Viralt hit: Statsministers taxa-tur vækker international opsigt

Medier. Flere nordmænd kunne først slet ikke genkende chaufføren Jens Stoltenberg.
Medier. Flere nordmænd kunne først slet ikke genkende chaufføren Jens Stoltenberg.
Lyt til artiklen

En ældre mand sidder på bagsædet af en taxa.

»Når jeg ser dig fra siden, så ligner du lidt Stoltenberg«, siger manden til chaufføren.

»Synes du, jeg ligner Stoltenberg?« spørger chaufføren tilbage, mens han holder øje med vejen.

»Er du Stoltenberg?« spørger den ældre mand.

Ordvekslingen er en del af et tv-indslag, der viser den norske statsminister Jens Stoltenberg i rollen som taxa-chaffør, mens han kører tilfældige nordmænd rundt i Oslo.

Passagererne er blevet optaget med skjult kamera inde i den Mercedes, Stoltenberg kørte, og søndag blev videoen lagt ud på YouTube, hvor den allerede er blevet et viralt hit.

Del af kampagnevideo
Flere store medier uden for Norges grænser har rapporteret om videoen, der blev optaget i juni.

»Det stunt ville have gjort næsten alle demokratiske ledere bange«, skriver den engelske gratisavis Metro.

ABC News i Australien skriver om tv-klippet under overskriften 'Norges statsminister går undercover som taxachauffør i Oslo', mens amerikanske Fox News beretter, at »Stoltenberg forvandler sig til taxachauffør for at komme tættere på sine vælgere«.

Og videoen, hvor passagererne en efter en opdager, at det er deres statsminister, der fører hyrevognen, er da bestemt heller ikke kun lavet for sjov.

Optagelserne er nemlig led i en kampagnevideo, der skal bruges frem mod valget i Stortinget i næste måned.

Professor: Stoltenberg er en superhelt

Kritik for sine køreegenskaber
Til det norske medie VG har Jens Stoltenberg forklaret om sine bevæggrunde for at gå undercover som taxachauffør.

»Det er vigtigt for mig at høre, hvad folk egentlig mener. Og er der et sted, hvor folk virkelig siger, hvad de mener om det meste, så er det i en taxa. Frit fra leveren«, siger Stoltenberg.

Han samlede passagerer op i området omkring statsministerboligen, og derefter kørte han rundt i den norske hovedstad. Men statsministeren får ikke topkarakter for sin præstation bag rattet.

»Taxien havde automatgear, og det gav mig en del problemer. Når jeg troede, at jeg trykkede på koblingen, var det bremsen. Så der var en del pludselige opbremsninger«, siger Jens Stoltenberg til VG om den opfindsomme happening.

Jens Stoltenberg: Det her er meget personligt for mig

Anders Hjort

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her