Tisvilde skifter navn til Nissevilde

Borgmester Jan Ferdinandsen står helt inde for Tisvildes navneskift.
Borgmester Jan Ferdinandsen står helt inde for Tisvildes navneskift.
Lyt til artiklen

Hej, Jan. Jeg er Djævlens advokat.

»Det er jo ikke dårligt«.

Og du er borgmester?

»Ja, det siger man. Heroppe i Gribskov«.

Men du er også borgmester i Nissevilde.

»Ja, det er rigtigt. Det er et dejligt sted heroppe med naturområder og gode parkeringsforhold. Masser af aktiviteter. Men vi har et problem, som var oppe på økonomiudvalgets møde i går: Vi skal jo nå at få byskiltene lavet om, så der står Nissevilde. Men jeg fornemmede en meget, meget positiv holdning til det«.

Prøv lige at sige det højt.

»Nissevilde«.

Nej, sig: ’Hej jeg hedder Jan. Jeg er borgmester i Nissevilde’.

»Hej, jeg hedder Jan F., og jeg er borgmester i Nissevilde«.

Det kan du ikke sige uden at grine. Er det, fordi Tisvilde ikke er et latterligt nok navn i forvejen, I har fundet på det? »Nej, men Tisvilde er jo et pragtfuldt sommersted, og det ville være naturligt at trække en masse mennesker fra hele Nordsjælland op til dette dejlige naturområde. Og derfor er der så sat en masse aktiviteter i gang som ...« Nå, er Strandkiosken også åben? »Der er sat en masse aktiviteter i gang heroppe, således at folk rigtig kan nyde julen i Nissevilde«. På os andre virker det nu lidt desperat. Folk tager jo til Tisvilde om sommeren på grund af naturen og stranden. »Det er en sidegevinst, at vi indretter en Nisseby heroppe. Vi har en dejlig lille bane, der kommer kørende ind. Vi har en pragtfuld gade, hvor der er butikker med lys. Der er virkelig hyggeligt oppe i Nissevilde. I kommunen håber vi, at det bliver en tradition, således at man kan trække en masse juleturister herop og nyde det skønne område, få købt en del og tage del i de skønne aktiviteter, vi har«. Spar-købmanden er altså også åben? »Ja, ja. Der er åbent over det hele. Også hos ejendomsmægleren. Han har julenisse... hvad hedder det nu? Han har hat på. Sådan en tophue«. Pressemeddelelsen, som gav mig stor lyst til at tale med dig, skal jo egentlig promovere Tisvilde i december. Men den ene gang efter den anden vender teksten tilbage til Tisvilde om sommeren:

»Vi har et helt fantastisk sted i Tisvilde. Sæsonen starter ved påske, og op gennem sommeren er der sort af mennesker, kendisser, berømtheder, reklamefolk, prinser og prinsesser og en masse aktiviteter fra maj til september. Tisvilde er ikke bare en sommerby«.

»Ja, det er rigtigt«.

Men nu er det ikke sommer. Hvad skal vi så bruge en sommerby til? »Vi skal op til Nissevilde og hygge os og se ud over vandet og på butikkerne og de hyggelige restauranter«. Hvis der nu sker et dobbeltmord i et sommerhus på Helenekildevej her i december, skal der så stå: ’Uhyggeligt dobbeltmord i Nissevilde’ i Politiken? »Det vil nok være lidt vanskeligt af hensyn til gps’erne. Der skal vi nok sige Tisvilde. Det bliver vi nok nødt til, indtil vi har fået det kørt ind. Det kommunale system er jo ikke så hurtigt«. Ja, I har det lidt svært med det tekniske. Nissevilde har ikke en webside. Til gengæld er der noget, som hedder www.tisvildejuleby.dk. »De venter vel bare på den tilladelse fra kommunen, for hvis man kommer igennem med det her Nissevilde, så må det være noget, man skal satse på fremadrettet. Det har man set ske andre steder, for eksempel Roskilde Festival«. Du tror ikke, der skal lidt mere til at skabe en konkurrent til Roskilde Festival end at kalde en by for Nissevilde? »Alting begynder i det små. Da de startede nede på Roskilde Festival – det kan jeg godt huske, hvordan var«. Du var sgu da ikke på Roskilde Festival, da den begyndte. »Hvorfor var jeg ikke det?«. Du er jo konservativ for helvede, Jan. »Sådan noget pjat. Selvfølgelig var jeg da det«. Et sidste spørgsmål: Tror du på julemanden?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her