Henning, du var ret god i det der stykke inde på Det Kongelige ... »Hvilket stykke?«. Ja, det var sådan sidst i firserne. Du havde gammeldags tøj på, gik rundt med rank ryg og stirrede dæmonisk ud på publikum. »Jeg ved ikke, hvilket stykke du taler om. Men det er da fint, at du kunne lide det«. 40 år, hva’? Ups, hvad er tiden gået med? »Ja, den er ikke gået med at lave børn. Den er primært gået med at lave teater. Den er gået med at være i lære, om jeg så må sige, for som min gamle ven Nis Bank-Mikkelsen engang sagde: »Enhver kan kalde sig skuespiller. Det er først, når man har levet af det i 40 år, at man kan skrive det på visitkortet og kalde sig professionel«. Så jeg har bestilt nye visitkort«. Var det ikke ligesom at vinde i Lotto, da du pludselig fik et legat på en halv million kroner sidste år? »Jo, bortset fra at jeg havde købt mange boner i det lottospil i årene forinden. Sådan rent arbejdsmæssigt. Det hed sig, at det var for min rolle som Mikkel Borgen i ’Ordet’, jeg fik den«. Ja, det var det nok. Men senere midt i 90’erne så jeg dig i et andet stykke på Det Kongelige, hvor du gik rundt i gammeldags tøj med meget rank ryg og så dæmonisk ud på publikum. Var det ’Kirsebærhaven’? »Ja, det kan det godt have været«. Frk. Julie? »Nej, den spillede jeg på Det Danske Teater i 1972. Men det er da lidt kedeligt, hvis jeg har gået så meget rundt med rank ryg«. Jamen, er du da vimmer: meget rank! »Men ryggen holdt jo ikke. Jeg blev jo opereret i den. Så noget må jeg da have bøjet den«. Du har nok holdt den for rank. Men var det efter det med legat, at du blev så vild med at score kassen, så du begyndte at sælge grillpølser og leverpostej og alt sådan noget svineri på tv? »Ved du hvad, du: På det punkt er jeg ret kold i røven. Jeg ved godt, hvad du snakker om. Men når Ian McKellen kan speake British Airways, kan jeg da også godt speake en gang Gøl-pølser«. Og du kan speake ’Hvis De vil vide mere’ for Jyllands-Posten, mand. Jyllands-Posten og svinekød, du er jo en hel Muhammedkrise i dig selv, Henning. »Men jeg har åbenbart gjort det på en måde, så jeg ikke er blevet forfulgt«. Du har bare haft det godt med at sælge ud for en Henning med presenning? »Jeg har haft nogle gode oplevelser med at lave det, har også mødt en masse mennesker helt uden for min egen branche. Et år var jeg faktisk noteret for at have lavet helt op til 80 forskellige speaks. Men jeg havde en fed oplevelse, og en vare, der kunne sælges, så ...«. Du behøvede vel heller ikke ranke ryggen så meget. Du kunne ligge ned og sige alt det vrøvl? »Nej, jeg sad bøjet ind over en mikrofon. Det var måske dér, jeg begyndte at bøje ryggen«. Du er jo et godt eksempel på, at det ikke kan betale sig at passe sin skole og tage sin eksamen. Du gik jo ud af teaterskolen efter to år. Det budskab kan vi godt bringe videre? »Ja, tænk, det gjorde jeg«. »Drop skolen, knægt! Du kan ende med at komme til at tjene et par hundrede tusinde på at sige: »Hvis De vil vide mere«, mens du gnasker i en pølse«? »Det var da meget mere, jeg fik, mand! Er du sindssyg? Men jeg vil ikke anbefale nogen ikke at gennemføre skolen. Jeg blev bare så træt af den. Du må regne med, at det var i 1968. Vi lavede ikke andet end at sidde og diskutere, om vi overhovedet gad at blive undervist, og på hvilken måde det så skulle være. Men jeg kom ud at lære noget i stedet«. Du fik vel bare en kontrakt og nogle skillinger? »Nej, sådan var det ikke. Jeg fik en lillebitte kontrakt med Henrik Berring-Lisberg på Det Danske Teater. Og så var jeg så heldig, at han året efter begyndte at sætte mig til at lave enorme roller«. Nå, men nu jeg har dig: Hvis man vil vide mere, hvilken avis skal man så læse? »Ja, så skal man læse Politiken. Det gør jeg selv i hvert fald. Politiken, Danmarks internationale avis – hvis De vil vide mere«. Og den fik vi gratis. Jeg har den på bånd. Men nu skal du være ’Jeppe på bjerget’, en fordrukken bonderøv, der går og kvajer sig? »Ja, jeg har lavet min research grundigt«. Det skulle være »en moderniseret og skarp opsætning af Holbergs ’Jeppe på bjerget’«. Skal Jeppe så gå rundt med rank ryg og stirre dæmonisk ud på publikum? »Næ, nej. Men da jeg gik i gang med den rolle, var jeg lammet, hver gang jeg åbnede kæften. Jeg hørte jo alle de andre, der har lavet den tidligere. Så det har været et uhyggeligt stort arbejde at vaske hvert eneste ord rent for Buster Larsen og Osvald Helmuth og ...«. Men du var også ret god i den der ’19 røde roser’. Du gik med rank ryg og stirrede dæmonisk ind i kameraet. Godt nok havde du moderne tøj på. Men i en film fra 1973, så er det jo gammeldags i dag. »Det var trompetbukser. Jeg skulle faktisk slet ikke have spillet rollen som morder. Jeg skulle have spillet den rolle, Ulf Pilgaard kom til at spille. Men hovedrollen blev syg, og så fik jeg den. Ulf erstattede så mig. Jeg sagde glad ja. Og det var på grund af den rolle, jeg kom til at spille morder og psykopat resten af livet. Hvis nu de havde givet Ulf den rolle, havde han måske skullet være skurk resten af livet, og jeg havde stået og været morsom i Cirkusrevyen år efter år«. Ja, dér kunne du vel have tjent så godt, at du ikke behøvede lave reklamer? »Jeg kan da ellers se på mit tv, at Ulf er nødt til det ret tit. Men det blev frygtelig vanedannende for dem, der gav mig roller. Jeg har aldrig fået lov til at spille den forelskede unge mand. Men det er jo også de mest spændende roller. Dem, der er lidt tossede i hovedet, altså«.