Det er i 1996.
To år efter folkedrabet i Rwanda. Jørn Stjerneklar går rundt i den forladte flygtningelejr Mungunga i nabolandet Zaire, da han pludselig får øje på noget i en bunke lig. Noget, der bevæger sig. Under folkedrabet havde hutuer slået tutsier ihjel i Rwanda. Men derefter tabt krigen. En million hutuer var derfor flygtet og levede nu i lejre i nabolandene. Ikke fordi de ikke ville vende hjem. Men fordi de ikke måtte. De slagne ledere havde brug for dem. Som skjold mod tutsiernes hær. Og som indtægtskilde. Og hvis nogen så meget som luftede tanken om at vende hjem, blev de slået ihjel. Men en dag begav en halv million flygtninge sig alligevel hjemad til fods. Det er den dag, Jørn Stjerneklar træder ind i lejren. Han ser en dreng, der sidder på en sten, og tror, at han er død. Så forstår han, hvorfor drengen sidder så stille. Hans ene arm er hugget af. Lidt borte fra drengen ligger en snes lig i en dynge. Hutuer, der blev hakket ihjel af deres egne aftenen før, fordi de ville hjem. Og pludselig registrerer Jørn en bevægelse et sted mellem de døde kroppe. En baby, der rører på sig. En pige. Han samler hende op. Hun er dehydreret og har et gabende sår i hovedet. Men lever. »Hvis der havde ligget 20 mennesker, kunne jeg ikke have gjort noget. Nu lå der kun én baby. Og da var jeg nået til et punkt, hvor jeg var nødt til at gøre noget«, siger Jørn Stjerneklar, der bærer barnet op til landevejen, hvor han får et lift. Der er 16 kilometer til hospitalet i Goma. Og en halv million mennesker på vandring. Så turen tager en time. Og som den danske fotograf siger: »Man kan nå at tænke meget i løbet af en time«. Hvis pigen overlever, vil han tage hende med hjem, tænker han. Og give hende et liv. »Så havde jeg da gjort noget konkret. Og så er der det ... at hun er hutu«. Det er skæbnens ironi, at han pludselig sidder med et hutu-barns liv i sine arme. Men det er også en chance. To år efter folkedrabet i Rwanda er Jørn Stjerneklars følelser for hutuerne nemlig mildt sagt kølige. Han har set, hvordan de først myrdede 800.000 tutsier i Rwanda. Og hvordan folkemorderne siden skjulte sig blandt de flygtede hutuer og foretog angreb ind i Rwanda og dræbte vidner til folkedrabet. Endnu i dag har han svært ved at slippe tanken, når han går på markedet i Rwanda. At de er folkemordere alle sammen. Og han ved om nogen, at den slags generaliseringer kan være farlige. Historien fortæller Jørn Stjerneklar i sin dokumentarfilm ’Tom, Gud og Harry’, som sendes på DR 2 i næste måned. Filmen viser hans rejse tilbage til Rwanda i et forsøg på at begribe folkemordet. Og at slutte en slags fred med det skete. I dag bor han i Sydafrika, og interviewet finder sted under et kort besøg i Danmark, i journalistens køkken, hvor han sidder og stirrer ud i gråvejret, mens han mørkt og lavmælt arbejder sig igennem historien. I helvede To år tidligere, i april 1994, sidder han med sin kæreste i køkkenet i deres hjem i Kenya og hører radio. De har lige fået en søn, Jørn har holdt fri i to måneder, og der er lavvande i kassen. Alligevel lover han sin kæreste ikke at tage af sted, da de hører i radioen, at Rwandas præsident er blevet skudt ned i sit fly. For de ved, at nu bliver det grimt. Men to dage senere ringer telefonen. Den amerikanske TV-station ABC har en flyver klar til at fragte Jørn til Burundi. Derfra må han selv finde en vej. »Men du er jo en stor dreng«, som stemmen siger. Smigrende. Ligesom honoraret: 10.000 kroner om dagen. Jørn Stjerneklar har dækket kontinentets konflikter i årevis og er kendt blandt kolleger for sin knusende ro. I Burundi slår han sig sammen med tre andre pressefolk, køber en bil og begiver sig ind i Rwanda. Ud på formiddagen når de hovedstaden Kigali. »Og fem-seks kilometer uden for byen kan vi se, at hele befolkningen er på vej ud. Og bunkerne af lig begynder at vokse ved de vejspærringer, der er sat op«. Inde i Kigali er der vejspærringer for hver 100 meter, fortæller han. Og når bilen standser, sidder det lille selskab og stirrer ud i den rene rædsel. »Det er ligesom at komme i helvede. De går og skyder folk langs vejsiden. Ligene ligger oppe i vindueshøjde, og blodet flyder ned over asfalten«. Lobbyen i Hotel Des Milles Collines er fyldt med tutsier på flugt. Andre pressefolk forklarer de nyankomne, at byen er livsfarlig, og at der kun er én måde at dække historien på. Om bord på de belgiske soldaters køretøjer. Men nej, siger den franske fotograf Jean Mark og Jørn Stjerneklar til hinanden. »Vi har købt den bil for at bruge den«. Idioten fra Kigali Første vejspærring klarer de. Ved den anden stiger Jean Mark ud og spørger i klyngen af militsfolk, om de må filme. I vejsiden ligger en ordentlig bunke lig. Svaret er: Nej. Men Jørn er allerede ude. Med kørende kamera. »De begynder at hive knivene frem og træder helt op i hovedet på mig og råber og skriger på fransk. Jean Mark oversætter ud ad mundvigene. Jeg filmer sgu ikke, siger jeg. Så er det, at de vil slå mig ihjel«. En franskmand kan være nyttig under et folkedrab. Især hvis morderne taler fransk og betragter Frankrig som en venligtsindet magt. Den dag redder Jean Mark sin danske kollegas liv. Han forklarer, at man slet ikke kan filme uden blitz. Og trykker sin blitz af for at understrege sin pointe. »Det tror de så på. Halvdelen af dem«, siger Jørn Stjerneklar. »Der er 14-15 stykker. De deler sig i to grupper. Den ene flok vil skære mig i småstykker. Den anden vil lade mig gå. Det er ligesom at se en tenniskamp«. »Gå ind i jeres bil«, siger en mand pludselig. Det gør de. Og som Jørn Stjerneklar siger: Ethvert fornuftigt menneske ville vende bilen og køre tilbage til hotellet. »Men vi kører videre. Det er derfor, at én senere kaldte mig ’Idioten fra Kigali’«. For hver vejspærring bliver militsfolkene mere og mere fulde. Uden for bilens ruder bliver folk slået ihjel. »Det er også en folkefest. Det er bizart. Folk er pissefulde og skæve og klædt ud og har parykker og damefrakker og kjoler på. De har plyndret bryggeriet, alle forretningerne og al sprut. Byen befinder sig i en rus«. Jørn og hans kollega når et par kilometer væk fra hotellet. Så har de fået nok. Og vender om. »Jeg tror, et folkemord er det værste, du kan opleve. Fordi alt er tilladt. I en krig er der visse spilleregler. Du ved, hvor fronten er. I et folkedrab er der ingen regler. Det foregår over det hele. De voldtager, de skærer i stykker. Og det er fuldstændig uforudsigeligt, hvad der sker. Er de pissefulde? Kan du snakke med dem? Du ved det ikke, før du stopper«.
