Lørdag 23. juli 2011, kl. 8.00. Pressemøde, statsministerens bolig i Oslo. Jens Stoltenberg tøver. Klamrer sig til manus, virker fjern. Han har ikke sovet, har i nattetimerne tumlet med beskeden fra politidirektør Øystein, som i telefonen, ved halvtretiden, fortæller, at mindst 80 er døde på Utøya. »Det er som et mareridt«, siger en bleg Stoltenberg ind i tv-kameraerne.
I dag lørdag er det fire uger siden. Fire lange uger, der udgør den mest krævende undtagelsestilstand, nogen norsk statsminister har oplevet siden Anden Verdenskrig.
Selv har Stoltenberg deltaget i syv begravelser. Holdt seks store taler. Mødt flere hundrede overlevende fra Utøya og de omkomnes søskende og kærester, mødre og fædre, ofte ved separate møder, hvor han mest lytter, hører historierne om de unge mennesker, der aldrig kom hjem.
Ud af tunnelen. Men også undtagelsestilstande har deres etaper, deres udvikling og snart – deres afslutning. Tirsdag i denne uge åbnede Jens Stoltenberg et nyt semester for de studerende ved Universitetet i Nordland i det nordlige Norge.
Terroren kastede lange skygger over besøget – selv om det var Stoltenbergs første almindelige embedshandling siden 22. juli. Stoltenbergs tale handlede om angrebene på demokratiet. Han mødte nogle unge mennesker, som overlevede massakren på Utøya.
Stoltenberg: Folkeviljen vinder Men der havde sneget sig noget nyt ind. Han tillod sig nogle små munterheder i talen, om dengang, han selv var ivrig studerende. Og selv om tøjet var mørkt, var valget af slips – for første gang siden 22. juli – faldet på et sort med små hvide prikker, som en lille anerkendelse af, at undtagelsestilstanden nu nærmer sig sin afslutning.
