»Jeg plejer altid at joke lidt med de andre på arbejdet om, at nu skal de passe på, fordi her sidder førstedamen. Det er mig. Jeg er the first lady of ArtRebels«, siger Elena Cosovic, kaldet Ena, med et grin. Sammen med sin kæreste og partner, Carla Cammilla Hjort, arbejder hun i den kreative virksomhed ArtRebels, har duoen Fagget Fairys og arrangerer om et par uger Trailerpark Festival i København. Hvordan er det at være kæreste med chefen? »Jeg synes, vi har en fin arbejdsdeling. Carla er meget visionær og står for det overordnede, mens jeg mere er hands on og nede i det praktiske, detaljerne, og lægger mærke til, hvis nogen har en dårlig dag på kontoret. Jeg står for bookning af musikken og afvikling af musikproduktionen på Trailerpark. Og så fungerer jeg lidt som Carlas anden kalender, fordi jeg har fotografisk hukommelse. Carla er desuden arbejdsskadet og kan ikke huske folk og navne særlig godt, så der fungerer jeg lidt som præsidentens højre hånd og når at hviske til hende, hvem folk er, og hvor vi kender dem fra, inden de når over til os til en fest«. Hvad var dit forhold til musik, inden I sammen skabte jeres band, Fagget Fairys?
»Jeg har haft en barndom, hvor jeg er blevet voksen meget tidligt. Vi kom til Danmark som flygtninge fra Bosnien, og jeg har en mor, som er psykisk syg, så jeg har et meget nært forhold til mine søskende og følte i en tidlig alder et stort ansvar. Derfor var min hverdag som barn at sidde og drømme mig væk på mit værelse og se MTV og synge med. Så jeg er et rigtigt MTV-barn og lærte engelsk fra fjernsynet. Det eneste, jeg ønskede, var at stå på en scene, men jeg turde aldrig sige det til nogen. Jeg har altid været et enspænderbarn, der ikke havde nogen venner, så musikken var mit eget lille univers. Men jeg har aldrig fået undervisning eller noget«. Du var model og gymnasieelev, da du og Carla mødte hinanden. Hvordan blev du sporet ind på musikken? »Som med så meget andet var det Carla, der skubbede til mig. Jeg er sådan en forsigtigper, der tænker alt for meget over tingene, hvor Carla bare sagde, sluk for hjernen, og gå op på den scene. Og det gjorde jeg så den aften, vi spillede sammen første gang og fandt ud af, at det var det mest naturlige for mig. Jeg kan huske, at jeg tænkte, jamen, det er jo det her, jeg skal! Det er lige præcis det her, der gør mig glad. Siden har jeg fundet ud af, at min styrke er at improvisere, at freestyle på stedet. Jeg bliver inspireret af det der pres fra publikum om at levere«. Går klappen aldrig ned? »Nej, det har jeg gudskelov aldrig oplevet. Det er, som om jeg indgår i en symbiose med musikken og fornemmer, hvilke tonearter der kommer. Det er vildt spændende at komme ud på dybt vand, og det er der, jeg klarer mig allerbedst. Lige så snart jeg tænker for meget eller er for meget til stede i min hjerne, så panikker jeg, og så kan jeg ikke noget. Det er også derfor, jeg har det svært med lydstudier. Det der rum, tre mennesker og en mikrofon. Det er et meget intimt og sårbart rum, hvor jeg selv føler, det bliver noget lort, det jeg laver. Men der opstår magi, når jeg går ind i musikken intuitivt. Mit yndlingsscenarie er 5.000 mennesker, der står og venter – og jeg skal finde på et eller andet«. Hvad betød det, at Carla var 28, og du var 17, da I mødtes? »Jeg var meget forvirret omkring, hvad jeg skulle og var ikke glad i gymnasiet, men havde nogle forældre, der forventede, at jeg ville tage den akademiske vej eller i det mindste færdiggøre gymnasiet. Så jeg brugte meget Carlas styrke til at komme igennem den periode, hvor jeg droppede ud og begyndte at kaste mig ud i musik og entreprenørskab og kulturliv. Jeg følte mig lidt underlegen i forhold til hende i starten, fordi hun var så sej og fantastisk til det, hun laver, og jeg blev ved med at sammenligne os. Det var også meget Carla, folk henvendte sig til, fordi hun var den åbne og imødekommende af os, mens jeg mere er til at sidde i et hjørne og være observator. Carla kan have samtaler kørende med folk syv timer i træk og ideer og brainstorm hele tiden, og der kan jeg slet ikke være med«. Sammen i døgndriftDu satsede vel på en eller anden måde forholdet til dine forældre, som er fra Bosnien med muslimsk baggrund, ved at vælge Carla som kæreste? »Ja, de var fuldstændig ulykkelige i starten. Hele deres verdensbillede faldt fra hinanden, også fordi jeg droppede gymnasiet. De sagde: »Vi er jo kommet til Danmark, for at du kan få en uddannelse, og så vil du ikke have den?«. Det var en heftig periode, hvor jeg følte, at jeg gjorde mine forældre ulykkelige og svigtede mine søskende ved at flytte fra dem. Men jeg havde brugt hele mit liv på at sørge for, at andre havde det godt, og jeg var nødt til at finde min egen vej. I dag elsker min familie Carla og omvendt, fordi hun er så ærlig og har en egenskab til at tryllebinde folk og tør sige ting til mine forældre, som jeg aldrig selv ville turde. Det var også, som om aldersforskellen imellem os ikke betød så meget, fordi jeg var enormt gammel på mange områder, og hun er ung på nogle andre. Så vi havde begge brug for hinanden«. I dag er I sammen i døgndrift, på kontoret, derhjemme, på spillejob i udlandet. Får du aldrig brug for noget solotid?
