Min kone havde under hele graviditeten en bog på sit natbord, Dit Kompetente Barn af Jesper Juul, og den er sikkert udmærket, og forfatteren er uden tvivl både rar og kompetent.

Personligt har jeg det dog sådan (uden at have læst en linie), at jeg får gåsehud, når nogen fortæller mig, at barnet er kompetent. Barnet er et pattebarn. Basta. Det er problematisk, når forældrene gør barnet til centrum i deres univers. Et univers, hvor de pludselig er reduceret til satellitterne Mor og Far, der hændervridende cirkler omkring det stakkels barn og ikke ved alt det gode, de skal gøre. Og hvor tvangstankerne kredser om, hvorvidt de nu har været en ordentlig mor eller far. Det er da synd. Især for barnet.

Johanna er nu ni måneder, og det står klart for mig, at min opgave ikke er at være en hundetræner, som lærer hende at rulle rundt og kravle og den slags. Alt det finder hun ud af selv.

Den store funktion for os som forældre er at lære hende at være del af en familie. At give hende masser af opmærksomhed, men samtidig vise hende, at der også findes andet. Blandt andet er der en relation lige foran næsen på hende, der hedder Far og Mor (det som også kaldes et parforhold - og vi var her jo faktisk først). Et eksempel: I starten da Johanna kom på fast føde, skulle man iføre sig fuldt regnsæt og gummihandsker for at gennemføre selve fodringen, hvorefter hele spisestuen blev spulet og desinficeret.

Nu er dét, de på seminariet kalder spisesituationen, blevet mere afslappet, så hendes høje stol er kommet over at stå mellem konen og mig, så vi kan give hende mad, samtidig med at vi selv spiser. Og hun er helt vild med det. Der er ingen tvivl - hun hygger sig så meget med bare at være en del af en stemning i stedet for at være et grødhoved, der bare skal fyldes hurtigst muligt. Nu er det ikke kun hende, det drejer sig om.

Bekymringen er stor: Mødrene køber psykologiske bøger om udvikling og indlæring, mens fædrene udgiver bøger, hvor de skriver, at kvinderne er alt for pylrede, og at der ikke er noget så godt som en fisketur, når der skal opbygges fortrolige forhold mellem barn og far. Men for mig at se kæmper den enkelte mor og far en frygtelig ensom kamp på denne måde i jagten på en idealiseret omsorgsgivende Mor og idealiseret maskulin og handlende Far. Løsningen, og den store forpligtelse, ligger lige foran næsen på os. Vi skal være en god Mor og Far, en alliance, som barnet kan ligge i læ bag. Pattebørn har brug for tryghed, ikke en følelsesmæssig 'Hvad har du selv- lyst til-blankocheck baseret på en romantisk forestilling om, at barnet nok selv ved bedst.