Djævlens Advokat: Hvad skal vi med en hel uge med tynde svedige mænd?

epo-parade. Det er da muligt, at der kommer til at være en enkelt EPO-bruger ved cykel-VM i København, erkender Jesper Worre over for Djævlens Advokat. Men det  bliver ikke som et rave party fuld af  ecstasy i Berlin. Overhovedet ikke, faktisk.
epo-parade. Det er da muligt, at der kommer til at være en enkelt EPO-bruger ved cykel-VM i København, erkender Jesper Worre over for Djævlens Advokat. Men det bliver ikke som et rave party fuld af ecstasy i Berlin. Overhovedet ikke, faktisk.
Lyt til artiklen

Jesper Worre, er det dig, der har fundet på EPO-paraden, der skal ødelægge almindelige københavneres hverdag i en hel uge?

»Nej, det var nu Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen og Sportevent Danmark, der fik den vidunderlige idé«.

Du er helt sikker på, det ikke er Enhedslisten? Det passer jo nok dem rimelig godt med en bilfri by – og endda helt uden betalingsring?

»Næh, det var ikke dem. Men rent politisk var det faktisk en enig Borgerrepræsentation i København, der støttede beslutningen«.

En enig Borgerrepræsentation? Aha, der kan du se! Det smager alligevel lidt af DDR.

»Tværtimod. Det var en meget demokratisk beslutning, hvor politikerne i København godt var klar over, at det ville få en hele del trafikale konsekvenser for København. Som vi jo også indrømmer, at VM i landevejscykling gør«.

Som I indrømmer, at I gør: Flot. For det er jo totalt knald i kalotten at lægge sådan et stort cykelstævne midt i en by, der i forvejen er et trafikalt mareridt? Men det ved du jo ikke noget om, du er vel fra Jylland.

»Jeg er sådan set fra Frederiksberg. Men jeg synes da ikke, der er så meget trafikkaos i København i sammenligning med alle mulige andre storbyer ...?

Du ser jo så heller ikke andet af storbyer, end hvad der er inden for afspærringen til et cykelløb. Men det er jo ovre på den anden side, der er kaos, ude hos os andre! Du befinder dig jo i et lukket miljø, hvor mænd i stramt tøj sveder, bagefter giver de så hinanden blomster og bliver kysset af nogle hammerlækre piger, som de så vender ryggen for at gå ind i et telt med nogle andre svedige tynde mænd.

»Altså, jeg cykler faktisk slet ikke så meget inde i København. Men jeg kan sagtens finde på at tage toget ind til byen. Det er hurtigere, end hvis man skal have bilen med til et møde kl. halv 9«.

Hør nu her: Det hedder VM i landevejscykling, og det sker inde i City? Det hænger jo ikke sammen, Jesper.

»Meget af det kommer til at foregå i Rudersdal Kommune på en meget, meget flot og spektakulær rundstrækning«.

Ja, hvorfor laver I ikke det hele ude hos de rige, så vi, der tjener vores penge ved at arbejde, kan komme rundt i vores egen by?

»Jamen, vi laver jo halvdelen af vores arrangement oppe hos dem!«.

Ja, og så kunne I lave resten i Jylland, hvor den borgerlige regering jo har anlagt masser af tomme motorveje. Så kunne vi, der har betalt for de tomme motorveje, få lov til at passe vores job.

»Alle, der skal på arbejde om morgenen, kan godt komme ind til byen med tog og andre transportformer. Og for cykler er der frit til at køre hele ruten rundt«.

Jeg har en ven, der har 4.000 partisansøm tilovers fra rydningen af Ungeren.

»Og?«.

Hvor skal jeg sige til ham, han får mest ud af at lægge dem?

»Du skal sige, at han skulle bruge dem til noget fornuftigt. Cykel-VM bliver en fantastisk begivenhed, og jeg tror, at der er flere, der glæder sig til det, end folk, der beklager sig over de lukkede gader«.

Er der flere bøsser i verden, end der er cykelryttere, tror du?

»Ja, det tror jeg, der er«.

Så er det jo lidt sjovt, at de kun skal bruge én dag til deres Gay Parade, mens I skal bruge en hel uge til jeres?

»Det er, fordi du ikke har studeret programmet ordentligt. Vi skal bruge en uge, fordi der jo er fem kategorier, fem konkurrencer i alt. Det er konkurrencer for kvinder, for unge, for seniorer, og der er også enkeltstarts-VM«.

Ah, o.k.! Så der er en masse unge mennesker af begge køn i tætsiddende tøj. Du mener, det bliver som et rave party i Berlin! Folk er bare på EPO i stedet for ecstasy?

»Jeg kan ikke udelukke, at der vil være en enkelt eller to på EPO. Men de bliver testet meget grundigt. Det bliver i hvert fald ikke som det, du snakker om i Berlin. Overhovedet ikke«.

Nej, du: »Rådhuspladsen, Indre By, Hellerup, Charlottenlund. Det er jo fremragende ...«.

»Ja. Fremragende«.

»... Eremitagesletten – det er jo virkelig et historisk sus, der er over ruten. Den er æstetisk og fuld af stemning«.

»Jørgen Leth har sagt, at vi har været meget generøse i rutetænkningen«.

Jamen, det var jo netop Jørgen Leth, jeg lige citerede. Fra en luderartikel i det blad, I har fået kommunen til at lave om VM i landevejscykling – i storbyen.

»Jamen, det bliver spændende. Det bliver det«.

Ja, retssagen bagefter, dén bliver spændende. Det er jo der, man finder ud af, hvem der har vundet et cykelløb. Man skal bare kunne bevise, man ikke var dopet, så vinder man. Men den retssag kan man jo klare indendørs uden at ødelægge livet for andre mennesker.


»Ja, den bør vi kunne klare uden at genere trafikken«.

FACEBOOK

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her