Hivmandens liv og død

Kultur

Politiken lørdag: Idag bliver den skotsk-danske kunstner John Lindsay Little bisat i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København. Blandt sine venner var han kendt som den begejstrede og livsglade kunstner, der levede fuldt og helt og gjorde mange ting, som andre beundrede og gerne ville have prøvet.

Pastor Erik Bock var hans ven igennem mange år og foretager bisættelsen i dag. Han siger:

»John løb rundt som en stormvind med sin buldrende, hjertelige latter og satte folk i gang. Hans energi var utæmmelig«.

John Lindsay Little blev 58 år. Han nåede at opleve mere, end de fleste drømmer om. Han levede spontant og realiserede sig selv.

I en grad, så andre kom til at lide under det.

I offentligheden var John Little kendt som 'hiv-manden', der vidste, at han var smittet med hiv-virus. Men hensynsløst og tankeløst undlod at fortælle det til de mange kvinder, han havde samleje med. En del af dem smittede han. På grund af ham har de nu den dødelige virus.

Efter at være blevet dømt for at sprede hiv-smitten hængte John Little sig i en fængselscelle i Göteborg 27. april.

Måske i anger.

Måske fordi han ikke kunne udholde tanken om flere års indespærring.

Kunstskole
John Little blev født i Cambridge 29. november 1942. Hans far var anset antropolog og blev leder af institut for socialantropologi på universitetet i Edinburgh. Derfor boede John Little en del af sin barndom i Skotland. På et tidspunkt blev forældrene imidlertid separerede, og han flyttede med sin mor og lillesøster til London.

Moderen blev medlem af amtsrådet i London for Labour. Hun var født og opvokset i Danmark, og hendes børn tilbragte mange ferier hos bedsteforældrene i Risskov ved Århus. Allerede dengang var John Little meget glad for at være i Danmark.

Fra han var 17 til 21 år, uddannedes han i maleri og skulptur ved Chelsea School of Art i London. Og allerede som helt ung lykkedes det ham at komme vidt omkring uden ret mange penge på lommen.

Han tog bare af sted. Ligesom forfatteren Jack Kerouac og andre beatniks gjorde det dengang. John Little planlagde ikke sine rejser. Han udførte dem. Han kunne for eksempel finde på pludselig at dukke op hos vennen, N.P., der boede i en forstad til New York City. Klokken to om natten. Uden at have varslet vennen forinden.

Engang tog han efterfølgende videre rundt i Staterne på tommelfingeren, husker N.P:

»Han var en meget succesfuld blaffer. Tit inviterede folk John til at overnatte. På nætter uden sådan et tilbud kunne han spise en krukke peanut butter og lægge sig til at sove på en parkbænk. Nogle gange inviterede han med succes sig selv ind i en lille bys fængsel, hvor celledøren forblev åben, og hvor han spillede dam med den ensomme sherif, som ikke havde nogle rigtige indsatte den aften«.

Skagen
Fra midten af 1960erne begyndte John Little at opholde sig i længere perioder i Danmark. Om sommeren foretrak han at være i Skagen i måneder ad gangen.

Det var havet og lyset i Skagen, han blev tiltrukket af. I et århundrede har byen været mange danske kunstneres foretrukne. Især i sommerhalvåret er der et leben af kunstnere og kulturelt interesserede mennesker på landets nordligste spids. John Little var ligeglad med parnasset, siger en af hans bekendte i Skagen, E.F.

»Det interesserede ikke John at blive anerkendt som kunstner med stort K. Hans behov var at meddele sig gennem billederne og få lov til at udstille engang imellem. De andre kunstnere her havde han ikke noget at gøre med. Han holdt sig mest for sig selv«.

E.F. lærte John Little at kende i 1969, da han og hans hustru, G.H., købte et af hans malerier. E.F. fandt hurtigt ud af, at organisation og diplomati ikke var malerens stærke sider:

»Men han malede sgu nogle gode billeder dengang. Det var jo motiver herfra. Han stod altid udenfor og malede. Med sin spartel. Og med hovedtelefoner på. John hørte næsten altid musik, mens han arbejdede. Han kunne male et stort billede på tre døgn. Til gengæld var han så fuldstændig afkræftet i dage bagefter«.

Efter nogen tid i byen fik John Little lov til at bo i et hus i den del af Skagen, der hedder Vesterby. Et lille, primitivt hus, der ligger mindre end fem meter fra havet - så tæt på bredden, som man overhovedet kan komme. Ejeren var en fiskeeksportør, som i stedet for at få lejeindtægt modtog et billede i ny og næ. Penge havde maleren kun få af, og han modtog ikke offentlig hjælp på det tidspunkt. Han levede af sine billeder. Tuskede sig til nogle friskfangede fisk på havnen om morgenen. Blev inviteret på middag hos de bekendte, han efterhånden fik i byen.

»Folk i byen var jo nysgerrige efter at finde ud af, hvem den mand var. Mange syntes, at han var noget aparte, og det var nok medvirkende til, at alle de fine folk i Skagen holdt sig væk fra ferniseringen til hans udstilling på Skagen Rådhus i 1972. Men museumsdirektør Knud Voss kom. Og han roste Johns billeder«, siger E.F.

Der findes kun få anmeldelser af John Littles malerier. En af dem er fra 1973, hvor han udstillede i fiskerestauranten i Skagen. I den forbindelse skrev kunsthistoriker Anne-Mette Kirkeby blandt andet: »Han har gjort de udsagn til skamme, som siger, at Skagen ikke mere har sin egen malerkunst. John Little har indfanget Skagens atmosfære og genskabt de typiske Skagens-motiver: Havnen, husene og naturen i en stil, som kan lede tanken tilbage til malerne Rude og Weie«.

Solvognen
Når somrene var forbi, rejste maleren videre. Til Sverige, Norge, Storbritannien eller til Christiania, hvor han boede i længere tid ad gangen i 1970erne.

Fristaden var som skabt til folk som ham. En farverig kulmination på de sorgløse og frisindede sider af de sene 60ere. John Little rykkede ind i glashuset og havde pludselig 200 kvadratmeter atelier og en masse ligesindede i nærheden. Han blev ven med folkene fra Christianias aktionsteater Solvognen, som han i 1976 inviterede til Skagen, da han skulle udstille på Skagen Museum.

På det tidspunkt lånte maleren stadig det lille hus af fiskeeksportøren om sommeren. Men det fik en brat ende, da Solvognen kom til byen. Med Skagens daværende borgmester H. Nibe-Hansen i spidsen blev John Little og christianitterne smidt ud af huset. Ekstra Bladet dækkede skandalen og skrev 1. juli 1976: »Maler med sommerbopæl i Skagen oplevede, at Janteloven stadig gælder i Vendsyssel«.

Fotografen Svend Erik Sokkelund var med i Solvognen:

»De lokale blev forargede over, at vi badede nøgne og sov i klitterne. Vi var jo alt andet end fine folk. Vi var bærmen, der forstyrrede idyllen i Skagen. Men det ragede os. Vi var kolde over for småborgere. John var fuldstændig ligeglad. På den måde var han en ægte boheme. Det, som var rigtigt for John, gjorde han bare. Det interesserede ham ikke, hvorfor andre opførte sig, som de gjorde«.

Efter at han var blevet smidt ud af huset, fandt maleren andre tilholdssteder i Skagen om sommeren. Han var god til at skabe kontakter, når det passede ham. Fik sig altid et sted at være og fyldte hurtigt det hele. Engang lod en kvinde ham bo i sit hus, indtil hun følte, at han havde overtaget det hele, så hun måtte smide ham ud. En anden gang fik han lov til at udstille i fiskerestauranten om vinteren mod at love, at han ikke ville overnatte der. Men det kunne han ikke lade være med, siger E.F.:

»John rykkede selvfølgelig ind med sin ghettoblaster og det hele. Man kunne godt lave aftaler med John. Men man kunne ikke være sikker på, at han holdt dem. Venskab med John var på hans betingelser. Det gjorde, at han brændte mange broer bag sig. Men mig skræmte han ikke. Jeg vidste jo, hvordan han var. Og min kone havde han stor respekt for«.

E.F.s hustru siger:

»Selv om han var egocentrisk, så var han også meget sød. Og spændende. Det var fantastisk at kende et menneske, som gjorde fuldstændig, hvad der passede ham, når man selv levede et helt almindeligt liv. Han gjorde meget af det, vi andre nøjedes med at drømme om«.

At slå sig permanent ned et sted med kone og børn faldt slet ikke John Little ind. Og mange i hans omgangskreds havde det på samme måde. De var unge i en tid, hvor det var tiltrækkende og muligt at eksperimentere med livsformer og realisere sig selv. For dem var det ikke odiøst eller moralsk forkasteligt at skifte kærester hyppigt og have mange flygtige affærer. Det var bare sådan.

I midten af 70erne fik John Little en søn med en dansk kvinde. Maleren var ikke en mand, nogen kvinde kunne holde på. Men som Svend Erik Sokkelund husker det, »havde John vel ikke flere kærester end os andre«. Til gengæld havde han lettere ved at få kærester, end mange andre mænd har. For John Little »lignede en Adonis«, som en kvinde udtrykker det.

Christianshavn
Da Svend Erik Sokkelund så John Little første gang på Christiania i 1974, lagde han med det samme mærke til maleren.

»Når man kom ind i et rum, og han var der, så vidste man øjeblikkeligt, at han bestemte. Han havde en helt utrolig udstråling. John så jo skidegodt ud. Han var stor og havde virkelig pondus og stil. Fordi han levede, som han gjorde, fik han selv splinternyt tøj til at ligne gammelt kluns i løbet af 14 dage. Han gik meget i jakke, ternede skjorter og fløjlsbukser. Altid godt brugt og rimeligt krøllet. Men aldrig beskidt. Der var format over John«.

I enhver sammenhæng var det altid John Little, som havde de store ideer. Han kunne være uudholdeligt insisterende på at få dem gennemført på sin måde. Han ville have sin vilje. Men aggressiv blev han næsten aldrig, siger Svend Erik Sokkelund:

»Jeg har aldrig selv oplevet ham skælde folk vredt ud eller slå. Kun én gang blev han voldelig, så vidt jeg ved. I slutningen af 70erne stak han sin kæreste på Christiania en på skrinet. Derfor blev han smidt ud af Christiania«.

Fra Christiania flyttede John Little til en lejlighed på Christianshavn. Dér kunne man ofte se ham køre rundt på en trehjulet, bred varecykel.

»Det var et virkelig karakteristisk billede fra Christianshavn i nogle år: John og varecyklen med staffeliet, et kæmpestort lærred, en gammel ghettoblaster med malerpletter og en plasticpose med kassettebånd. Han havde en helvedes god smag med hensyn til musik. Og han fik altid nogen til at overspille plader på kassettebånd, for grammofoner kunne han ikke finde ud af at bruge. Han havde nogle tekniske blokeringer«, siger Svend Erik Sokkelund.

I 1980 lavede John Little aktionsteater på Nørrebro i forbindelse med balladen om Byggeren. Politiet brød sig ikke om hans happening, så han blev varetægtsfængslet i nogle dage efter straffelovens anarkist-paragraf.

Karneval
Nogle måneder senere nævnte en ven for ham, at London havde et formidabelt karneval hvert år. John Little havde ikke penge til billetten til London. Men han ville se det karneval, så han sneg sig om bord på Englandsbåden. I det fattige, vestindiske Notting Hill-kvarter i London oplevede han et fantastisk pyntet og livligt karneval med fokus på dans, musik og udklædning.

I september 1981 havde John Little fået venner og bekendte med på ideen om at lave et lignende karneval i København. Sammen med eksempelvis Svend Erik Sokkelund, Erik Bock, Ebbe Reich Kløvedal og Eske Holm gik han til offentligheden med ideen. Der blev holdt karnevalsmøde i Medborgerhuset i Ahlefeldtsgade, og med John Littles entusiasme som bærende drivkraft blev der sidste weekend i maj 1982 holdt karneval i København for første gang.

Det blev en mageløs, flot begivenhed. John Little blev omtalt som 'Københavns kong karneval' og fik mediernes bevågenhed. I et såkaldt 'dagens portræt' i Politiken 30. Maj 1982 skrev journalisten Henrik Bach:

»Meningerne om ham er delte. De rosende tilkendegivelser beskriver ham som en dynamisk idealist, energisk og utrættelig i forfølgelsen af sine mange mål og ideer, der ofte er uegennyttige. I kritikernes version fremstår han som manisk, selvovervurderende og brandirriterende«.

Karnevallet i København var John Littles værk. Men allerede i 1983, efter det andet karneval, blev han uenig med nogle af de andre involverede. I 1984 dannede han sammen med blandt andre Svend Erik Sokkelund et alternativ til det i sig selv alternative karneval. Med John Little i spidsen prøvede 'Karnevalister - 84' at få tilslutning. »Vi ønsker ikke, at årets karneval bare skal udvikle sig til en almindelig, øldunstende byfest«, sagde han i februar 84 til Politiken.

Men pinsekarnevallet i København blev som bekendt temmelig vådt i nogle år. Og John Little formåede aldrig for alvor at erobre det tilbage. Han prøvede. Så sent som i første halvdel af 90erne forsøgte han igen at få sine visioner igennem. Christian Gylling, som har været karnevallets formand siden begyndelsen af 90erne, havde en del samtaler med John Little om karneval.

»Mit synspunkt var, at tiden var løbet fra den slags ideer, han kom med i 93. Jeg prøvede at lave et kompromis med John. Men det kunne man ikke. Som kunstner var han ulideligt kompromisløs. Og det var præcis derfor, det lykkedes ham at lave et fantastisk karneval i 82«.

Rio de Janeiro
I foråret 84 var John Little stadig opslugt af at lave et kunstnerisk visionært karneval i København. Sammen med Svend Erik Sokkelund og flere andre fra gruppen 'Karnevalister - 84' tog han til Brasilien for at købe musikinstrumenter og karnevalskostumer.

I Rio blev John Little voldtaget.

»På et tidspunkt fortalte John mig, at han var blevet overfaldet og udplyndret i Rio. Hvad man meget let kunne blive. Men han fortalte mig ikke, at han var blevet voldtaget under overfaldet. Det har han nok været for blufærdig til«.

John Little blev to år senere hiv-testet på Hvidovre Hospital og fandt ud af, at han var smittet.

Mange år senere gav han udtryk for, at det var voldtægten, som fik ham til at lade sig teste i 86. I årene efter 1986 lod han sig teste et utal af gange både i Danmark og i udlandet.

Det kan man læse i dommen fra Tingsrättten i Göteborg.

John Little har udtalt over for en dommer, at nogle af testene viste, at han ikke var smittet med en farlig hiv-virus, men med en mildere variant. Og at en enkelt af testene var negativ, således at han havde grund til at betvivle, at han var smittet.

En specialist, der havde læst John Littles medicinske journal, har afvist enhver tvivl: John Little var smittet med den dødbringende hiv-virus.

Og det har John Little tilsynelandende også selv erkendt. Af dommen fra Tingsrättten i Göteborg kan man se, at to gange søgte han om at få pension i Danmark med den begrundelse, at han var hiv-smittet.

John Little talte ikke om, at han var smittet. Han talte i det hele taget ikke ret meget om sig selv, siger Svend Erik Sokkelund.

»Med John talte man ikke om sin barndom eller sine kærester. Heller ikke om kunst. Han snakkede ikke om det, han gjorde. Han gjorde det. Han levede. Bam-bam-bam. Fuld fart frem«.

Hiv-smittet
Fra slutningen af 80erne mødte de foregående årtiers ideer om frisind hård modstand. Tidsånden blev tilknappet igen. Man talte ikke om hippier, men om yuppier. Og det seksuelle frisind blev erstattet af forsigtighed og angst. Selvfølgelig kunne det også have konsekvenser at være promiskuøs i 70erne. Men i de sene 80ere blev det forbundet med fare og frygt. Aids blev den nye, forfærdelige og dødelige sygdom.

Dengang John Little blev smittet med hiv, var man stadig usikker på, hvordan man skulle beskytte sig imod sygdommen. Og i slutningen af 80erne blev det udbredt, at ellers raske mennesker lod sig teste, hvis de havde skiftende partnere.

Hverken forsigtighed eller faste parforhold passede til John Littles temperament. Han fortsatte med at have sex med forskellige kvinder uden at fortælle dem, at han var smittet. Ingen af kvinderne - eller hans venner - fattede mistanke. For mens mange andre hiv-smittede fik aids i udbrud og døde af sygdommen, forblev John Little uden symptomer. Som Svend Erik Sokkelund siger:

»Jeg anede ikke, at han var smittet. På et tidspunkt sagde jeg til ham, at han nok skulle være lidt forsigtig, fordi han havde mange kærester. Men alt det fumleri med kondomer - det var sgu nok ikke John. Det var for bøvlet, kan jeg forestille mig«.

»Og han virkede jo ikke syg. Han fejlede aldrig noget. Han havde et jernhelbred. Snottet blev han ikke engang. Han blev ved med at have enorm fysik og holdt sig i form. Løb ture. Røg ikke. Og drak sig aldrig bimleberuset«.

I 1989 døde John Littles mor, og han arvede så mange penge, at han kunne købe et mindre hus i Skagen med udsigt over vandet. Huset malede han knaldblåt, og det skiller sig markant ud fra de gule huse i det gamle Skagen. Han rejste fortsat rundt i verden. Til Grækenland, Frankrig, Cuba, Indien, Marokko eller for eksempel til Bohuslän i Sverige, hvor han havde været på kunstskole. Somme tider rejste han sammen med en ven eller en kæreste. Andre gange tog han alene af sted. I Grækenland vendte han tilbage til det samme hus, som han lejede i kortere og længere perioder.

Guldmund
A.B. var med på en del af John Littles rejser. Hun lærte ham at kende i slutningen af 80erne og var i en kort periode hans kæreste.

»Første gang, jeg besøgte ham, var en vinter, hvor han boede i en skurvogn på Mols. Det var på samme tid utrolig primitivt og rigt. Om morgenen fik man brød ristet fra brændeovnen. Om aftenen spillede han høj operamusik. I tiden derefter kunne han pludselig ringe og foreslå, at vi skulle mødes på en café, tage en tur til Paris eller noget helt tredje. Med John var det som at gå på opdagelse. Han skabte historier. Han var fri, og han var en eventyrer. Derfor kaldte han somme tider for sjov sig selv for Hemingway of the North , siger A.B.

I hendes øjne mindede John Little om Guldmund i Herman Hesses roman 'Sol og måne'. Guldmund er en vandrer, der tager ud i verden og bliver lige så lærd af sine erfaringer, som en filosofisk munk bliver det af sine bøger. Kvinderne hænger ved Guldmund, »men døden er også altid i hans nærhed«, som der står i bogens bagsidetekst.

Ligesom døden var i John Littles nærhed i den sidste del af hans liv. Det fandt A.B. ud af, da hun var blevet smittet med hiv-virus af sin ven. Hvad hun føler ved dette, ønsker hun ikke at fortælle om.

Sygdommen gjorde det aldrig vanskeligere for John Little at få forhold til kvinder. I 90erne blev han ved med at leve, som han havde gjort hidtil.

Konsekvensen
I sommeren 2000 udstillede maleren for sidste gang. Det var hans 25 års jubilæumsudstilling. Titlen på udstillingen var 'Fra Skagen til Havanna', og han præsenterede den selv i en tekst, hvor han bl.a. skrev:

»Min kunstneriske påvirkning har altid været folkemusik, som ikke blot har inspireret mig til at male, men som også fik mig til sammen med andre at starte det første karneval i 1982. Malerierne, som jeg har tænkt mig at fremvise, er meget repræsentative over flere år og fra flere steder, bl.a. Skagen, Djursland, Bohuslän, Kreta, Malaga, Provence og sidst Havanna. Jeg brugte som min mentor Evert Taube, som gang på gang inspirerede mig med sine viser fra utallige rejser omkring i verden«.

Samme måned blev John Little afhørt af politiet i Frederikshavn. Han var blevet anmeldt af nogle af de kvinder, han havde kendt. De havde fundet ud af, at han var hiv-smittet, og at han vidste det, men alligevel ikke havde fortalt dem om risikoen. En af kvinderne havde han smittet med hiv.

Politiet i Frederikshavn anholdt ikke John Little. I Danmark er det ikke strafbart at sprede livsfarlig smitte, medmindre ofrene dør inden for 10-15 år. Med nutidens medicin kan de fleste hiv-smittede leve i cirka 20 år efter, de er blevet smittet.

I august 2000 mødte han i Skagen en svensk kvinde, C.D, som havde lejet en feriebolig for en weekend. Hun fulgte med John Little hjem, og de havde ubeskyttet samleje.

Kort tid efter blev hun syg og indlagt med halsbetændelse og høj feber. Hun var sygemeldt i omkring en måned. Hun talte jævnligt med John Little i telefonen, og retten i Göteborg har John Little fortalt, at han blev urolig, da han hørte om hendes sygdom, og at han mente, at hun formentlig havde fået hiv-smitten.

I december samme år tog de til Malaga sammen. Også her dyrkede de ubeskyttet sex. Hun oplevede, har hun fortalt i retten, deres forhold som sjovt og spændende. Hun tog hver dag, som den kom. Indtil den 18. december havde de aldrig talt om hiv. Men den dag lagde John Little armene omkring hende og fortalte, at hun sandsynligvis var hiv-smittet, og at han var kilden.

Hun begyndte ikke at græde, men følte sig apatisk. Det føltes uvirkeligt. Hun lod sig teste i Malaga. Også John Little lod sig teste. Endnu en gang. To dage senere fik de svaret. Begge var de hiv-positive.

Da hun kom hjem til Göteborg, lod hun sig teste endnu en gang. Med samme resultat.

I Danmark er det ikke strafbart at sprede hiv-smitte, men det er det i Sverige. Da John Little 3. februar 2001 tog til Göteborg for at besøge C.D., havde hun taget kontakt til en anden svensk kvinde, som også var blevet hiv- smittet af maleren. Sammen havde de to kvinder anmeldt John Little til det svenske politi.

John Little blev anholdt og varetægtsfængslet i Göteborg - mistænkt for grov mishandling. Medierne skrev om det, og yderligere fem svenske kvinder anmeldte ham til det svenske politi, fordi de havde haft ubeskyttet samleje med ham. Ingen af de fem var dog blevet smittet.

I efteråret 2000 udkom den norske journalist Eva Lind Karlsens bog 'Kærlighedens Flyktninger'. I bogen beskrev hun, hvordan hun var blevet smittet af en dansk maler. Hendes historie fik megen medieopmærksomhed, og det førte til, at Eva Lind Karlsen fik kontakt med en anden kvinde, som ligeledes var smittet af John Little.

I april i år indledtes retssagen i Göteborgs Tingsrättt. Anklagen lød på, at han havde udsat flere kvinder for smitterisiko, og at to svenske kvinder rent faktisk var blevet smittet. Derudover har han med sikkerhed smittet en dansk, en finsk og en norsk kvinde.

Fortrængning
Efter først at have været helt isoleret i godt en måned havde John Little af kammeranklager Peter Aaw fået lov til at ringe fra fængslet, fordi han virkede psykisk nedbrudt. Vennen A.B. besøgte ham i fængslet og kunne se, at han både psykisk og fysisk blev dårligere. John Little bad om psykologhjælp i fængslet. Han fik besøg af både en psykolog og en præst.

I både Sverige og Danmark blev retssagen dækket af pressen. I Danmark skrev især Ekstra Bladet intensivt om 'hiv-manden', som de kaldte ham. Hans venner og slægtninge var chokerede. De fleste af dem anede ikke, at han var hiv-smittet.

27. april fik han sin dom. Han skulle sidde i fængsel i syv år og betale sammenlagt omkring en million svenske kroner i erstatning. Størst erstatning blev tildelt en af de to smittede svenske kvinder. Da dommen faldt, havde hun netop født en søn. Faderen var ikke John Little. Om sønnen er smittet, kan ikke konstateres, før drengen er cirka halvandet år.

Den anden smittede kvinde, C.D., fik ingen erstatning. Hendes sag faldt, fordi det ikke kunne sandsynliggøres, at hun var blevet smittet i Sverige, hvor gerningen er strafbar.

Det fremgik af dommen, at John Little erkendte i retten, at han var hiv-smittet, og at han også erkendte, at han havde undladt at fortælle det til kvinderne, og at han burde have været mere oprigtig. I retsforløbet forsvarede han sig med, at han ikke havde til hensigt at skade nogen. Han sagde, at ingen, som ikke var hiv-smittet, kunne forstå, hvordan det er at leve med en sådan sygdom i 17 år. Han sagde også, at han »led af en ekstremt stærk fortrængning«, og at jo længere fortrængningen varede, desto sværere var den at komme ud af. Derfor havde han optrådt som et unormalt menneske.

I dommen kan man også læse, at forhold til kvinder for John Little »var en måde at overleve på«. Forhold til kvinder var, som han sagde det i retten, nødvendige på samme måde, som det for passagererne på Estonia var nødvendigt at »kravle op i redningsbåden«.

I retten sagde John Little, at han havde »bekæmpet virusen, men indset, at han havde gjort det på en forkert måde«.

Selvmord
Natten efter at han modtog sin dom, tog John Little sit liv i fængslet i Göteborg ved at hænge sig i en ledning. Under hele retssagen havde han virket uligevægtig. Retsformand Håkan Ernström havde efter domsafsigelsen henstillet til, at man i fængslet holdt specielt øje med John Little i døgnet efter, at dommen var faldet. Men det skete ikke.

Efter hans død citerede Ekstra Bladet et brev, som John Little havde sendt fra fængslet til en ven i København. »Jeg er sikker på, at jeg dør nu, hvor min livsvilje er knækket«, skrev han blandt andet.

I dag, pinselørdag, er hans venner, bekendte og slægtninge i Hellig Kors Kirke i København for at sige farvel, mens det årlige karneval finder sted i Fælledparken. Det kom ikke bag på dem alle, at han ikke kunne udholde tanken om at være bag tremmer.

»Et eller andet sted undrede det mig ikke, at det gik, som det gik. Og da han fik dommen, vidste jeg, at han ville tage livet af sig«, siger en ven.

»Ham kunne de ikke spærre inde«.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce