En nøgen mand åbner døren ind til et værelse. Han går ind og stiller sig midt på gulvet. Det er tidligt om morgenen. Han er lige stået op og står og strækker sig.
Pludselig kommer en bulldog løbende mod ham. Den knurrer. En meter fra ham sætter den af med bagbenene og springer mod hans skridt. Han når at træde et skridt tilbage. Men hunden bider sig fast. »Aaav! Aav!«. Han skriger af smerte og slår ud med hånden for at få den væk, mens han bakker langsomt ud af rummet. Hunden svinger fra side til side i hans penis. Balder Olrik trykker pause. Videoen med den nøgne mand fryser på skærmen. »Se her ...«, siger han. »Det ligner en hjemmevideo. Vi har lavet billederne kornede og gule – og så har vi sat en ekstra lang penis på ham«. Balder Olrik peger på skærmen. På den nøgne mand. Han står med front mod kameraet. Man kan tydeligt se den ekstra lange penis, som er fotomanipuleret fra en pornofilm ind i videoen. »Hvis vi lige spoler lidt tilbage ...«. Balder Olrik spoler tilbage. Så trykker han ’play’. »Der!«, siger han. »Der kommer sving i den«. Hunden svinger fra side til side. Manden skriger. »Den skal da bide sig godt fast i bollerne på ham« Videoen blev sendt ud på internettet i 2003 og blev allerede den første dag set af mere end 36.000 personer. I de følgende måneder og år voksede det tal til over 20 millioner. »Den startede ligesom det hele«, siger Balder Olrik. »Egentlig var det bare et eksperiment. Vi fik den her opgave med at lave en reklamevideo for antivirusproducenten Bullguard og tænkte: »Bulldog. Hvad kunne man lave af sjov med en bulldog?«.










