Alt er til salg. Alt. Gamle men funktionelle kufferter, vinterdæk, sommerdæk, cykler, som børnene er blevet for store til, og helt fjollede ting som Amin Jensen-cd’er og syltede nissenumser. Et rigtigt loppemarked på en dejlig dansk grusvej i Morten Korchs idylliske Sydsjælland, men i nummer 27 er det gået over gevind. »Dette rækkehus er til salg«, står der på et stort skilt, som hænger over to Yamaha Virago-motorcykler, som også er til salg. Kæresteparret Nælle og Inge er gået planken ud. Alt er til salg for den rigtige pris. »Du har da vist ikke fået en håndbajer at gå rundt med«, råber Nælle og knapper en julebryg op. Hun forklarer, at rækkehuset på Fr. Bajersvej nummer 27 i Herlufmagle er 52 kvadratmeter med en 60 kvadratmeter terrasse, og det koster 740.000 kroner. Det sidste kan forhandles. Der er ikke havkig, køkkenalrum eller stuer en suite, men til gengæld gode naboer, og Nælle og Inge flytter kun, fordi Inge er selvstændig taxachauffør, og hun er træt af at lave regnskaber i soveværelset, så de vil gerne have et lidt større hus i Herlufmagle, og de kan ikke se nogen grund til at kaste penge efter en ejendomsmægler. Nælle griner. Sådan gør man ude på landet, mener hun. Så kommer John. Han bor et par hundrede meter væk, men hans kusine Dorte bor lidt længere nede ad vejen, og hun har sørget for, at han kom. Sammen med sin far. På Johns venstre lægmuskel står der Cecilie, på den højre Lærke. Det er hans døtre. De er hos deres mor.
John blev skilt for otte måneder siden, og huset er blevet for stort, når han kun ser sine piger hver 14. dag, så han er kommet for at se på Nælle og Inges rækkehus. »I kan da bare gå rundt«, råber Nælle til dem og åbner terrasselågen. John smiler skævt og fumler lidt med sin cigaretpakke. Så træder han et skridt tilbage, skyder underlæben frem og rynker panden. »Kom nu bare ind og kig«, griner Nælle. Det gør de så. Forældrene på ryggen Hver eneste dag går beboerne på Fr. Bajersvej forbi hinanden. Nogle gange hilser de, men de snakker ikke rigtig med andre end dem, de kender i forvejen, og de kan ikke længere huske, hvordan de lærte dem, de kender i forvejen, at kende.










