Jussi Adler-Olsen. Kan man hedde det i dag? Altså Jussi. Ja, sagtens, og endda være glad for det. Og være glad for at servere historien om, hvordan navnet opstod. Den slags kan nemlig ske, hvis ens mor engang var forelsket i operastjernen Jussi Björling og i øvrigt syntes, det var synd for den lille dreng at skulle lyde navnet Carl Valdemar Henry, som han faktisk hed. Derfor blev han fra sin spæde barndom kaldt Jussi, og drengen blev så vant til det, at hans far var nødt til at give ham en særlig besked, da knægten skulle i skole. Han skulle lige vide, at når de henne i skolen sagde Carl, så var det altså ham, Jussi, de mente. Flotte anmeldelser I dag er den lille dreng hastigt på vej mod de 58, men kælenavnet har han holdt fast i, så det også kunne stå på forsiden af hans nye roman ’Fasandræberne’. En roman om politiets Afdeling Q, som Thomas Harder gav mange flotte ord med på vejen i sin anmeldelse på udgivelsesdagen. Det er langtfra første gang, forfatteren har fået gode anmeldelser og er blevet spået et snarligt gennembrud til et dansk publikum, som ellers nok synes at være altædende, når det gælder krimigenren. Men det forløsende hul igennem til de hjemlige krimi- og thrillerlæsere er aldrig for alvor kommet.
Godt nok har han solgt bøger – og sjældent under 10.000 eksemplarer i alt – men kendt og promoveret som de yngre krimiforfattere er han endnu ikke blevet. Og han har da på et tidspunkt overvejet at tage et kvindeligt pseudonym, selv om det naturligvis ville give visse vanskeligheder, når damebladene meldte sig for interview. Gang i historien Jussi Adler-Olsen debuterede i 1997 som spændingsforfatter med romanen ’Alfabethuset’, og fra starten stod det klart, at den danske forfatter havde blikket stift rettet mod den store verden. Der var lagt op til historier, hvor han ville konkurrere med folk som Frederik ’Sjakalen’ Forsyth.
