I Egypten fik Johanna øje på den største larve, hun nogensinde har set. Det var også den største, jeg nogensinde havde set, og den havde flere hår på kroppen, end mange kvinder har på begge deres ben tilsammen. Johanna var fascineret i ordets mest grundlæggende betydning, hvor hun på samme tid var draget og frastødt af skabningen, der bugtende krøb på sin bug. »Den er lidt sød, ikke?«, siger hun tvivlende til sin far, i et håb om at jeg kan forsikre hende om, at dyret trods sit ydre er opfyldt af gode intentioner. Og selvfølgelig er den lidt sød, akkurat ligesom den en meter lange fisk i Danmarks Akvarium og akkurat som de frustrerede hummere, vi så på en fiskerestaurant i lufthavnen - de lå og rodede, sindssyge af rædsel, med sammenbundne kløer.
Tale fjerner frygt
Hvis verden viser kløer, er det rart at kunne tale med andre om det. At blive enige om, at man bare skal smile til skabningerne og forsikre hinanden om, at den nok er »lidt sød«. For mig var det en stor erkendelse, at børn på halvandet år allerede er i stand til at praktisere neurolingvistisk programmering, hvor de med sproget som murbrækker får hold på en indre angst. En slags mentalt management. Og nu vi er ved havdyr, så hørte Johanna os tale indbyrdes om, at vi måske kan overskue en lille skiferie til næste år, når hun nærmer sig de tre. Og hendes stolte far mener jo bestemt, at hun bliver en haj på ski. Dette udsagn tog hun til sig, sikkert fordi der i min tone lå den kombination af stolthed og forventning, som får et barn til at blive enten meget ambitiøs eller meget ulykkelig. I hvert fald havde hun hele næste dag i dagplejen forvirret sin dagplejer ved hårdnakket at gentage påstanden om, at »Hanna bli'r en haj!«.
En sidste sang
For sproget kan selvfølgelig bruges til at dirigere verden, sådan at den bliver, som man kunne tænke sig det. Hvilket også gælder, når der faktisk er sagt godnat, og lyset er blevet slukket. Så er det, at hun forsøger sig med et hjerteskærende: »En siidste sang«. Sproget kan også bruges til at afværge mulige farer. Når jeg lader hånden vandre som en lille mus over Johannas mave, så ved hun, at den kommer til at sige kilde-kilde-kilde under hendes små dobbelthager. Og så er det, at hun forsøger sig med at føre krigen over i fjendens lejr: »Nej, far. Ba-vær. Kilde mor! To muser«. Ikke bare siger hun nej, hun udpeger også et alternativt offer og forhøjer samtidig straffen til ikke bare en, men hele to mus. Endelig er der selvfølgelig sprogets terapeutiske funktion, hvor man kan mindes og bearbejde traumatiske oplevelser. Som dengang Johanna fik løg i øjet. Det er snart et halvt år siden, men vi taler dagligt om det, og om hvordan Johanna græd, da hun fik løg i øjet, og om at det var synd for Johanna. Men clouet er selvfølgelig hver gang, at vi kan ende med et: »Nu gør det ikke ondt mere. Nu er det fint«.