Det bliver en lun sommer i år, og det bliver helt sikkert nemmere at få hurtig, uforpligtende sex med forskellige partnere, end det har været i mange, mange år.
Hvis altså man er så heldig at være blandt de overlevende 50.000 kloakrotter i hovedstaden. Halvdelen af Københavns 100.000 kloakrotter omkom nemlig i weekendens voldsomme oversvømmelse af det underjordiske rørsystem. Så de overlevende har masser af mad og plads.
Sikkerheden er i top, da fotografen og jeg en lille uge efter katastrofen bliver lukket ned i kloakrøret under hjørnet af Næstvedgade og Livjægergade på Østerbro.
Små tyve minutter går der med at komme i sikkerhedsudstyret. Først og fremmest en orange heldragt i gummi med fastsiddende gummistøvler for enden af de brede bukseben, hjelm, gummihandsker, toxic-måler spændt fast på brystet og lygte på hjelmen.
Det uendelige mørke
For nutidens kloakarbejdere er det langt fra hverdagskost direkte at gå ned i rørene, de fleste reparationer og vedligeholdelsesopgaver foregår på gadeplan, hvor det oftest er højtryksspuleren, der gør arbejdet.
Det er svært at bevæge sig i gummidragten, og det er svært at gå ned. Ikke fordi trinene fra mandehullet er vanskelige. Mere fordi lugten allerede kan mærkes fra gaden.
SE FOTO
Fem trin nede bliver den bare stærkere, fire skridt inde i røret, hvor jeg med mine 189 cm må vælge om jeg skal bøje ryggen eller knæene for at kunne bevæge mig. Den lille fotograf suser til gengæld lystigt rundt og samler motiver.
Der er en følelse af uendelighed når man ser ind i mørket. Min første og eneste nogenlunde selvstændige præstation i dybet er at få de andre til at slukke deres lygter,
»Så vi kan se, hvor mørkt her egentlig er«.
Her lugter af død og lort
Ude i kanten af røret ligger en forvreden død rotte.
»Det er først, når de har ligget her nogle dage og begynder at puste sig op, at de rigtig er generende. Altså lugter«, siger kloakarbejderen.
Som om her ikke lugter rigeligt i forvejen. Her lugter af død og lort. Det er mørkt, de ti centimers spildevand i renden skvulper, når vi bevæger os.
»Skulle der være nogle levende rotter hernede, er de stukket af, så snart de hørte det mindste til os«.
Det er stanken, den stillestående luft, mørket, det lunkne vand og pis og lort, også min egen sved, der ikke har nogen steder at komme hen under gummidragten, andet end at drive ned ad mig.
Det er kvalmen, der vist allerede begyndte oppe i gaden. Trangen til at kaste op og tanken om, hvor ulækkert det ville være at gøre det. Hvad gør man? bøjer sig ned og kaster op i lort?
Det bliver kun til få minutters ophold. Hvor mange, kan jeg ikke sige. Ikke ti, men heller ikke mindre end fem. Jeg kan da godt se, at det var pænt lavet. Men bare ordet ’pænt’ hernede. Vi er så langt fra det ... Nu har kvalmen sat sig fast.
Ud af røret
Efter skybruddet lørdag aften steg vandstanden enormt i kloakrørene over hele byen, mange steder var trykket så voldsomt, at det strømmende kloak- og regnvand og den deraf følgende tæt komprimerede luft i rørene med voldsom kraft sprængte sig op gennem dæksler og andre åbninger i rørsystemet.
En del af de 50.000 overlevende københavnerrotter blev blæst op i gaderne ved katastrofen. Men de fleste af de overlevende er blevet nede i kloakkerne.
»Det er det eneste, man overhovedet har at være bange for hernede«, siger kloakarbejderen fra Københavns Energi: udledning af vand fra andre rør. Man mærker det som en kraftig vind, der pludselig opstår dernede.
Bølgen
Vandet presser luften foran sig. Hvis man går man dernede og det begynder at blæse op, så skal det bare gå hurtigt: »Så er der bare én vej, og det er opad«, siger han, idet han demonstrativt peger lige op imod den blå himmel over Østerbro.
»Det er derfor der overalt kun er 50 meter mellem dæksler eller andre åbninger. Uanset hvor du er i kloakkerne, har du højest 25 meter til en vej op til overfladen igen. Så man kan altså godt nå det. Det kan jo ske, at der er nogle andre af vores folk, der et eller andet sted er i gang med at lede noget spildevand gennem nogle af biledningerne. Så kommer der jo tryk på vandet. Men du mærker det altså først som en vind, der hvisler gennem rørene. Det var der også mange af rotterne der mærkede i lørdags. De har gemt sig inde i små hulrum og revner, dem, der har klaret den. De andre har ikke haft en chance, da først bølgen kom, så tog den det hele med og skyllede det op i gaderne og kældrene«.
Bølgen! Kloakslam, pis, lort, blod, skum, kondomer og strømpebukser, en fuld idiots bræk tilsat en masse regnvand, der skyller ind over dig. Et gigantisk overtryk. En tsunami i rørene under byen.
Plads til nye rotter
I dag, en lille uges tid efter, er der stille og meget mørkt dernede. Den eneste forandring er en væsentligt højere temperatur end sædvanligt på grund af de mange åbninger op til den københavnske sommerluft, og så er der, for en gangs skyld, masser af plads til nye rotter. Der jo, som bekendt, formerer sig som...
Vind! Det må jeg sgu indrømme er noget nær det eneste, jeg slet ikke har tænkt på at være bange for nede i kloakkerne, siden jeg dagen før fik konfirmeret aftalen med Københavns Energi om denne lille sightseeing i kloakkernes pænere kvarterer.
Det er et godt ’bygværk’, som kloakarbejderne kalder det, det vi skal ned i her et par meter under hjørnet mellem Næstvedgade og Livjægergade på det indre Østerbro. Det er da også ganske rigtig pænt udført murerarbejde, disse akvaduktlignende hvælvinger neden for den brønd, vi står og ser ned i.
Ja, ’brønd’, det er det ord, de bruger, kloakarbejderne, der i øvrigt heller ikke kalder sig kloakarbejdere. De er bare ansatte i Københavns Energi Drift - Afløb. De taler også om ’stikkene’. ’Skjolde’, ’vandlåse’ og ’ledningssystemet’. Kliniske, neutrale udtryk, måske for at lægge afstand til alt det lort og pis, de har med at gøre.
»Man siger jo heller ikke til en dame, lige når man møder hende, at man er kloakarbejder. Man siger bare, at man arbejder i Københavns Energi med vedligeholdelse af systemerne eller sådan noget«.
Natmænd
Kloakarbejderne taler i 2011 som funktionærer. Man forestiller sig, der er blevet ført en noget mere bramfri proletarisk tone dernede i dybet, da bygværket blev etableret for omkring 130 år siden.
De kan have været nok så meget rå børster, dem, der svang murskeerne nedenunder Næstvedgade dengang. Men det projekt, de arbejdede på, var noget af det, der for alvor gjorde København til en civiliseret storby.
I 1840’erne lå København klemt inde mellem havn, byporte og volde. Byens befolkning voksede voldsomt. Da man ikke kunne udvide byen, begyndte man at bygge højere og tættere, København havde dengang en af Europas højeste bebyggelsesprocenter.
Sygdomme begyndte at sprede sig
Spildevandet flød gennem gaderne i åbne rendestene, ned mod kanalerne og havnen. Vandet blev hentet i brønde og lokummernes indhold blev samlet i latringruber i baggårdene. Indimellem blev latrinen kørt væk af natmændene, ud på landet, hvor bønderne købte den og brugte den som gødning på markerne.
I og for sig ganske bæredygtigt. Hvis det da ikke lige havde forholdt sig sådan, at sygdomme begyndte at sprede sig hurtigere i byen, og dødeligheden voksede markant inden for voldene i sammenligning med resten af landet.
Selv om man endnu ikke havde begreb om bakterier, havde lægevidenskaben alligevel fået fat i noget, når man mente, at epidemier opstod som en kombination af sygdomme, der blev ledt ind til byen med vinden udefra og fik mere kraft fra urenhederne i byen, de såkaldte ’miasmer’.
En del af klassekampen
Det er let at være bagklog, men det er nu alligevel svært at forstå, at det så længe var til så voldsom diskussion, om en by som København skulle have et underjordisk kloakanlæg eller ej.
Man diskuterede det i mere end 10 år, fra man, med London som det gode eksempel, i 1840’erne havde forstået, hvordan et sådant kunne anlægges. Men det var en hård, og på mange måder ideologisk, kamp, der blev udkæmpet mellem national-konservative på den ene side og socialister og liberale på den anden.
Pensionsselskaber vil smide milliarder i kloakkenKloakeringen blev en del af klassekampen. Det drejede det sig om sundhed. Men også om Københavns befæstning, om byens forhold til bønderne, bevarelsen af systemet med natmænd, og leverancerne af latrin som gødningsmateriale til bønderne.
Det var først, da koleraepidemien brød ud i 1853, at modstanden brast.
Der skulle 5000 lig og mange videnskabelige og økonomisk facts på bordet, før Københavns Borgerrepræsentation, efter at en første løsning om et fuldstændigt kloaksystem blev afvist af Indenrigsministeriet i’55, endelig i 1857 vedtog en plan om kloakering af København.
Førte direkte ud i havnen
Men debatten fortsatte mange år fremover.
Det system, der blev sat i værk, havde sine egen indbyggede begrænsninger, de underjordiske rør blev bygget, så latrinen godt kunne komme ned i systemet sammen med spildevand fra husholdninger og industri.
Men for at spare på udgifterne, lagde man ledningerne, så de førte direkte ud i havnen. Samtidig blev der lagt vand ind i etageejendommene og vandklosetterne, wc’erne kom frem.
I en årrække blev det faktisk forbudt at have wc for at undgå latrin i rørene.
Systemet med natmændene fortsatte, indtil kolerabacillen i 1883 blev påvist, og der blev ført endegyldigt videnskabeligt bevis for, at menneskelig afføring var den største smittespreder af den forfærdelige diaresygdom, at diget, så at sige, endelig brast.
Den direkte afledning af spildevandet i havnen var, for en kort stud, heller ikke længere noget problem. Derfor står der i Borgerrepræsentationens forhandlingsprotokol for den 8. maj 1893:
»..derfor kommet til det Resultat, at den allerede i halvtredserne paaviste fremgangsmåde, at bortskaffe Kloakvandet til Amagers Østkyst, fremdeles er den rette, og at Kjøbenhavn ogsaa i denne henseeende maa prise sig lykkelig at være en Søstad med en Strøm (...) I en by med Kjøbenhavns heldige beliggenhed kunde der ikke være Fare ved at lade Kloakkerne optage samtlige Fækalstoffer. Selv i Floder dekomponeres de skadelige Stoffer efter kortere eller længere Tids forløb ved selv Naturens virksomhed, og jo større Vaandmasserne ere, desto hurtigere blive Fækalstofferne neutraliserede«.
Alt i kloakken
Som bekendt skulle man blive klogere. I 1897 blev totalkloakeringen inklusive afskærende ledninger langs havne og kanaler og etablering af pumpestationer på Amager og ved Svanemøllen vedtaget.
Planen kaldtes ’Tout-a-l’egout (alt i kloakken). Spildevandet i Øresund viste sig som bekendt ikke at være så nemt at slippe af med alene ved vandmassernes hjælp.
Så det fuldstændige kloaksystem blev opfattet som meget mangelfuldt i mange år, indtil man i 1970’erne etablerede det enorme centrale rensningsanlæg på Lynetten på Amager. Og nu er den så gal igen.
Klimaændringer
I dag hedder Københavns teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal. SF-politikeren måtte i ugens løb lægge ryg til meget kritik af kloaknettets manglende kapacitet. Mange mente, at når man kunne bade og sejle rundt i kloakvand, måtte det være kloaksystemet, der havde svigtet.
LÆS OGSÅ Kanaler skal beskytte København
Men teknik- og miljøborgmesteren mener ikke, der er hverken grund til eller økonomisk basis for en udvidelse eller ombygning af det nuværende kloaknet på baggrund af rekord-skybruddet.
»Udfordringerne set over de næste 30 år bliver klimaændringerne, hvor vi nok skal forberede os på hyppigere og kraftigere regnskyl. Vi skal finde gode tiltag, der kan aflaste kloaknettet, for en udbygning, der kan klare en monsterregn som i lørdags, vil koste mange milliarder. Løsningerne er et potpourri af klimatilpasningstiltag. Det handler ikke kun om at udbygge kloakkerne, men også om at få skilt regnvandet fra kloakvandet, at finde områder, som kan oversvømmes midlertidigt for eksempel boldbaner og parkeringspladser, at skabe grønne tage og grønne gårde, der kan absorbere regnvandet bedre end asfalt og beton«, siger Ayfer Baykal.
fortsæt med at læse
