Nå, du hedder så Tammi Øst, men derfor kan man vel godt være helt okay? »Om det er okay at hedde det?« Det er da helt okay. Men det er egentlig også lidt underligt. »Jeg har det også lidt underligt med det nogle gange. Det er, som om det ville passe bedre til en afrikaner fra en eller anden stamme«. Jeg kan kun komme i tanke om en kanin og så hende countrysangeren Tammy Wynette. »Er der en kanin, der hedder det?« Ja, men altså, den er død nu. »Nå, jeg har nemlig ikke mødt så mange, der hedder det. Heller ikke af plysbjørne eller noget«. Tammy Wynette, jeg ved ikke, om hun også er død? »Nej, men navnet lever i hvert fald, og vi ved, hvem hun er«. Og dit navn lever bestemt også. Selv om det jo er lang tid siden, jeg blev forelsket i dig. Det var i filmen ’Ved Vejen’. »Super! Ja, og der var jeg endda helt uden sminke. Så det var helt ind til benet, du blev forelsket«. Det var faktisk ind til ret meget. Men der var du jo også sådan en køn, bleg, forsagt, brystsvag blondine. »Ja, og det er noget, mange mænd godt kan lide. Men forelsket var du?« Ja, dengang. Men så må jeg ellers sige, at det er noget af en skrap kælling, der er kommet ud af den lille brystsvage pige. »Ja, det er jo … Hvad skal man sige til det? Det er jo mediernes skyld, ikke? Der er nogen, der har syntes, at jeg skulle vrides derover«. Men nu går du så fra den ene katastrofe til den anden? Forleden var du med i et stykke om finanskrisen, hvor alle mistede deres penge og deres job. Og nu skal du være med i et, hvor hele verden er gået under. »Ja, og jeg vader rundt i uberørte områder med en stak rapporter om et liv, der engang har været. Så det skal jo nok blive festligt«. Kunne du tænke dig at være med i et stykke, hvor muslimerne har formeret sig som rotter og overtaget det hele: Rundetårn er blevet til en minaret, Copenhagen Business School er blevet til en koranskole, man må kun lave tegninger af geometriske figurer, og hvor alle pølsevogne er blevet forbudt? »Det kommer lidt an på, hvad jeg skal spille?« Er du ikke altid heltinden? Men desværre heltinde i nogle katastrofer, der er så store, at du ikke rigtigt kan ændre noget alligevel? »Det er sjovt at forestille sig, hvem der er heltinden i det sceneri, du lige har stillet op. Man kunne jo tænke sig, at det var Pia Kjærsgaard. Hun kunne så være en robocop, der reddede i hvert fald Rundetårn. Jeg ved ikke, om det har min interesse. Jeg er ikke helt vild med Pia Kjærsgaard. Men der kunne også være en heltinde, som lever under jorden med de få tilbageværende kristne, og som kommer op til overfladen og tror, hun skal bekæmpe muslimerne, men så bliver til en af dem og finder ud af, at det er meget fedt«. Man kunne tage de stykker, du er med i, og spille dem baglæns, så ville alle få deres penge, hus, job, kæreste og bil tilbage. »Ja, det kunne man godt. Man kunne også gøre det modsatte. Men jeg tror ikke, det interesserer folk med de der håbløse udgange. Vi skal have noget lys«. … »Og så blev der fandeme stille ... man kan virkelig få snakket sig ud af en tangent her. Særligt når der ikke er nogen i den anden ende, der siger noget«. »Pause. Der er opstået en pause. Samtalen har ellers kørt livligt og levende« »Ja, den kørte livligt«. » Men journalistens spørgsmål har fremkaldt en lang pause hos P, og det trækker op til, at den kan blive lang og ubehagelig«. »Ja, den kan blive meget lang: Den interviewede føler sig pinligt berørt og begynder at plapre løs om alle mulige ting, som er fuldstændig ligegyldige. Men bare det at tale gør, at hun føler sig i live. Men vi kom fra noget med nogle muslimer?« Lød det ikke godt, det, jeg sagde? »Jo, det skal du simpelthen have med, for det lød meget bedre end det, jeg har sagt«. Det er jo dig selv, der har skrevet det. »Hvad har jeg skrevet?« Alt det, jeg lige har sagt. Det har du skrevet i din roman, ’Ind til nu’ fra 2008. »Er det rigtigt? Nå, ja. Det har jeg! Det er jo starten af bogen. Du sidder simpelthen med fingeren nede i bogen! Ha ha! Nej, hvor er det ondskabsfuldt! Hold kæft, hvor er det sjovt! Hvor er du åndssvag!«. Du kan ikke engang huske, hvad du selv har skrevet? »Det kan jeg jo tilsyneladende ikke«. Nu havde jeg ellers forberedt en afslutning med noget andet, du har skrevet. Men når du ikke kan huske det, så ... Du siger selv, at det helst skal have en positiv udgang. Det er bare svært at se, hvordan det skal ende godt med alle de katastrofer? »I den katastrofe, jeg befinder mig i inde på Caféteatret, skulle det gerne være historien, som til alle tider vil overleve, og som er håbet. Altså: Fuck menneskene, på en vis måde. Men historien vil altid leve«. Jeg synes, det er bedre at citere fra din populære sang, »’Livet, det’ dejligt: »Når solen banker på mit bryst/ og jeg har næsten ingen lyst …« »Den sang kan jeg til gengæld godt huske: »Så tænker jeg: at livet det’ dejligt«.