Jeg ved ikke, hvad vi har gjort galt. Vi har ikke sagt puuha, når hun rører ved vådt sand. Vi har ikke tvunget hende til at sidde og spise ordentligt som en pæn lille pige. Og vi har hverken klædt hende i lyserødt eller flæser, men oftest i sine fætres aflagte tøj. Faktisk tror de fleste, der ser hende på gaden, stadigvæk, hun er en dreng. Men nej. Hun har udviklet sig til en rigtig lille finke. Det begyndte med ringspillet. Mens hendes fætre forsøgte at ramme pindene på krydset, så samlede hun ringene op fra gulvet og tog dem på armen. Som armbånd. »Se hvor fin jeg er!«. Og det er altså ikke noget, vi har lært hende.
Lokket med perler
I dagplejen skulle hun passes af en ny dagplejemor, og hun var lidt ulykkelig over omvæltningen. Men dagplejemoren fik hende til at overgive sig ved at hænge to perlekæder med træperler om halsen på hende. Nu har hun også fået perlekæder derhjemme, og de er det første, hun tager på om morgenen, og det sidste hun tager af, inden hun skal sove. Selv pottebesøget foregår kun iført body, sokker og perlekæde. Når hun sidder ved bordet, skynder hun sig at få fat i et stykke køkkenrulle, akkurat som os voksne, der altid sidder parate med papir for at fange grødklatter og mælkesøer. Og så siger hun ellers »tørre«, »tørre«, mens hun gnider bordpladen foran sig blank.
Sidder lidt for pænt
Hendes oldemor på Bornholm bemærkede de fornemme manerer: »Nej, hvor sidder Johanna pænt og spiser«. Hvortil Johanna svarer: »Johanna sidder pænt - Thor leger«. Og Thor er altså en lille kammerat fra dagplejen, der åbenbart hellere vil lege. Så ikke bare er hun pertentlig. Hun er også blevet en rigtig lille pigesladrehank. Og efter at have fået fat i det med at sidde pænt, så er hun også begyndt at kommandere rundt med mig: »Far sidde pænt - nu«. Hvilket ikke er så fjernt fra den tone, hendes mor benytter over for mig. Og hun ved udmærket, at hun er en pige. Andre piger mødes med et begejstret: »Hej pige!«, og henne til rytmik udnævner hun på skift de andre børn til at være »den nye pige«. Selvfølgelig er der også gode egenskaber ved Johannas nyfundne kvindelighed. F.eks. omsorg for andre. Alle mindre børn, hun møder, bliver inddraget i hendes omsorgstrip. De bliver udsat for knus og »nåeeh« og bliver klappet på hovedet. Og hendes egen babydukke - vi var længe om at overgive os, men det var altså sådan en grim skaldet en, hun legede med hele dagen hos dagplejen - bliver tævet rundt i manegen. Så skal den køres i barnevogn, så skal den sidde, så skal den spise eller sove, så skal den tørres, og så skal den have ble på. Men hvor omsorgen kan være noget anstrengende for dem, den går ud over, så har hun en rigtig dejlig social side, som hendes far er fuldkommen vild med. Hun udtrykker den med ordene »alle sammen!«. Dem bruger hun, hvis vi 'alle sammen' skal skåle ved bordet. Eller hvis vi 'alle sammen' skal med toget. Eller hvis vi 'alle sammen' skal hen og se fjernsyn. Det er det bedste i verden, når 'alle sammen' skal noget, sammen.