Nå, betalings-TV 2, så er vi i gang, og nu ruller kontanterne ind på kontoen – bliver vi andre så endelig fri for at høre på jeres brok om en sønderskudt økonomi? »Ja, det formoder jeg. Nu får vi ligesom den økonomi, vi skal have for at lave et godt TV 2«. Får I egentlig ikke nok støttekroner i forvejen fra den danske stand-up-comedy-branche, der forhåbentlig lægger et par millioner om året for at få lov at få hele jeres Zulu-programflade med provinskomikere genudsendt på hovedkanalen? »Der må du lige kigge på dit hjemmearbejde. Vi betaler faktisk stand-up-miljøet rigtig mange penge for at levere de optrædener, som vi viser«. Det gør det vel ikke meget bedre. Er det så derfor, jeres økonomi ser så sort ud? »Nej, det har klart været et af vores mål at gøre Zulu til comedy-stationen i Danmark. Det er lykkedes, og på hovedkanalen har vi nu også fået mere comedy. Det var for eksempel målet med ’Live fra Bremen’ at få mere bred comedy ind på en bred kanal. Og der kommer mere. Vi synes, at comedy er en meget væsentlig del af den modernisering af TV 2, vi er i gang med. Og jeg tror, du vil se andre kanaler begynder at efterligne det. Jeg tror, DR 1 sidder og tænker: Hvad gør vi?«. Så I lefler videre for den unge målgruppe? »Nej, for humor er ikke specielt ungt. Det er bare meget dansk, og det, der lykkes i ’Bremen’, er, at vi kombinerer yngre komikere med bredere komikere fra Cirkusrevyen – det smelter sammen. Den anden ting er, at hvis du er 40 år i dag, så er din Dirch Passer ikke længere Dirch Passer, det er jo Lars Hjortshøj og alle mulige andre. Stand-up er jo blevet meget bred i Danmark«. Kunne man forestille sig, at I måske fremover passer lidt bedre på pengene og for eksempel undlader at kaste millioner af kroner efter fire musikere i et talentshow, der trækker 300.000 færre seere end den femte omgang af det udtjente ’X Factor’? »Jeg er rigtig glad for ’Voice’. Det gør vores weekend meget lysere og gladere, og jeg kan rigtig godt lide programmet, for det handler om folk, der kan synge, og jeg synes, de fire dommere er gode. Så hvis jeg kan finde penge til det, skal det helt klart fortsætte«. Fordi det hos jer er en succes at ligge så langt under ’X Factor’? »Nu afgør vi jo ikke vores programmers succes i forhold til andres programmer, så jeg synes, ’Voice’ går rigtig godt, men ’X Factor’ er også fantastisk, det er et totalt monstertal, ’X Factor’ har, så hatten af for det. Men derfor skal vi jo ikke holde op med at lave vores underholdningsprogrammer«. O.k., glem ’X Factor’. Er det en succes kun lige at kunne klemme sig op på 150.000 flere seere end den 35. genudsendelse af ’Baronessen fra benzintanken’? »At have en million seere lørdag aften er rigtig godt, og i grove træk er det den bedste lørdag, vi har haft i 10 år. Men jo, det er ret utroligt, hvor mange mennesker der har lyst til at se ’Baronessen’ igen, så det opsigtsvækkende breaking news er egentlig ikke, hvor mange seere ’Voice’ har, men hvor mange seere ’Baronessen’ har. Det er utroligt«. Lad os tale lidt om fremtiden. Hvad kan seerne forvente i betalingsåret 2012? Nu har I jo lavet en dokumentarserie om jeres korrespondenters arbejde i stedet for at lade korrespondenterne arbejde. »Det, jeg godt kan lide ved korrespondenterne, er, at det i mine øjne er måske den bedste skildring af udenrigsstof, fordi – som jeg plejer at sige internt – vi lokker med fascination og overrasker med substans, og det er det, sådan et program kan. Man tænker: Nu skal jeg se Rasmus Tantholdt springe rundt blandt bomberne, det lyder spændende, men når du så ser programmet, så får du et anderledes og mere personligt blik på en sultkatastrofe eller en krigszone, så jeg synes, det er meget moderne«. Når nu pengene vælter ind, så behøver I vel heller ikke fremover at fuppe seerne, som I gør i taxaquizzen, hvor de ’tilfældige passagerer’ i virkeligheden er castede, medieliderlige unge mennesker, der ’helt vildt gerne vil noget med tv’? »Vi fuppede egentlig ikke nogen i taxaquizzen. Når man starter sådan et format, er det i mine øjne helt reelt at caste nogle, fordi man ikke kan regne med, der er nok på gadeturene, man kan bruge til noget. Vi laver jo tv-programmer, så folk har lyst til at se dem. Nu stod der også i rulleteksterne, at der var en caster, så vi har ikke forsøgt at skjule det«. Siger du, at der ikke er nok mennesker på gaden i København til, at I kan lave en ufuppet taxaquiz? »Nej nej, jeg siger bare, at hvis det skal være seværdigt tv, så kræver det enormt mange taxature, og det kunne vi ikke nå i første omgang, så der castede vi halvdelen, så vi vidste, at de ville gøre sig godt på tv. Jeg kan i øvrigt afsløre, at i alle quizzer på tv er folk castede. Vi trækker ikke bare et net gennem gågaden i Helsinge og tvinger folk til at være med. Men jo, jeg vil da helst have, at vi kan lave det udelukkende med gadeture, og det prøver vi faktisk også nu«. Kan man så også forestille sig, at de mange nye penge gør, at vi fremover bliver sparet for overdramatiserede vejrreportager fra en tilfældig havnekaj, hvor en opblæst reporter råber op om en storm i et glas vand? »Det afhænger af vejret. Vi har uanset brugerbetaling ikke haft mulighed for at kontrollere, hvordan vejret bliver«. Når nu det begynder at vælte ind med penge, kan I så ikke give nogle af dem til regionerne? De skal jo sende 24 timer i døgnet. Og eventuelt en god sjat til makeup til Lorry-værterne. De ser mig lidt blege ud. »Det er lidt uden for mit område. Vi har jo ingen indflydelse på regionerne«. Henviste I egentlig Line Baun Danielsen til Lorry, fordi hun var blevet for gammel, eller fordi hun sagde: »Er det en abe?« i morgen-tv? »Ha ha, øh nej, jeg synes da, det er fantastisk, at Line er dukket op på Lorry. Det har da givet det et kæmpeløft«. Til sidst, mellem dig og mig, nu bliver du jo snart en velhavende tv-chef – hvor stor skal din nye Audi være? »Øh, jeg får desværre ikke ny bil af det her. Jeg går ikke så meget op i biler. Men jeg er rigtig glad for, at jeg får råd til at kunne planlægge nogle rigtig gode programmer til næste år også«.
Palle Strøm til Djævlens Advokat: Vi betaler faktisk stand-up-miljøet rigtig mange penge










