Flere af Stoltenbergs taxa-passagerer var castet

Lyt til artiklen

Den norske statsminister Jens Stoltenberg, som de seneste dage har høstet massiv succes med en sjov valgkampvideo, taber nu noget af glansen, efter de populære filmklip har gået sin sejrsgang på nettet.

Den norske avis VG afslører således, at folkene bag videoen har castet og betalt fem af passagererne til at deltage i valgkampsfilmen, der er viderebragt af mange medier i udlandet.

Arbejderpartiets film med skjult kamera viser Stoltenberg som taxachauffør, hvor hans kunder under turen pludselig opdager, at deres statsminister sidder bag rattet.

LÆS ARTIKEL Viralt hit: Statsministers taxa-tur vækker international opsigt

Fem af de i alt 14 passagerer var blevet gjort opmærksom på, at de deltog i en valgkampsfilm. De var castet på gaden, siger partiets pressechef Pia Gulbrandsen.

»Det betyder, at de bliver spurgt på gaden, om de kunne tænke sig at være med i en film for Arbejderpartiet, og at de vil blive hentet i taxa«.

»Fælles for alle passagererne er, at de ikke havde nogen anelse om, at de ville blive samlet op af statsministeren«, skriver Pia Gulbrandsen i en e-mail til vg.no.

Afviser at det var snyd

Dem, som blev castet til filen på gaden, fik 500 norske kroner for deres deltagelse. De øvrige fik turen gratis.

Ingen af passagererne har ifølge pressechefen på forhånd fået instruktion om, hvordan de skulle opføre sig i filmen.

Filmmageren Kjetil Try, som har været med til at udvikle filmen, mener ikke, at det er snyd.

»Absolut ikke, for pointen var, at de skulle komme ind i bilen og ikke vide, at det var Stoltenberg, som sad bag rattet. Og sådan var det for alle. Alle blev lige overraskede«, siger Try.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her