vores fornemste målsætning er, at flere mennesker skal græde noget mere i operaen«, siger kongelig operachef Kasper Holten i sin præsentation af sæsonen 2001-02, den første der helt og holdent er hans og musikchef Michael Schønwandts ansvar. Så enkelt og præcist kan det siges, men hvordan kommer man dertil? Naturligvis med et godt repertoire i gode opførelser, men også ved at ramme genremæssigt og stilistisk bredt. Hvad den ene står uforstående over for, kan have appel til den anden, og omvendt. Det er et erklæret mål at inddrage såvel tidlig som moderne opera i højere grad end hidtil, og man har ikke valgt i blinde: 'Julius Cæsar' er et hovedværk i senbarok italiensk opera og 'Le Grand Macabre' nok den mest begavede og originale operakomedie på denne side Anden Verdenskrig. Med Andreas Scholls debut i titelrollen som den romerske imperator har man sikret sig intet mindre end »verdens førende kontratenor lige nu« som det ubestrideligt korrekt hedder, og Lars Ulrik Mortensen i spidsen for Concerto Copenhagen skulle sikre en både medrivende og stilistisk indforstået fortolkning. Instruktøren Negrín kender vi fra den spændende opsætning af Philip Glass' 'Orphée'. Mellem disseyderpunkter fornyes det forsømte bel canto-repertoire med 'Rejsen til Reims' om hvilken det er sagt, at den er let at spille, bare man har de 13 bedste sangere i verden. Vi må nøjes med mindre, men det bliver spændende at høre hvad 'specialisten' Andretta kan bibringe de danske kræfter, og med forestillinger som 'Jenufa' og 'Peter Grimes' i erindringen kan man kun glæde sig til Radoks iscenesættelse. Forestillingen sendes på danmarksturné. Det er en coproduktion med Göteborg, og samme fornuftige fremgangsmåde ligger bag 'Salome', den ene af sæsonens to fornyelser af standardrepertoiret, idet man låner Mikael Melbyes fremragende opsætning i Århus, og efter Michael Schønwandts opsigtsvækkende pladeindspilning med Inga Nielsen skal disse to sikre de første opførelser en særlig glamour (lige som mange vil glæde sig til et genhør med Peter Lindroos i 'Carmen'). Der er dog næppe grund til at betragte Tina Kiberg som andenrangs. Melbye er nu fast til knyttet som iscenesætter, scenograf og medlem af et nyt 'kunstnerisk råd'. Endelig udfylder'Manon Lescaut' et vigtigt hul, interessant også fordi det bliver Bellincampis første nyopsætning på teatret. Britten og Janácek må vente til en anden gang, men det er svært at indvende noget mod disse premierer der både er kvalitetsbevidste, deler sol og vind lige og viser mod til reel fornyelse. Ej heller kan cheferne beskyldes for at have raget opgaver til sig i ublu grad. Hver premiere introduceres af operadramaturg Henrik Engelbrecht ved særlige arrangementer på søndag eftermiddage. Kun én Mozart De syv repremierer skal fornuftigvis blandt andet holde liv i indeværende sæsons premierer, og der lød næsten undskyldninger for, at der kun vil være én Mozart og én Wagner (og man kunne tilføje: én Puccini) på repertoiret. Til gengæld har man valgt et 'restaurere' Torben Anton Svendsens antikke 'Maskarade' frem for at bevare den tvivlsomme nyiscenesættelse i de gamle kulisser. Hvis det lykkes, er det teatermuseum i bedste forstand, men det bør ikke være løsningen i al evighed. For at sikreden kvalitet der kalder tårerne frem - de være sig af gråd eller latter - satser man på velovervejet brug af det faste ensemble, om nødvendigt suppleret med - især skandinaviske - gæster. Holten betoner vigtigheden af at have sangernes udvikling for øje når roller skal besættes, og det ser ud til, at han mener, hvad han siger. Spirende talenter som Ylva Kihlberg, Niels Jørgen Riis og John Lundgren har hver fået en enkelt større, men ikke for stor, opgave. Der er mere til Gisela Stille, som måske endnu står lidt uklart i operagængerens bevidsthed. Store og spændende udfordringer er der til Palle Knudsen som Don Juan, Johnny van Hal som Lohengrin, Susanne Resmark som Ortrud i 'Lohengrin' og Ole Hedegaard som Herodes i 'Salome - og naturligvis Gitta-Maria Sjöberg som Desdemona i 'Otello' når hun nu af en eller anden grund ikke kunne blive Amelia i 'Maskeballet'. Alt sammen tillidvækkende dispositioner som man glæder sig til at opleve.