Adams mor tog altid telefonen, når den ringede. Og det gjorde den tit.

For Birgitte Price havde skiftet en travl karriere som skuespiller ud med en endnu mere travl som tv- og teaterchef. Arbejde var det første, hun tænkte på, når hun vågnede, og det sidste, hendes tanker slap, når hun gik i seng. Engang bad hun ligefrem sine børn holde sig på afstand, når hun aflagde sine stakåndede besøg i hjemmet, så de ikke forstyrrede. »Hun snerrede ad familien, hvilket jo skyldtes dårlig samvittighed. Den rammer dig som et kølleslag, i det øjeblik du træder ind i hjemmet. For: Åh, nej, jeg har ikke lyst til at se dig, for du fylder mig med al den dårlige samvittighed over, at jeg aldrig ser dig«, siger Adam Price. En bestemt situation har sat sig som et vandmærke i hans erindring. Af hans mor, der kommer stressende hjem, får overstået de obligatoriske spørgsmål til sønnens skoledag »i en kontant, professionel og faktisk lidt fjendtlig tone«, som han siger. »Og når så telefonen ringede, var det: » Heeeiiii Preben! Nåårh, hvor er det sjovt. Nej, nej. Jeg har masser af tid«. Også når det var en, hun normalt omtalte negativt eller ikke havde noget særligt forhold til. Og sådan var verden vendt på hovedet. I det private liv var tonen blevet professionel. I det professionelle privat. Og, siger Adam Price: »Når et barn oplever det, tænker det jo: Hvem er du?«. At udkomme med sig selv Det var ikke kærlighed, der manglede i hans barndomshjem. Det var tid. Og for hans mor udviklede balancegangen mellem arbejde og familie sig til det, sønnen i dag bygger sine manuskripter op omkring. Et dramatisk valg. Og sådan et står altid mellem to goder. Eller to onder.