Poul Aarøe Pedersen - om det politiske: Med på en lytter
Det er enhver toppolitikers drøm: at trække en hvid kanin op af valghatten og som en tryllekunstner få vælgernes øjne til at trille ud af hovedet.
I en norsk taxa i juni var der 14 passagerer, som ud over øjne også måtte samle både næse og mund op fra bagsædet.
De seneste par dage har optrinnet så gentaget sig foran et utal af norske computere og fjernsynsskærme.
LÆS OGSÅ Viralt hit: Statsministers taxa-tur vækker international opsigt
Men hvad var det, han ville fortælle sine vælgere, ham statsministeren, taxachaufføren og guttermanden Stoltenberg.
Tja, noget sammenhængende og substantielt politisk budskab kan man ikke sammenstykke af filmens fragmenterede lydspor.
Her opsnapper man højst en lille bid om lektier eller lønninger. Men det politiske sigte med filmen er da heller ikke at få præsenteret Arbeiderpartiets politik.
Det er at få præsenteret Stoltenberg som en politiker, der lytter:
»I mit job som statsminister er det vigtig at finde ud af, hvad folk egentlig mener«, som han siger i begyndelsen af filmen. Og derfor sætter han sig ind i en taxa, »hvor folk virkelig siger, hvad de mener«.
Downsizing
Stoltenberg er en mand af folket, folkets mand.
Det var denne kapital, han som politiker fik bygget op i forbindelse med Utøya for to år siden, og som han nu forsøger at restaurere i en valgkamp, han vaklende står til at tabe.
Men hvor han for to år siden også var en stor statsmand, er han i sin nye video forvandlet til en urutineret taxachauffør, der forveksler bremsen med kobling. Man kan med rette spørge, om denne ’downsizing’ er den rette valgkampstrategi.
For to år siden troede ingen vel, at Stoltenberg nogensinde ville kunne tabe et valg igen.
Eller som professor Frank Aarebrot fra Bergens Universitet dengang karakteriserede ham: »Politikerne er gået fra at være en flok småtåber til at være helte. Og Stoltenberg er superhelten. Han har vist lederskab og er blevet populær«.
Castet på gaden
Siden er populariteten forsvundet i fjeldet – og hvem ved, måske er Stoltenberg nu på vej tilbage til småtåbeland.
Ikke så meget på grund af taxafilmen som på grund af omstændighederne omkring den: De seneste dage er det nemlig kommet frem, at Arbeiderpartiet har betalt fem af de 14 passagerer for at stige ind i bilen, og det stiller – i politisk sammenhæng – filmen i et helt nyt og nådesløst lys.
De fem er blevet castet på gaden og har fået 500 kroner for at »være med i en film for Arbeiderpartiet«, som partiets kommunikationschef sagde mandag.
Flere af Stoltenbergs taxa-passagerer var castetEller som man vel retteligen kan udtrykke det: De har fået 500 kroner af Arbeiderpartiet, så de over for Stoltenberg ’virkelig kan sige, hvad de mener’.
De betalte statister er helt indiskutabelt et selvmål.
Ja, måske ligefrem det største norske selvmål siden John Arne Riises hovedstød i eget net i Champions Leaguesemifinalen i 1998 mellem Chelsea og Liverpool. Man kan ikke betale folk for at sige, hvad de mener. Punktum.
Den politiske taxafilm var sådan set godt tænkt – den var bare ikke gennemtænkt.
Henrik Palle - om æstetikken: En rullende skriftestol
Hvis man skulle gå rundt og tro, at Danmarks socialdemokratiske statsminister har svære problemer og derfor er nødt til at tale om frikadeller i stedet for mere alvorlige samfundsanliggender, er det nok rigtigt, men for ingenting at regne imod, hvad hendes norske kollega Jens Stoltenberg er ude i: Som formand for Arbeiterpartiet står han til at tabe valget 9. september til det konservative Høyre, der anføres af den pragmatiske Erna Solfors.
Så i et forsøg på at lodde stemningen i folkedybet ifører Stoltenberg sig flyversolbriller og går inkognito som taxachauffør, og i den tre og et halvt minut lange video, der mest af alt ligner noget optaget med en smartphone til brug på YouTube eller Facebook, følger vi statsministerens kørsel med et bredt udsnit af den norske befolkning: Fra benovede backfische over forundrede folkeskolelærere til empatiske indvandrere, der mener, at Jens Stoltenberg er ’Grand Papa’ i Norge.
Som en skriftestol
Valget af køretøj er ingenlunde tilfældigt: En hyrevogn er et offentligt rum, som stort set alle har indtil flere følelsesmæssige relationer til og oplevelser i og med. Positive som negative.
Samtidig er taxien et transportmiddel, som overskrider såvel alders- som køns- og klasseskel – et socialt vakuum, hvor alle har ret til at være med samme gyldighed, hvis bare de kan betale den gældende kilometertakst.
SE OGSÅ
Tillige er det et rum med samme grad af fortrolighed som en skriftestol, hvis man vel at mærke ønsker det.
Hvad der foregår på bagsædet af en hyregryde, bliver der.
En mand af folket
Chaufførerne er godt nok ikke underlagt nogen lovfæstet tavshedspligt, men det er almindelig kutyme ikke at videreformidle informationer fra turene til tredjemand.
Samtidig er erhvervet ekstremt demokratisk: Der kræves ikke andre uddannelsesmæssige forudsætninger end erhvervskørekort og evnen til at kunne tale det lokale tungemål nogenlunde.
Så ved at tage rattet i en hyrevogn signalerer statsministeren, at han dels er en vaskeægte socialdemokratisk mand af folket, der ikke er bleg for at lytte til al folkets røst – i al fortrolighed som en blanding af skriftefader og empatisk lyttende alfader.
Ikke tilstrækkelig
Og i Norge kender de udmærket Dan Turèlls ’Jeg sku’ ha’ været taxachauffør’-rap fra den posthume cd ’Glad i åbningstiden’.
Ligesom de kender populære tv-formater som ’Cabbie Confessions’ og lignende.
Så man forstår både idé og hensigt, men må desværre konstatere, at det næppe er tilstrækkeligt til at vende ’merceren’, hvorfor vogn 49 nok må melde af efter afstemningen.
For som fortælling fungerer det ikke videre godt. Der er intet forløb, ingen egentlig dramaturgi, ingen udfoldet samtale. Og det er svært at høre, hvad der bliver sagt.
Det giver selvfølgelig en vis autenticitet, men fremmer ikke fornøjelsen for seeren.
fortsæt med at læse
