Premieren på Michael Moores 'Fahrenheit 9/11' er en længe ventet begivenhed i USA, hvor vandene har været delte allerede før dagens premiere. Det er en film, der på hjemmefronten er blevet afvist af Disneys distributionsselskab og hædret uden for landets grænser ved filmfestivalen i Cannes, men det er først nu, at den amerikanske befolkning selv får syn for sagen. Synet har vakt lige dele ros og kritik hos anmelderne, der ikke bare har skullet tage stilling til Moores kunstneriske formåen, men også til det tunge politiske budskab, som filmen bærer med sig. Det er et budskab, der runger højlydt fra hver eneste af filmens klip, ligesom det er blevet gjort klokkeklart af Moore selv, der på landsdækkende tv i søndags erklærede, at hensigten med filmen var, »at få Mr. Bush ud af Det hvide Hus«. Halvdelen bakker op om Moore Selvom cirka halvdelen af den amerikanske befolkning måske bakker op om Moores endelige mål, har næsten alle anmeldere kritiseret de midler, Moore tager i brug for at få præsidenten smidt på porten. I 'Fahrenheit 9/11' anklager Moore Bush-administrationen for sammen med den patriotiske presse at have ført befolkningen bag lyset og ind i en krig, der ikke har nogen moralsk grund, kun politikernes egne, økonomiske interesser. Det er en anklage, som Moore får formuleret i interview med soldater ved frontlinjen, men som det fremgik af nyhedsprogrammet 'Dateline' på NBC tidligere på ugen, hviler argumentet på nogle vidneudsagn, som Moore har opnået under falske forudsætninger, idet mange af hans interviewofre ikke vidste, at de var i færd med at udtale sig til en 'Moore-film'. Dermed gør Moore sig også skyldig i at manipulere med kendsgerningerne for at få sin egen politiske mening frem i medierne, mente NBC. Går over stregen Men selvom Moore i nogle tilfælde går over stregen i sin film, der ligger på grænsen mellem dokumentar og politisk opinionsjournalistik, så er 'Fahrenheit 9/11' alligevel en film, som alle amerikanere bør se og tage til efterretning, inden de går til stemmeurnerne til november, skriver Los Angeles Times: »Det er uden tvivl propaganda, men som når propaganda virker bedst, er der her et gran af sandhed, som vil efterlade et uudsletteligt indtryk på publikum«. At Moores film skulle have en afgørende indflydelse på resultatet af det amerikanske præsidentvalg, er imidlertid ikke en holdning, som mange kritikere deler, fordi filmen med sin noget ensidige fremstilling af tingenes tilstand kun taler til den allerede omvendte halvdel af den amerikanske befolkning, mener de fleste. Og det er synd, for det er præcis, når Moore holder sine politiske holdninger for sig selv og lader filmens personer tale for sig selv, at 'Fahrenheit 9/11' er allerbedst, skriver tidsskriftet The New Yorker. Havde Moore holdt sig til de små, følelsesmæssige sandheder, som kommer listende i løbet af filmen, ville 'Fahrenheit 9/11' have været »et mesterværk«. Men Moore kommer i stedet brasende ind over filmens fine portrætter af stille sorg og slår fast med syvtommersøm, hvad han anser for 'sandheden', men som i virkeligheden ligger på grænsen mellem politisk ideologi og personlig paranoia. Dermed taler han også henover hovedet på den 'almindelige amerikaner', hvis politiske omvendelse skulle være filmens hovedformål, og det er Moores fejl som 'politisk kunstner', skriver New Yorker. Samme konklusion kommer New York Times frem til, hvor A.O. Scott roser Moore for hans »gode humor og ustyrlige øvelser udi ytringsfriheden«, som dog ikke bliver til andet end nogle vilde skud i tågen. Ved skamløs brug af hurtige klippeteknikker og en kommenterende, spøgefuld underlægningsmusik får Moore afsløret nogle uoverensstemmelser mellem politikernes tale og deres handlinger, men han formår ikke at opstille noget troværdigt alternativ, skriver Scott: »Hans modargument er sammendragende, ikke sammenhængende og til tider slet ikke i overensstemmelse med sig selv«. Selvom Moores film ikke får rokket meget ved den enkelte amerikaners politiske overbevisning, eller får nogen afgørende indflydelse på det amerikanske præsidentvalg til efteråret, er det dog samtidig filmens indre uoverensstemmelser, der gør 'Fahrenheit 9/11' til et ægte udtryk for, hvor USA står i dag: delt, og i splid med sig selv.