Lørdag Jeg er på ferie på Tenerife med min familie og min ekskæreste. Det er næsten 27 grader, og vi kører i hårnålesving i bjergene. Jeg tænker på, om der mon skulle være kommet en lille ny unge til verden derhjemme i tapirhytten. Min kollega, dyrepasser Ellen Wiborg, der også er i min afdeling, holder skansen derhjemme. Der har været en del uvished om terminsdatoen, for tapirhunnen Nurrs cyklus har været uregelmæssig op til parringen for 13 måneder siden. Vi observerede en parring og har regnet frem efter den. Terminsdatoen var ifølge vores beregninger i starten af november, men dér kom ikke nogen. Vi har kæmpet længe. Siden Nurr fik sin første unge i 2007, har hun ikke haft nogen ordentlige brunsttider, så parringerne er ikke rigtigt blevet til noget. Søndag Vi står tidligt op. Vi skal nå bussen til lufthavnen. Dagen går i en flyvemaskine. Efter vi er landet, tager jeg toget hjem til Slagelse. På Slagelse Station møder jeg min kollega Ellen Wiborg, som også har stået for at passe mine seks hunde, mens jeg har været på ferie. De er alle af chinese crested-racen, der er nøgne på kroppen, men har hår på hoved, fødder og hale. Det er racehunde, så de er også til avl, og så tager jeg dem på udstillinger. Ellen fortæller, at alt ånder fred og ro i tapirhytten. Havens dyrlæger har været nede og kigge på Nurr om onsdagen i forvejen, og der er ikke nogen tegn på at, at en tapirunge er på vej foreløbig. Mandag Jeg møder på arbejde klokken otte. Jeg fodrer tapirerne. Nurr får kraftfoder til morgenmad. Bagefter bliver hun lukket ind til vandbassinet. Hun har ikke direkte adgang til vandbassinet, mens hun er drægtig, af sikkerhedsmæssige hensyn. Tapirer bader meget, det er for eksempel det eneste sted, de kommer af med deres afføring. Det gør de aldrig på land. Jeg undersøger hendes patter. De er stadig slappe, så der er ikke noget tegn på en nært forestående fødsel. Nurr bliver lukket lidt ud i anlægget udenfor, men det er ret koldt på den her årstid. Om eftermiddagen kommer hun ind og bliver vejet, hun vejer 405 kilo. De to tapirer får en stor portion kraftfoder og frugt og grønt – alt fra æbler, ananas, gulerødder, løg og kartofler til blomkål. Jeg konstaterer, at Nurr går lige til fadet og spiser al sin aftensmad, det er et tegn på, at hun ikke skal nedkomme snarligt. Tirsdag Der har ikke været familieforøgelse i tapirhytten. Nurr står igen og tripper og venter på, at jeg skal give hende morgenmad og -bad. Jeg mærker på hendes patter og konstaterer, at de nu er faste og fyldt med mælk. Hun er også mere dvask og tung, end hun plejer, og op ad dagen bliver hun mere og mere pustende. Jeg holder øje med hende. Stikker hovedet ind til hende, hver gang jeg går forbi. Men det meste af mit arbejde foregår alligevel lige omkring hende. Jeg er helt rolig, fordi jeg ved, at hun nok skal klare den. Hun har prøvet det før. Da Nuur får sit aftenbad i vandbassinet, lægger jeg hendes aftensmad klar i hendes boks. Normalt er hun ikke en tapir, der holder sig tilbage. Hun stopper normalt aldrig, før der ikke er mere mad. Men denne aften er hun ikke sulten. Jeg briefer Mette Krøll, en dyrepasser fra rovdyrafdelingen, som skal afløse for mig i morgen, fordi jeg har fri. Jeg fortæller hende, at hun godt kan regne med, at der onsdag morgen ligger en lille nyfødt tapirunge i halmen. Jeg er ret sikker i min sag, så jeg orienterer også min chef Rene Koppelhus, da vi mødes inden fyraften. Vi har fået ledelsen til at godkende en procedure, som kan træde i kraft, hvis der opstår komplikationer ved fødslen. Blandt andet at huset kan lukkes for offentligheden den første dag, hvis Nurr og ungen skulle blive stressede. Det er meget vigtigt, at der er ro på den første tid, så ungen får tid til at finde hen til patten og die ordentligt. Dyrepasserne, der holder opsyn om natten, bliver informeret om, at de skal holde øje med tapirhuset i løbet af aftenen. Jeg er ikke bekymret, da jeg tager hjem, jeg har fuld tiltro til, at Nurr nok skal klare det flot, og at mine kollegaer tager sig godt af mine dyr. Men jeg ærgrer mig over, at jeg ikke bliver den første til at se ungen om onsdagen. Onsdag Jeg bliver vækket af en sms fra min områdeleder Lars Holse klokken otte: »Godmorgen Futte, Så er der en ekstra beboer i tapirhytten. Tillykke med den. Holse«. Jeg er glad. Fødslen er foregået uden komplikationer, og Mette Krøll har set, at ungen dier, som den skal, og der er ro på i huset – hverken mor eller unge er stressede. Resten af dagen laver jeg julekonfekt med min kammerat hjemme hos mig. Vi laver havregrynskugler og marcipankonfekt og hyggesnakker, mens vi laver det. Jeg skal holde jul for min familie i år. Der kommer ni juleaften. Jeg nyder min fridag, men jeg glæder mig til at se tapirungen næste dag. Torsdag Egentlig skal man møde klokken kvart i otte til morgenmøde. Jeg når at sætte mig ned i to minutter, men så kan jeg ikke vente længere. Jeg må ned og se den lille nye i tapirhytten, nu har vi ventet på den så længe, og nu er den endelig kommet. Det er dejligt at se den lille stribede unge i halmen sammen med sin mor. Jeg er glad for, at det er lykkedes, det har været en lang kamp for at få det til at ske. Der fødes ikke ret mange tapirunger af den her art i fangenskab på verdensplan. Kun omkring 10 hvert år. Ungen er en nysgerrig en af slagsen, så jeg får mulighed for at komme så tæt på, at jeg kan se, hvad køn det er. Det er en lille hun, hvilket er endnu mere sjældent. Det er 26 år siden, der sidst blev født en hun-tapir i Zoologisk Have. Dagen går med at holde øje med de to, og med at få muget ud hos dem. Det er blevet lidt mere besværligt efter fødslen, for man kan jo ikke lukke dem ud, det kan den lille slet ikke tåle i den her kulde. Så jeg bakser lidt rundt med at få lukket dem frem og tilbage mellem bokse indendørs. Ved 17-tiden kommer TV 2 forbi for at lave nogle billeder af den lille tapirunge. Folk skal have lov at se, hvor sød den er. Fredag Jeg får en virkelig skidt start på dagen. Jeg vågner klokken halv seks, og der er ikke noget strøm i mit hus. Stormen har presset regnvand ind ad nogle små kabelsprækker i huset. Det er løbet ned og har kortsluttet min eltavle. Jeg tilkalder en elektriker og melder afbud på arbejdets telefonsvarer. Jeg må dog alligevel af sted mod Haven, jeg skal alligevel lige ind og se til den lille nye familie. Den har det godt. Ungen kommer hen og hilser, når man kommer nu. Det er ellers ikke tamdyr, men den er nysgerrig. FACEBOOK