Hvordan er det egentlig at være forelsket i sig selv? Er det sådan, at du rødmer, når du siger noget sødt til dig? »Det kan sagtens ske. Jeg rødmer daglig. Det er også, fordi jeg er rigtig god til at komplimentere mig selv. Der er jo også meget at rose«. Er det så sådan: Du kommer gående hen ad gaden. Det er lang tid siden, du har set dig. Så får du lige pludselig øje på dig. Du bliver vildt overrasket! Du havde jo ikke en aftale om, at du skulle ses i dag. Lige i dét øjeblik får du så sådan en rislen op ad rygraden? »Den følelse tror jeg, vi alle kender. Normalt er den jo rettet mod andre. Det her er mere sådan en boomerangeffekt, hvor kærligheden rammer én i nakken, og så tager man sin hånd og tænker kun på sig selv«. Hvad gør du så, hvis du går rundt i Illum og pludselig bare får mega meget lyst til dig selv? Og det skal bare være her og nu? »Ja, det er jo meget nemt. Det er bare en skam for de forbipasserende. Men de overlever som regel. For det er jo et flot syn«. Martin, hvorfor lader du egentlig, som om du er dummere, end du i virkeligheden er, i dine sangtekster? »Det er æh ... Det er et meget godt spørgsmål ... Men ... Men altså, gør jeg nu også det? Lader jeg, som om jeg er dummere, end jeg er? Nej, det synes jeg faktisk ikke, jeg gør. Jeg synes jo, det er meget begavede tekster, jeg har skrevet til det album. Men hvor dum tror du egentlig, at jeg er?«. Jeg tror slet ikke, du er dum. Men dine sangtekster får mig til at tænke på tåbelighed, afdanket ironi, magelighed, åndsformørkelse. »Nå, det var da ikke så rart«. Jeg ved da godt, der er nogle af dine tekster på det der album, der er lidt politiske. »Ja?«. Den der ’Fremmedgjort’ for eksempel. »Næh, den er da egentlig ikke politisk«. Næh, ikke når man lytter nærmere efter. Så handler den jo bare om en doven velfærdsidiot, der ikke gider lave regnskab. »Det er rigtigt. På den måde er jeg rigtig doven. Men derfor kan man jo godt være træt af bureaukratiet. Det er en sang, der kunne være skrevet i 1970’erne. Men det gør ikke min fremmedgjorthed mindre over alle de svære ord«. Det er jo også svært at få det til at virke troværdigt, en protestsang, der bliver sunget af en millionær, der brokker sig over, at han skal lave regnskab. »Men jeg er jo ikke millionær«. Nej, ikke mere. Men det blev du jo første gang for ti år siden, da I lavede Det Brune Punktum på Bellevue. »Nå, ja, det er rigtigt. Dér blev jeg millionær«. Hvad kan man så kalde dig? Det hedder jo nyrig, når en søn af to fritidspædagoger bliver millionær. Men hvad hedder det så anden gang? Altså når han har brugt alle pengene og er blevet fattig igen og så bliver millionær én gang til? »Det hedder vel andengenerationsnyrig. Men jeg er slet ikke millionær for tiden«. Nej, det er jo derfor, du har lavet både album og forestilling. »Ja, for der er ikke mere på kistebunden«. Hvordan kan det være, at du siden det der på Bellevue for ti år siden ikke er blevet lige så højreorienteret, som Hella Joof er blevet? »Er hun blevet højreorienteret?«. Ja, hun sidder jo og er højreorienteret i radioen hver lørdag hos ham der Mads med Monopolet: »Folk skal bare lade være med at brokke sig, de skal lære at klare sig selv og tage sig sammen«, siger hun hver lørdag. »Er det højreorienteret? Nå, jeg har nu aldrig selv været særlig orienteret, rent politisk. Jeg kalder mig selv venstreorienteret, men det er, fordi jeg har gået på Bernadotteskolen i 10 år. Der skulle man bare være venstreorienteret. Men jeg har svært ved at have en mening om mange ting, fordi jeg er så ekstremt god til at se tingene fra forskellige sider«. Men hvordan kan det så være, at du ikke er blevet lige så højrøvet, utilnærmelig og divaagtig, som Paprika Steen er blevet? »Fordi jeg i bund og grund er et meget kærligt og venligt menneske. Og det er Paprika faktisk også. Hun er måske bare bedre til at skjule det end jeg«. Hvordan kan det så være, at du fremstår lige så bøsset som Peter Frödin? Når du notorisk ikke er homo? »Hvor ved du det fra? Hvem har fortalt dig det? Ved du hvad; jeg har aldrig sagt, at jeg er heteroseksuel. Find lige det sted, hvor jeg er citeret for at sige det«. Jamen, du bliver jo heller ikke spurgt. »Så prøv at spørge mig«. Det er jo det, jeg lige har gjort. Nej, du spørger sådan rigtig kringlet, smart og advokatagtigt. Prøv at spørge mig helt straight. Spørg mig nu direkte!«. Nej, det er altså lidt pinligt, synes jeg. »Det skal du da ikke være flov over. Du skal jo være ond og væmmelig«. O.k. Martin, er du egentlig heteroseksuel? »Ja«.