0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Krigsreporteren: Vi kan alle slå vores nabo ihjel

Fotografen Jørn Stjerneklar tog til Rwanda i april 1994. Da han en uge senere vendte hjem, var noget i ham knækket.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Flygtningelejren var forladt. En halv million hutuer havde begivet sig tilbage til Rwanda, men ligene lå tilbage i dynger. Pludselig fik den danske fotograf Jørn Stjerneklar (billedet) øje på noget, der bevægede sig. En lille, overlevende pige. Og besluttede sig for at prøve at redde hendes liv. Men der var 16 kilometer til hospitalet og en halv million mennesker på vejene. Copyright: Jørn Stjerneklar

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er i 1996.

To år efter folkedrabet i Rwanda. Jørn Stjerneklar går rundt i den forladte flygtningelejr Mungunga i nabolandet Zaire, da han pludselig får øje på noget i en bunke lig.

Noget, der bevæger sig.

Under folkedrabet havde hutuer slået tutsier ihjel i Rwanda. Men derefter tabt krigen. En million hutuer var derfor flygtet og levede nu i lejre i nabolandene. Ikke fordi de ikke ville vende hjem. Men fordi de ikke måtte. De slagne ledere havde brug for dem. Som skjold mod tutsiernes hær. Og som indtægtskilde. Og hvis nogen så meget som luftede tanken om at vende hjem, blev de slået ihjel.

Men en dag begav en halv million flygtninge sig alligevel hjemad til fods.

Det er den dag, Jørn Stjerneklar træder ind i lejren. Han ser en dreng, der sidder på en sten, og tror, at han er død. Så forstår han, hvorfor drengen sidder så stille. Hans ene arm er hugget af.

Lidt borte fra drengen ligger en snes lig i en dynge. Hutuer, der blev hakket ihjel af deres egne aftenen før, fordi de ville hjem. Og pludselig registrerer Jørn en bevægelse et sted mellem de døde kroppe. En baby, der rører på sig. En pige. Han samler hende op. Hun er dehydreret og har et gabende sår i hovedet. Men lever.

»Hvis der havde ligget 20 mennesker, kunne jeg ikke have gjort noget. Nu lå der kun én baby. Og da var jeg nået til et punkt, hvor jeg var nødt til at gøre noget«, siger Jørn Stjerneklar, der bærer barnet op til landevejen, hvor han får et lift.

Der er 16 kilometer til hospitalet i Goma. Og en halv million mennesker på vandring. Så turen tager en time. Og som den danske fotograf siger: »Man kan nå at tænke meget i løbet af en time«.

Hvis pigen overlever, vil han tage hende med hjem, tænker han. Og give hende et liv.

»Så havde jeg da gjort noget konkret. Og så er der det ... at hun er hutu«.

Det er skæbnens ironi, at han pludselig sidder med et hutu-barns liv i sine arme. Men det er også en chance. To år efter folkedrabet i Rwanda er Jørn Stjerneklars følelser for hutuerne nemlig mildt sagt kølige. Han har set, hvordan de først myrdede 800.000 tutsier i Rwanda. Og hvordan folkemorderne siden skjulte sig blandt de flygtede hutuer og foretog angreb ind i Rwanda og dræbte vidner til folkedrabet.

Endnu i dag har han svært ved at slippe tanken, når han går på markedet i Rwanda. At de er folkemordere alle sammen. Og han ved om nogen, at den slags generaliseringer kan være farlige.

Historien fortæller Jørn Stjerneklar i sin dokumentarfilm ’Tom, Gud og Harry’, som sendes på DR 2 i næste måned. Filmen viser hans rejse tilbage til Rwanda i et forsøg på at begribe folkemordet. Og at slutte en slags fred med det skete.

I dag bor han i Sydafrika, og interviewet finder sted under et kort besøg i Danmark, i journalistens køkken, hvor han sidder og stirrer ud i gråvejret, mens han mørkt og lavmælt arbejder sig igennem historien.

I helvede
To år tidligere, i april 1994, sidder han med sin kæreste i køkkenet i deres hjem i Kenya og hører radio. De har lige fået en søn, Jørn har holdt fri i to måneder, og der er lavvande i kassen. Alligevel lover han sin kæreste ikke at tage af sted, da de hører i radioen, at Rwandas præsident er blevet skudt ned i sit fly. For de ved, at nu bliver det grimt.

Men to dage senere ringer telefonen. Den amerikanske TV-station ABC har en flyver klar til at fragte Jørn til Burundi. Derfra må han selv finde en vej. »Men du er jo en stor dreng«, som stemmen siger. Smigrende. Ligesom honoraret: 10.000 kroner om dagen.

Jørn Stjerneklar har dækket kontinentets konflikter i årevis og er kendt blandt ko