Nå, så kom jeg sgu igennem. »Ja«. Uden at bruge Rigstelefonen, Udenbys eller Noteringen. »Ja, der var engang«. Er det en mobiltelefon, du har, Jørn? »Ja, vil du hellere ringe på den anden? Det kan være, forbindelsen er bedre«. Nej, det er bare vildt, at du har en mobil. Du er jo Jørn Hjorting, for helvede. »Jamen, jeg har da også en computer«. Nå, Jørn: 40 år som småborgerlighedens ypperstepræst i Danmark. Hvordan har man det så med sig selv? »Det har jeg det da godt med. Det er en flot ny titel, jeg har fået der. Den er jeg glad for. Den vil jeg føje til samlingen sammen med ’damernes ven’ og ’svigermors drøm’, som jeg blev kaldt engang«. Det kunne jo være, at du af og til vågnede med koldsved om natten og spurgte dig selv, Jørn Hjorting: »Kunne jeg ikke have gjort en indsats for at ændre på nogle eksisterende uordener i stedet for bare at bekræfte det bestående og sige: »Ja, ja, det skal jo nok gå alt sammen«. »Jeg er jo optimist af natur. Jeg tror virkelig på, at det nok skal gå. Jeg har levet så længe, at jeg har oplevet finanskriser, stormvejr og isvintre flere gange«. Det må jeg nok sige. Nå, javel. Det må jeg nok sige, det må jeg nok sige. »Ja, sådan. Men du behøver nu ikke at gentage det«. Nej, men Jørn, jeg kan jo ikke være rigtig ond over for dig. Hvordan går det med armen? Du faldt jo sidste vinter og brækkede armen. »Ja, det var skulderen, der gik af led. Men det er jeg sluppet forbavsende godt fra. Jeg tror, jeg har et jernhelbred«. Nå, det må jeg nok sige. Men hvordan gik fødselsdagen? Du blev jo 80 her i januar? »Åh, det gik skam godt. Vi var et sted, hvor gæsterne kunne overnatte. Det var altså så dejligt. Så kunne vi alle sammen slappe gevaldigt af«. Men var der så fut i fejemøget til den lyse morgen? »Åh, den er jo længe om at indfinde sig der i januar. Så jeg var stået af, inden det blev morgen. Men det var en dejlig fest, og vi havde folk til at rydde op bagefter«. Ja, 80 år, det er jo noget af et landemærke. Er det ikke det, man siger? »Jo, det er mærkeligt med sådan et ottetal foran«. Jeg har selv haft det ottetal bagest nogle gange. Hvor tidligt går man i gang med at planlægge sådan en stor fest? »Men den er jo overstået for længst. Nu er det Ernas tur til at blive 80 næste gang«. Nå, det må jeg nok sige. »Ja, det må du nok sige«. Hvornår er det så? »Det er til marts næste år«. Ja, den tid kan jo hurtigt komme. »Om to år er der guldbryllup, så vi har da noget at se frem til«. Ja, det må jeg nok sige. »Ja, man skal være optimist, jo«. Jamen det er du jo, Jørn. Men så kommer børnene og børnebørnene? »Nu har jeg kun to børnebørn«. Det er hyggeligt at snakke med dig. Men nu tror jeg lige, vi skal høre, hvad frk. Klokken siger. »Ja, jeg har en hjælper eller to, hvis det skal være«. Hvilket musik skal vi høre bagefter? »Jeg vil gerne have en ’En dejlig dag’«. Er det med Rachel Rastenni? »Nej, det er Tonny Landy«. Jamen, så hører vi den her inde på Politikens kulturredaktion bagefter. »Ja, det gør I nok«. Det var et af de lette: I marts 2003 udtalte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen følgende: »Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi bare tror. Det er noget, vi ved«. Og på den baggrund gik Danmark så ind i den første angrebskrig i flere generationer. Men havde han ret? »Ja, hvad skal jeg sige til det? Nej, det havde han jo ikke«. Nej, det havde han ikke. Endelig fik jeg dig til at sige noget politisk efter alle disse år. »Nej, det ... ja, det var sandelig et djævelsk spørgsmål«. Du vidste, der ville komme noget djævelsk. »Jeg har jo aldrig blandet mig i politik, for det synes jeg, man har lov til at lade være med, når man er en lidt offentlig person. Sådan noget kan jo misforstås«. Men tænk på de krige, du kunne have standset, hvis du havde talt om det i radioen? »Men det var jo ikke magthaverne, der lyttede til mig. Det var folket. Jeg har annammet Frederik VII’s valgsprog: ’Folkets kærlighed – min styrke’«. Og det er noget, vi to har mere til fælles, end de fleste tror, Jørn Hjorting.FACEBOOK