Politiken lørdag: Lene Tiemroth har hele sit liv været fascineret af heste. Som ung overvejede hun endog at blive berider, men en traumatisk jagt-ulykke satte en stopper for de drømme. I stedet blev teatret og skuespillergerningen hendes liv, og det er jo også en slags ridt. En tur med mange bølgedale, tilbagelagt i både forrygende stil eller selvfortærende galop, og selv om Lene Tiemroth også har overvejet at stige af og sadle om, så blev hun siddende. I søndags nåede hun så ét af karrierens smukke og bevægende højdepunkter, da hun fik tildelt en Bodil for rollen som den dybt alkoholiserede mor i Lone Scherfigs film 'Italiensk for begyndere'. »Jeg kan slet ikke huske alle de smukke ord, der blev læst op for mig. Men jeg mærkede en ægte glæde på mine vegne - som om folk i salen virkelig undte mig denne opmuntring. Jeg var både nomineret til en Bodil og en Robert for rollen, og det blev jeg naturligvis vildt lykkelig over, ja, lalleglad, for jeg er aldrig blevet nomineret til noget før - så mange film har jeg ikke lavet. Men her var så for første gang en rolle med en rigtig historie i«, siger Lene Tiemroth, 57. »Allerede da jeg læste manuskriptet første gang, kunne jeg fornemme, at dette kunne der komme et menneske ud af, og jeg kunne også mærke, at optagelserne gik godt. Det var faktisk meget lykkelige arbejdsdage. Jeg ved ikke, om det var en rolle, jeg havde særlig fornemmelse for, men jeg har levet længe og selv prøvet meget«. Lene Tiemroth skabte her et rystende portræt af en kvinde, der har drukket tæt så længe, at hun ikke længere aner, hvem hun selv er. Opløsningen er nær, og alt er ligegyldigt, når blot hun kan skaffe penge til den næste bajer. Undervejs er hun konstant i følelsernes vold, svinger mellem aggressivitet og søllehed. Og bag ved denne tragiske skikkelse fornemmer man en ægte kærlighed, hun ikke længere kan udtrykke over for sin datter (spillet af Ann Eleonora Jørgensen, red. ). Følelsesperioden »På Hvidovre Hospital fik vi de nødvendige informationer om, hvordan alkoholikere opfører sig og om sygdommens symptomer. Men ellers brugte vi instinktet og holdt kun tekniske prøver, før vi kastede os ud i optagelserne. Sådan er det med film - du skal være til stede i situationen og stole på, at det, der dukker op, er rigtigt, og så skal du følge det til dørs«. »Jeg er jo ellers opdraget i 'følelsesperioden' i dansk teater, men i dag har jeg - inspireret af min kollega og tidligere elev Ulrich Thomsen - helt droppet følelserne, når jeg laver film. Det gælder om konsekvent at være til stede i situationen, og så føle det, der kommer, når jeg spiller. Og der kan man selvfølgelig godt få nogle overraskelser undervejs«, griner Lene Tiemroth. »Jeg var meget rystet, da jeg så filmen - og måtte se den én gang til. 'Italiensk for begyndere' var lanceret som en komedie, og det var ikke lige det, jeg havde bidraget til. Men så gik jeg selv på komedie og kunne godt holde ud at se mig selv. Selv om der ikke er vildt brug for kvindelige skuespillere i min alder, så håber jeg da, at min Bodil vil kaste nye opgaver af sig - der er også i de seneste dage kommet en lille føler om en rolle«. Men ellers er det teatret, der i de seneste 35 år har været Lene Tiemroths gebet. Som datter af skuespillerparret Edvin Tiemroth og Clara Østø lå metieren hende vel ikke fjernt, men det er ikke uden problemer at være teaterbarn og selv gerne ville til faget. Det ville Lene Tiemroth, der i 1966 forlod Det Kgl. Teaters elevskole som nybagt skuespiller. Forhåbningerne var store. Det var rollerne også - men alligevel omvendt proportionale med den nybagte scenekunstners selvtillid, selv om hun spillede alt fra Holberg over Pippi Langstrømpe til det store gennembrud som Antigone. Så brød Lene Tiemroth af første gang. Det gik simpelthen for stærkt, og derfor drog hun til New York for at suge teaterviden til sig. Vel hjemme igen ventede en stjerneparade af roller på ikke mindst Det Danske Teater - Sonja i 'Onkel Vanja', Sally Bowles i 'Cabaret', Polly i 'Laser og Pjalter', luderen i 'Mutter Courage', 'Hedda Gabler', 'Chicago', Lady Macbeth og - på Aalborg Teater - Elektra. »Da jeg kom hjem fra USA igen, fandt jeg mig ellers længe mellem to generationer i dansk teater - Ghita Nørby, Lone Hertz og Malene Schwartz på den ene fløj og det politiske teater og grupperne til den anden side. Og jeg var alligevel så gammel, at jeg tilhørte 'Tordenskjolds soldater', og dem kunne man ikke bruge, så jeg mærkede også mange lukkede døre. Der gik ni år, før jeg igen fik en opgave i hovedstaden«. Fastansættelse Fra 1986 og de følgende seks år holdt Lene Tiemroth en ny 'pause', hvor hun virkede som lærer på Statens Teaterskole. Det var en lærerig periode, hvor hun for første gang i sit liv var fastansat. »Jeg har altid været freelance, og dette var en helt ny måde at tænke på. De fastansattes frygt for et miste, hvad de havde, var større end min angst for ikke at have noget at lave. Det var også et hårdt liv med tre rektorer på så kort tid - og jeg har et godt fysisk parameter for, hvornår det går for stærkt. Så får jeg en rød trekant i panden. Den var til sidst helt glødende. Men dagen efter at jeg havde sagt op, var den borte«. Lene Tiemroth var her i begyndelsen af 1990erne godt og grundigt træt af teater, hun døjede også med alvorlig sygdom, men åbnede en genbrugsbutik for børnetøj. Det blev til tre måneders mentalhygiejne. Så mødte hun instruktøren Madeleine Røn Juul, og det blev et nyt vendepunkt. Sammen arbejdede de med Kari Vidøs 'Den flagrende gæst' på Bådteatret, hvor Tiemroth i høj grad fik lov til at bruge sin sorte humor. I de seneste år har Lene Tiemroth befæstet sin stilling som én af dansk teaters bemærkelsesværdige scenekunstnere. En sjælden fugl, der med et karakterfuldt ansigt og en stærk udstråling på scenen har skabt en række betydelige figurer på store og små scener - ammen i 'Faderen', moderen i 'Når bare det kommer fra hjertet', fräulein Schneider i 'Cabaret', sendebudet i 'Fønikerinderne', husfaktotum i 'O's historie', Selma Lagerlöf i 'Billedmagerne' og senest i Fassbinders 'I et år med 13 måner'. »Jeg har oplevet to meget forskellige perioder i mit aktive skuespillerliv. Den første ombæring var egocentreret og uhyre patriarkalsk. De gamle instruktører skulle hjælpe os til at spille rollen. De unge instruktører af i dag er helt anderledes. De forventer, at man kan spille rollen, men så kommer de med et koncept og nogle ideer, som vi får lov at prøve af. Med deres inspiration får de os til åbne op, og det har igen gjort det morsomt for mig at spille komedie«. Det gode liv Forude venter der Lene Tiemroth to gode, store opgaver. På Det Danske Teater skal hun være med i 'Til Fædra' i Christoffer Berdals instruktion, og dernæst gælder det 'Huset Theben', som Madeleine Røn Juul instruerer på Aalborg Teater. »Om jeg har haft et godt liv? Det er vanskeligt at svare på. Jeg synes, mit liv i dag er godt. Men det er ikke hverken trygt eller sikkert. Det har jeg heller ikke valgt. Det har været 35 meget personlige år i dansk teater, og jeg har et decideret ejerforhold til mit eget liv. Jeg kunne ikke have gjort det anderledes. Der har været mange op- og nedture, men på den måde ligner mit liv også mig selv. Og jeg har i hvert fald aldrig kedet mig«. »For nylig sagde en kollega til mig, at jeg er god til at få tingene ud i salen. Jeg kan også godt klare lange replikker, uden at publikum keder sig. Og så tror jeg, at jeg er god til ikke bare at spille på én facon. Det er en gave, når man bliver ældre. Det giver frihed. Det handler jo hele tiden mere om rollen end om mig selv, og hvis man venter længe nok, kan det blive en god ting«.